Ingen huskede hende, da hun var lille, men da hun begyndte at tjene penge, dukkede hendes forældre pludselig op.
Hendes forældre havde tilbragt hele hendes barndom med at spekulere på, hvordan de skulle komme af med hende. Hun kom til familien på det værste tidspunkt de ville ikke have hende. I starten hjalp bedstemor med at passe hende, men efter hun fik et slagtilfælde, var der ingen til at opdrage på den lille pige. Den tarvelige pension og forældrenes løn var ikke nok til at forsørge en syg, endsige et barn. Efter et par måneder besluttede de at sende Freja midlertidigt til et børnehjem.
“Du bliver her et stykke tid, mens din far og jeg tjener nogle penge,” sagde hendes mor.
Freja troede virkelig på det og ventede, for livet på børnehjemmet var ingen dans på roser. Der var ikke eget værelse, ingen omsorg eller varme det var næsten som et fængsel. Hun kunne ikke blive venner med de andre børn, lærerne lagde ikke mærke til hende, og for at overleve gemte hun sig i bøgerne, der en gang imellem kom til børnehjemmet fra velgørenhedsorganisationer.
Pigen fik altid gode karakterer i skolen, og da hun blev optaget på universitetet, var hun lykkelig for at flytte til en anden by. Hun havde kun en håndfuld kroner til at starte med, men hun fandt et deltidsjob og sparede op til at starte sin egen virksomhed. Mange lo, da hun åbnede en lille online butik, hvor hun solgte hjemmelavede lys.
“Hvad er det for en arbejde? Man kan ikke tjene penge på det,” sagde folk.
Men den lille forretning voksede. Hun var en af de første på markedet med sådan en virksomhed, og kunderne strømmede til. En ung mand hjalp hende med forsendelserne, og med tiden sagde han sit gamle job op for at lave lys sammen med hende. Gradvist blev det en familieforretning. Personalet på børnehjemmet hørte om Freja, for hun var ansigtet udadtil og på grund af opmærksomheden hørte hendes forældre også om hende. Under påskud af at handle kontaktede de deres datter, og efter modtagelse af pakken dukkede de op på hendes adresse, lige uden for døren.
Datteren var ikke glad for deres ankomst. De havde glemt hende, og hun havde glemt dem. Måske uhøfligt, men hun smed dem ud, og hendes mand hjalp hende.
De gad ikke opdrage hende, de gad ikke engang tjekke, hvordan hun havde det og nu pludselig lader som om, de elsker hende. Det er for sent. De skulle have ledt efter hende før, de skulle have taget hende hjem igen. Nu er Freja voksen, hun er selv mor, og hun har ikke brug for sådanne forældre.
