Der var den kjole! Vil du virkelig påstå, at det var mig, der smed den i skraldespanden?
Ved køkkenbordet, mens hun åbnede skraldespanden, blev Lærke pludselig alvorlig. “Hvad er det for en kjole? Mener du, at jeg selv lagde den der?”
Næsten hver dag stillede Lærke sig selv det samme spørgsmål uden svar: Hvad så hun egentlig i Morten?
Han var ganske almindelig at se på hun skammede sig over at vise ham for sine veninder, så ifølge dem boede hun stadig alene.
Kun hendes søster vidste, at hun boede sammen med en mand, og hun holdt det hemmeligt.
Morten havde ikke opnået meget i livet han arbejdede som mekaniker på et stålværk.
Nogle gange, mens hun sad foran tvet, greb tanken Lærke: Det var tid til at afslutte forholdet med Morten.
Men hver gang hun besluttede sig for det, kom han hjem med blomster eller en lille gave, og hun udsatte bruddet.
Før han mødte Lærke, havde Morten allerede været gift. Ægteskabet varede kun to måneder, men endte med en graviditet og fødselen af en datter.
Da Lærke mødte ham, var hans datter tolv år. Lærke havde aldrig set hende og havde heller ikke lyst til det.
Chancen kom lige før Lærkes fødselsdag, som hun havde planlagt at fejre med sine veninder.
“Lærke,” begyndte Morten usikkert, “min ekskone skal på forretningsrejse og beder mig om at tage min datter i en periode…”
“Hvor længe?” rynkede Lærke panden, der ikke ønskede andet end at undgå dette lige nu.
“En måned…”
“Hvorfor så længe?” Hun kneb øjnene sammen. “Håber hun forstår, at vi skal betale for hende?”
“Hun har ikke sendt nogen penge,” sagde Morten og slog ud med hænderne.
“Du betaler børnebidrag, ikke? Så hun er her en hel måned, mens moren bruger pengene?” spurgte hun koldt.
“Min løn er ikke noget at prale af, det ved du godt,” svarede Morten med et svagt smil.
“Hvordan forestiller du dig det?” Lærke blev mere og mere irriteret, klar over, at hun ikke ville have et fremmed barn boende hos dem. “Skal vi køre hende i skole, passe hende? Hvorfor tager du det på dig?”
“Jeg er jo hendes far,” svarede Morten forvirret. “Syns du, jeg skal afvise hende?”
“Du skal huske, at du ikke bor alene for det første. For det andet er det min lejlighed, du skulle have spurgt. For det tredje er det min fødselsdag, og jeg vil ikke have den ødelagt!” sagde Lærke bestemt.
“Jeg tror ikke, min datter er et problem,” svarede Morten og følte sig skyldig.
“Jeg er sikker på, at alt går galt,” knurrede Lærke og foldede armene.
Morten forsikrede hende om, at hun ikke skulle være så pessimistisk.
Næste dag stod en buttet pige med kraftig makeup foran deres dør hun så ud til at være mindst seksten.
Hun kiggede surt på Lærke og henvendte sig uden hilsen til sin far.
“Hvor skal jeg sove?”
“Du må sove i køkkenet,” svarede Morten med et anstrengt smil.
Pigen rullede med øjnene og løb ind på badeværelset for at græde.
“Hvad var dét?” Lærke stirrede rasende på Morten. “Uforskammet og uopdragen. Godt, jeg har besluttet at fejre på en café. Og du kommer ikke med.”
“Hvorfor ikke?” spurgte Morten overrasket. “Jeg troede, du endelig ville introducere mig for dine veninder. Vi har boet sammen i over et halvt år…”
“Du bliver her med barnet,” sagde Lærke, lettet over ikke at skulle vise ham frem hendes venners kærester var atletiske og velplejede.
“Jeg forstår,” svarede Morten stødt og sagde ikke mere.
Næste dag var Lærke travlt optaget af fødselsdagsforberedelser.
Først strygede hun sin kjole og hængte den op, klar til aftenen.
Morten sagde stadig ingenting ikke engang et fødselsdagshilsen.
Hun besluttede at ignorere det og lod, som om ingenting var sket.
Efter arbejde løb hun hjem for at klæde om og opdagede med rædsel, at kjolen var væk.
“Hvor er min kjole?” råbte Lærke og stormede ind i køkkenet, hvor Julie lå på en feltseng.
Pigen ignorerede hende og legede med sin telefon.
“Hører du mig?” Lærke greb telefonen fra hende.
“Giv mig den!” skreg Julie, og Morten løb ind.
“Hvad sker der? Giv hende telefonen!”
“Hvor er min kjole?” knurrede Lærke mellem tænderne.
“Jeg har ikke taget noget,” sagde Julie hånligt. “Hun kan bare ikke lide mig!”
“Giv hende den, hørte du?” sagde Morten strengt.
“Selvfølgelig, hun vil indrømme det!” råbte Lærke og smadrede telefonen mod gulvet.
Skærmen knækkede, og Julie brast i gråd. Lærke forlod rummet med et hovmodigt smil.
Hun måtte hurtigt finde noget nyt at tage på.
Da hun fandt noget acceptabelt, klædte hun om og skyndte sig til caféen.
Der glemte hun alt og besluttede at gå fra Morten.
Hun kom hjem i de tidlige morgentimer. Morten hørte hende og stod op.
“Er du klar over, hvad klokken er?”
“Vil du spille den strenge mand? For sent. Jeg har truffet en beslutning,” sagde Lærke kort. “I skal flytte ud i morgen.”
“Så det er min skyld?” Morten lo bittert.
“Du ødelagde Julies telefon…”
“Hun stjal min kjole!” skreg Lærke.
“Min datter tog ingenting!” sagde Morten fast. “Jeg er sikker!”
Lærke rynkede næsen og vinkede afværgende.
For at berolige sig selv greb Lærke efter en halvtom flaske vin i skabet.
Hun slugte en slurk, spottede den ud og grimasserede.
“Er det shampoo? Vil du også påstå, at jeg hældte det der?” Hun lo og åbnede skraldespanden hvor hun pludselig standsede. “Der er kjolen! Mener du også, at jeg smed den herind?”
“Du fandt en undskyldning for at forlade mig! Jeg ved, du har villet det længe!” råbte Morten. “Uden mig havde du gjort det før!”
Lærke løftede et øjenbryn. Hun huskede det hele tydeligt.
“Jeg installerede en aflytter. Jeg hørte dine samtaler med din søster om mig jeg ved det hele!” tilføjede Morten selvtilfreds.
“En overraskelse! Jeg undrede mig over, hvordan du vidste om vores brud!” Lærke var chokeret. “Og nu farvel!”
Denne gang prøvede Morten ikke at overtale hende. Han forstod, at deres forhold var forbi.
