Mor havde afleveret dem til børnehjemmet lige efter nytår… Pigehuset græd. De havde altid været vant til at boe hjemme. Mens mor kastede sig ud i sit kærlighedsliv og det gjorde hun konstant boede søstrene, Liva og Freja, hos deres morsmor. Men til juletid døde mormor, og mor sendte dem til børnehjemmet. Nej, hun var ikke en løs kanon, hun drak ikke engang, og røg heller ikke. Men var det fair, at hendes eksmand levede som han ville, mens hun skulle slæbe rundt på to børn alene?
Mor knappede Frejas vest op og mumlede: »Hulk nu ikke, sådan er livet, hvad kan jeg gøre? I får det godt her, I skal nok takke mig senere!« Freja var ved at kvæles i sine tårer, hun var kun tre år og forstod ikke rigtig, hvad der foregik. Men da hun så sin mors surende øjne og den bange, tårevåde pand en på sin storesøster, den syvårige Liva, vidste hun instinktivt, at alt var forfærdeligt. Mor hviskede arrigt: »Skam jer ikke, jeg opgiver ikke jer. Når jeg får sted på plads, henter jeg jer. Til påske! Jeg lover dig!« Pigerne holdt op med at hulke, omend langsomt mor havde joft, at hun ville komme tilbage!
Det var svært for dem at vænne sig til børnehjemmet, selvom personalet var venlige og syntes, det var synd for dem, fordi de var så kærlige og tætte. Liva imponerede alle med sine alvorlige, mørke øjne, mens Freja lignede en lille, rund, godmodig bolle. Freja trak i Liva: »Hvornår er det påske? Kommer mor så og henter os?« Liva svarede tålmodigt, som hun havde gjort mange gange før: »Påske er et forårshøjt, kan du huske, hvordan mormor farvede æg?« Freja nænnede alvorligt, som om hun huskede det, men så kom der alligevel små tårer i øjenkrogene, når hun tænkte på mormor. Liva ville selv gerne vide, hvornår påske var. Hun spurgte en af pædagogerne, fru Jensen, som så forbryllede ud børn plejede at værre optagede af jul eller fødselsdage. Alligevel gav hun Liva en lille kalender: »Se, på denne dato er det påske, jeg har tegnet en cirkel. Hver tal er en dag. Da jeg gik i skole, strege jeg også dagene ud, til sommerferien.« Sådan blev det også Livas rutine, og snart var der langt færre dage tilbage, inden mor ville komme.
Om morgenen på påskedag løb Freja ind til Liva med et rødt æg i hånden: »Liva! Liva! I dag kommer mor, jeg er så glad, er du også glad?« Liva kunne heller ikke vente. Men efter lur begyndte hun at tvivle. Da aftenen kom, og det stod klart, at mor ikke ville komme, trøstede hun Freja: »Mor har sikkert kørt i bus, og den er kørt fast. Jeg hørte selv, at vejene er helt forfærdelige! Det siger alle pædagogerne. Græd nu ikke, de får busen fri, og mor kommer i morgen. Hun sover i byen i nat!« Den lille søster nikkede og svalede sine tårer. Men mor kom ikke ikke den dag, ikke nogen af de følgende, selvom pigerne ventede og fandt på nye undskyldninger for hende.
En morgen var Freja væk. Personalet forklarede, at moren havde hentet hende. År senere fandt Liva ud af, at mor havde afvist hende juridisk. Men hun var heldig to år senere blev hun fundet af sin fars søster. Tante Birthe var en sød kvinde, og uden at Liva rigtig lagde mærke til det, begyndte hun at kalde hende for mor. Kærligheden fra tante Birthe og hendes familie langsomt lægede Livas hjertesår. Hun prøvede at undgå at tænke på sin mor og søster. Selvom hun vidste, at Freja havde været for lille til at forstå noget, gjorde det ondt alligevel… Uden hende ville Liva nok aldrig have rejst sig.
Årene gik. Liva blev uddannet sygeplejerske, giftede sig, fik en søn de levede måske ikke i luksus, men i kærlighed. Så kom der pludselig et brev. Fra Freja!
»Kære søster! Du kan sikkert ikke huske mig? Jeg kan kun huske dine fletninger og dine ternede tøfler. Jeg vil så gerne se dig! Vi er flyttet tilbage til området, bor i Sønderby må jeg komme på visit?« Liva rystede på hovedet underligt at bede om at komme på besøg i stedet for selv at invitere. Men alligevel sagde hun ja.
Freja, iført en lyseblå jakke, haltede hen mod hende på stationen og vinkede glad. Hun genkendte Liva midt i mylderet, kastede sig om halsen på hende og græd: »Søster, så snart jeg så dig, vidste jeg det var dig!« Liva mumlede irriteret, at Freja stadig var en tåreperse, men selv følte hun også en prikken i øjnene.
Efter middag fortalte Freja: »Vær ikke sur på mor. Onkel Erik sagde fra starten, da de mødtes, at han ville tage hende og børnene. Men hun turde ikke tage os begge med. Så fik de en søn sammen, og så en datter! Lille Julie, så nuttet så var der jo ikke plads til os! Onkel Erik tjener godt, han er en dygtig tømmer, altid travlt. Vi har endda været på ferie i Syden. Men da jeg gik i syvende, blev jeg væltet af en tyr heldigvis blev ingen andre ramt. Men nu halter jeg Din kage er så lækker, må jeg få opslaget?«
Liva spurgte: »Hvad arbejder du som? Studerer du? Har du en kærste? Du er jo så sød!« Freja blev forlegen: »Jeg var syg så længe efter uheldet, de brugte en formue på mig Jeg hjælper bare til hjemme eller hos onkel Erik. Mor er bogholder i kommunen. Og venner Nå ja, det har aldrig rigtig været mig. Man halter jo Men jeg er vant til det.«
Liva fik overtalt Freja til at blive over natten og lovede at følge hende til bussen næste morgen. Søsteren faldt i søvn, så snart hovedet rørte puden. Livas øjne faldt tilfældigt på Frejas tøj, som lå pænt foldet på en stol. Alt var rent, men slidt og gentagne gange repareret! På sygehuset tjente pigerne ingenting, men selv der ville de ikke gå klædt sådan Slet ikke når de skulle på besøg!
Klokken tre om natten vækede Liva sin mand og bad ham køre hende til Sønderby. Han bandede, men gjorde det alligevel. Undervejs forklarede hun det hele. Først så nedslået ud, men så nikkede han.
Liva fandt uden problemer morens hus. Hjertet hamrede, da hun bankede på. Moren åbnede og genkendte hende ikke. Liva genkendte hende med det samme selvom hun var ældre, var hun stadig en smuk, velplejet kvinde. Liva sagde: »Godmorgen, mor. Så mødes vi endelig.« Moren hilste utilfreds, som om Liva ikke var hendes datter, men en irriterende nabo. Hun spurgte: »Hvor er Freja? I stalden? Lad hende komme ind, børnene skal have morgenmad, og der er ikke ryddet op siden i går. Nå, kom ind, nu du er her.« Liva sagde roligt: »Freja bliver hos mig lidt endnu. Pak hendes ting Og giv os penge, hvis I kan. Jeg får hende et job som hospitalshjælper, så kan hun tage en uddannelse. Og hendes ben skal behandles så smuk, og alligevel halter hun! Hører du mig, mor?« Moren stak læben frem, som hun altid gjorde, når hun var utilfreds, og sagde: »Gå nu bare, du moralske forkæmper! Onkel Erik henter Freja med det samme! Og jeg vil ikke se dig i nærheden af hende igen!« Liva rystede på hovedet og sagde langsomt og tydeligt: »For det første hedder hun ikke Freja, men Frøken! Freja kan du kalde den ko, du selv skal malke nu, din finfrue! Skal jeg samle hele byen? Så kan de høre, hvordan den fine kommunebogholder dumpede sine børn på børnehjem! Alle kvinderne her kender dig tror du, de glemmer det? Hvis I prøver at tage hende, råber jeg det ud over hele landet!« Moren forsvandt indenfor og smækkede med døren. En halv time senere kom en tynd, forslået mand ud med en rygsæk: »Goddag, jeg hedder Erik. Her er Frejas ting Sig hende, at alt skal nok gå. Vi hjælper med penge, jeg skal nok sørge for det. Det er sandt, hvor mange år har den stakkel lejet Cinderella for sin egen mor? Jeg har sagt til hende Men vær ikke for hård mod din mor, livet er ikke let for nogen.«
Liva gik tilbage til bilen med rygsækken og tænkte: Nej, livet er ikke let. Men er »let« det samme som »svært«? At mænd ikke skal drikke og gå fra deres familier? At mødre ikke skal forlade deres børn for et nyt ægteskab? At søskende ikke skal glemme hinanden?
Det handler bare om at være menneske.
