På fødeafdelingen fik hun at vide, at barnet ikke havde overlevet. År senere opdagede hun, at hendes søn levede hos sin biologiske fars familie.
Mikkel havde elsket Freja siden skoletiden, og de havde planer om at blive gift en dag.
Mikkels mor, Birthe Sørensen, der arbejdede som afdelingsleder på hospitalet, var ikke tilfreds med sin søns valg. Hun havde altid foretrukket sygeplejersken Katrine og håbede, at Mikkel ville vælge hendeen pige fra en lægefamilie, der var elsket af både kolleger og patienter.
Efter studentereksamen startede Mikkel på medicinstudiet, mens Freja læste til engelsktolk, ligesom hendes mor og bedstemor. Deres venner besluttede at fejre det med en tur til Mikkels families sommerhus.
De tilbragte næsten en hel måned derude og havde svært ved at tage hjem. Men snart ville studiet begynde, og de skulle tilbage.
Om efteråret sagde Freja til Mikkel:
»Jeg er gravid. Hvad siger du til det?«
»Hvad tror du? Selvfølgelig bærer jeg dig ind til rådhuset.«
»Jeg er ikke alene, og jeg er tung.«
»Skræmmer du en sportsmand? Jeg dyrkede brydning i skoletiden. Du er let som en fjer,« grinede Mikkel lykkeligt.
»Men hvad gør vi med uddannelsen?«
»Ja, det bliver en udfordring, Freja. Du bliver nødt til at tage et års pause efter fødslen.«
»Jeg skifter til fjernundervisning, ligesom min mor. Hun fik mig som 19-årig og klarede det hele. Men lad os være enige om én ting, Mikkel: Efter brylluppet flytter du hjem til mig. Din mor må respekteres på afstand. Jeg ved godt, hun aldrig vil acceptere mig.«
»Kun for din skyld, Freja,« nikkede Mikkel.
De indgav deres vielseserklæring på rådhuset og gik hver til sit. Da Freja kom hjem, var der gæster. En af hendes fars venner var kommet med sin kone og søn, Nikolaj, der kun var 16 men så ældre ud.
Hjemme fortalte Mikkel sine forældre om nyheden og bad dem forberede sig på brylluppet.
Birthe Sørensen var rasende. Senere samme aften bankede hun på hos Frejas forældre for at lave en scene. Hun ringede på flere gange, men ingen åbnede. Indenfor dækkede de bord i stuen, og musikken overdøvede dørklokken. Nikolaj stod i badet og undrede sig over, at ingen hørte det. Han greb et håndklæde om livet og åbnede døren.
Birthe stirrede først forvirret, men så fik hun en idé. Hun tog sin telefon frem og begyndte at filme Nikolaj i døren.
»Er du her for at se Anna?« spurgte Nikolaj, uforstående overfor hendes handlinger.
»Ikke længere,« svarede Birthe og skyndte sig ned ad trappen.
Hjemme viste hun Mikkel optagelsen. »Kender du det her gang? Det tog dem lang tid at åbne. Hvem ved, hvem Freja virkelig venter barn med?«
»Jeg forstår, mor. Du havde ret. Hun er ikke den rigtige for mig.«
Mikkel sendte en vred besked til Freja og slukkede telefonen. Freja forstod ingenting, men da hun ikke kunne få fat i ham, tog hun af sted til hans lejlighed, selvom det var sent.
Birthe så hende komme fra vinduet og skyndte sig at møde hende på trappen. »Hvad vil du? Mikkel sover. Skal du ikke hjem til dine andre kærester, din falske kvinde?« Hun smækkede døren i.
Freja brød sammen på trappen og græd. Da hun kom hjem, stod hendes mor og vaskede op. »Freja, hvad er der galt? I skal jo giftes snartdu burde være glad.«
»Der bliver ikke noget bryllup, mor. Kun et barn, som han ikke tror på er hans.« Hun viste beskeden frem.
»Hvis han opfører sig sådan, vil han altid lytte til sine forældre. Gud har beskyttet dig. Vi klarer det selv,« trøstede moren hende.
Efter bruddet med Mikkel havde Freja en svær graviditet. Hun blev indlagt, mens hendes forældre var på arbejde. Hun fødte en søn i fuld narkose. Da hun vågnede, fik hun at vide, at barnet var dødt.
Forældrene modtog den lille kiste og begravede ham, mens Freja stadig lå på hospitalet.
Kort efter solgte Mikkels forældre deres lejlighed og flyttede væk.
»Det er bedst sådan,« sagde Frejas mor. »Du led allerede over at møde ham.«
»Jeg håber bare, jeg kan glemme ham hurtigt,« svarede Freja.
Åtte år gik.
Freja arbejdede som tolk i en lille virksomhed, da Mikkel pludselig trådte ind på hendes kontor.
»Hvorfor dukker du op nu? Jeg har glemt dig for længst.«
»Undskyld, men en tragedie har bragt mig til dig.«
»Det lyder mærkeligt, Mikkel. Du har jo din perfekte mor. Gå til hende.«
»Freja, du må høre mig. Det er også vigtigt for dig. Jeg venter på caféen overfor efter arbejde.«
»Kun af nysgerrighed,« svarede hun og vendte sig mod computeren.
Om aftenen mødtes de.
»Jeg er ked af det, Freja, men min søn er syg, og han har brug for en donor.«
»Du tager fejl, Mikkel. Din mor har flere kontakter.«
»Vi har ventet længe, og ingen passer. Jeg har endda sat min lejlighed til salg. Du er mordu har større chance for at hjælpe ham.«
»Er det en joke? Vores søn blev født død. Mine forældre begravede ham.«
»Han lever, og han er otte år.«
»Hvordan?«
»Kan du huske den dag, vi meldte os til vielse?«
»Jeg glemmer aldrig din modbydelige besked.«
Mikkel genfortalte historien om Nikolaj.
Freja forklarede, hvem han var, og Mikkel blegnede. Han havde aldrig stoppet med at elske hende og var ikke gift. Hun var heller ikke, bange for at miste endnu et barn.
»Mikkel, hvad gjorde din mor?«
»Da du var på fødeafdelingen, så hun dig blive kørt til operationsstuen. Hun havde en mistanke og fik foretaget en test. Da hun så, jeg var faren, besluttede hun at tage barnet. Jeg er skyldig, for jeg gik med til det af bitterhed. Nu straffer Gud migvores søn, Lukas, er syg.«
»Lad os gå til ham. Hvis du ikke matcher, må han have min blodtype.«
»Ja, Freja. Jeg har type B. Du har A.«
Hendes hænder rystede, da hun så drengen på hospitalet.
»Lukas, jeg har fundet din mor. Vi har været adskilt længe, men nu er vi her,« sagde Mikkel, mens Freja ikke kunne få et ord frem.
»Mor, jeg har ventet på dig. Jeg forestillede mig dig nøjagtig sådan,« smilede drengen.
»Skatter, alt skal nok blive godt. Jeg er her nu,« græd Freja og holdt ham tæt.
»Lad mor tale med lægen,« sagde Mikkel.
Freja var en match, og Lukas blev rask. Mikkel solgte sin lejlighed og betalte for behandlingen. De flyttede sammen hos Frejas forældre.
»Freja, vil du tilgive mig? Vi bliver nødt til at blive gift. Lægen siger, at søskende er bedre donorer.«
»Jeg har læst om det. For vores børns skyld er jeg klar,« svarede hun.
De blev gift og fik to børn mereen søn og en dattersom nu voksede op sammen med Lukas.
