**Tilbagevenden**
Mads Sørensen traskede op ad den smalle trappe til gårdspladsen. I kælderen under lejlighedskomplekset lå en lille værksted, hvor han de sidste to måneder havde repareret printere og computere. Himlen var grå, men regnede ikke ret mildt for en oktoberdag. Allerede begyndte det at blive mørkt, selvom klokken kun var fem.
Han havde ingen bil, og kun i slemt vejr tog han bussen. Mads trak skuldrene op og gik ud fra gården. Engang havde han haft et godt job som IT-mand, en familie, en fremtid. Men efter en række dumme og tragiske begivenheder mistede han det hele og begyndte at drikke. En gammel studiekammerat havde taget ham ind i værkstedet, hvor han fik lov at skrue i computere.
Mads drak. Han mødte for sent, eller slet ikke. I dag havde Bo sagt, at selvom Mads var en sand mester kunne fikse alt, selv i fuldskab var hans tålmodighed ikke ubegrænset. Hvis Mads fortsatte, måtte han desværre fyre ham. Og Mads vidste godt, at han var på vej mod afgrunden. Hvis Bo smed ham ud, hvad skulle han så stille op?
Det blev hurtigt mørkere, gadelygterne tændte. Hans krop skreg efter en øl, sulten efter en drink fik hans kæber til at spænde. Men da han gik forbi caféer, supermarkeder og beværtninger, stirrede han ned i asfalten og skyndte sig videre. Han kunne klare det. Han havde lovet Bo at holde op.
Han betragtede sig ikke som alkoholiker, men uden sprut kunne han sjældent klare mere end to dage. Især om natten var det svært. Uden en sjus faldt han ikke i søvn.
Der lå den lille bar, hvor han ofte stoppede på vej hjem. Bedre at tage en enkelt fadøl her end at købe en hel flaske og drikke den derhjemme. Men han vidste, at én øl aldrig blev ved én. Han ville møde en bekendt, og før han vidste af det, var han helt væk. Om morgenen vågnede han med en hovedpine som efter en tordenvejr og en følelse af, at han igen havde svigtet. Han tøvede et øjeblik og gik videre.
Se, han kunne godt. Han følte sig næsten som en helt. Indtil næste bar kom i sigte.
Hans lejlighed var lige rundt om hjørnet. Kun ét supermarked tilbage på ruten. Han standsede foran det store, oplyste vindue. Indenfor stod hylder med flasker, der lokkede som en fyrlygt i tågen.
Hans ben bar ham næsten af sig selv mod døren. Men midtvejs ændrede han kurs, stak hænderne i lommerne, knyttede næverne og listede forbi.
*Du kan nå at vende om*, hviskede en desperat stemme i hans hoved. Så satte han i løb, åndede tungt og stoppede først, da opgangsdøren smækkede bag ham.
Mads kom sjældent hjem ædru, så da han trådte ind i sin mandehule, blev han chokeret over rodet.
Køleskabet var næsten tomt: en dåse makrel, en tør skive rugbrød og et stykke hård ost. Han burde handle pasta og æg men så ville han også købe en flaske. Det kunne vente.
For at distrahere sig selv begyndte han at rydde op. Vaskede tøj, vaskede op, tørrede det klæbrige bord af og fejede gulvet. Lugten af vaskemiddel kunne ikke helt overdøve den vedholdende duft af øl og cigaretter.
Han kiggede på uret. Der var stadig tid nok til at nå butikken han behøvede ikke engang tage jakke på. Men så så han for sig Bos sure ansigt og advarende blik. Mads gik hen til vinduet.
Lejlighederne overfor lyste med gule vinduer. Han forestillede sig en familie samlet omkring bordet Der sad en mand og kone på sofaen og så en serie, mens deres søn i det andet rum lod som om han lavede lektier, men i virkeligheden lyttede til musik. Sådan havde Mads selv gjort som teenager.
En bølge af ensomhed skyltede over ham, næsten fysisk smertefuld.
Vaskemaskinen bippede færdig, og han hængte vasketøjet op. Han drak en kop te med de sidste tørre osteskorper, men uret viste, at der stadig var ti minutter til butikken lukkede. Han kunne nå det Men i stedet tog han telefonen og ringede til sin ekskone.
»Mads, jeg har sagt, du ikke skal ringe om aftenen.«
»Godt at høre din stemme også. Kan jeg snakke med Freja?«
»Er du fuld? Hun har sovet i timevis.«
»Nej, jeg er ædru.«
Han hørte Annettes suk.
»Sov det ud først. Mads, lad være med at ringe mere. Og forstyr ikke Freja. Hun er lige begyndt at vænne sig til Anders«
Han ville sige, at Anders ikke var Frejas far, at hun var hans datter, at han savnede hende men linjen var allerede død.
Underligt, at Annette ikke havde blokeret hans nummer endnu. Det gav ham en svag forhåbning om, at alt ikke var tabt. Som man siger: En kvindes »nej« betyder ofte »måske«.
Mads lagde rent sengetøj på sofaen og gik i seng, vel vidende, at søvnen ikke ville komme. Han længtes efter at drukne sorgen, men han havde intet at drikke.
***
Han havde mødt Annette på universitetet. Hun var et år under ham. Engang i kantinen havde hun bedt om at springe foran i køen. Han havde ikke protesteret. Hun havde spist sammen med ham, kigget interesseret på ham. Dengang var han stjernen på holdet, lærerne elskede ham.
De blev kærester. Mads hjalp hende med afleveringerne og skrev endda hendes speciale.
»Hvorfor valgte du denne uddannelse? Havde du ikke lyst til noget mere feminint? Hvad skal du bruge det til?« spurgte han ofte.
»Du skal jo arbejde jeg skal passe børn,« grinede Annette. Sådan fandt han ud af, at hun var gravid.
Hun kunne lækker mad, var en god husmor. Mads havde intet imod at blive gift. Da tiden kom, fik de en datter, Freja.
Da Freja startede i børnehave, fik Annette arbejde som direktørens assistent i en byggevirksomhed. Hun begyndte at klæde sig pænt på, tog makeup på. Nogle gange så Mads, hvordan nogen kørte hende hjem i bil.
»Jeg vil købe en bil,« sagde Annette en dag.
Mads drømte også om en bil, men havde ikke råd. For at købe lejligheden havde han optaget lån.
Mens han betalte af, døde hans mor. Hendes lejlighed blev udlejet, men Annette tog et billån. Mads brød sammen og skændtes.
»Mads, jeg er træt. Jeg orker ikke mere fattigdom Jeg kan ikke leve sådan her.«
»Er der en anden?« spurgte han direkte.
»Ja undskyld, men jeg skal tænke på Freja«
Hvad? Tænkte han ikke på hende? Han smækkede med døren og gik. Heldigvis havde han et sted at tage hen. Hans mors lejlighed var ledig. Godt, han ikke havde solgt den.
Han var ikke vant til at bo alene. Når ensomheden blev for stor, drak han for at dulme smerten.
Han forestillede sig, hvordan en anden mand sad ved hans bord, drak af hans kop, sov i hans seng Måske havde hun aldrig elsket ham? Bare brugt ham for hans hjælp? Jo mere han tænkte, jo mere drak han. Til sidst blev han fyret.
***
Mads faldt alligevel i søvn. Han drømte, at han gik i tågen og ledte efter nogen, men kunne ikke råbe. Pludselig hørte han sin navn: »Mads!« Men Annette kaldte ham altid kun ved efternavn. Han vågnede med et sæt, hjerte hamrende.
Det tog et øjeblik at gennemskue, hvor han var. Han sov ikke mere, sad på køkkentaburetten og røg. Det var én af de få fordele ved at være single. Annette havde længe siden jaget ham ud på trappen for at ryge.
Bo rynkede brynene, da han dukkede tidligt op på arbejde. »Har du drukket?«
»Nej, jeg var ædru. Må jeg gå tidligt i dag?«
»Kan du ikke vente med at drikke?«
»Jeg vil se Freja. Før hun glemmer mig hele
