“Han købte et nyt anlæg,” hviskede Mette, uden at ændre stilling. “Et dyrt ét. Jeg sparer op fra min løn til en ny vaskemaskine, fordi vores larmer som en ambulance. Han sagde, du værdsætter ikke investeringer i kunst. I kunst, Ida… Hører du?”
Teen i tekanden var kold, blev til en bitter, mørk væske. På tallerkenen lå tørre brødskiver, og osten havde fået en voksagtig skorpe. Ida kunne ikke trøste sin veninde, der var kommet efter endnu en skænderi med sin mand. Efter at have grædt alle tårer ud, sad Mette med knæene trukket op, stirrede tomt på væggen.
De så sjældent hinanden de sidste tre år hendes mand ville ikke lade hende gå alene, og han kunne generelt ikke lide hendes veninder. Men denne gang havde han slået hende, og forbuddet virkede ikke.
For at distrahere hende fra de mørke tanker, tilbød Ida:
“Mette, vil du høre en gammel kærlighedshistorie? Jeg oplevede engang ægte troskab.”
Mette nikkede uden glød:
“Ok. Bare ingen søde eventyr om prinser. Jeg har det allerede dårligt nok.”
Ida rejste sig, tændte blusset under tekanden. Den stille hvislen fra gassen fyldte pausen.
“Ingen prinser, skat. Det skete for mine øjne,” smilede Ida. “Det handler ikke engang om mennesker. Jeg arbejdede engang på et lager i en industrizone. Du ved, sådan et sted med vagthunde altid et par gadekryds. En dag blev der smidt to hvalpe ud: en lubben, sort bjørnehund ved navn Bamse og en rød tæve, Rødder. De voksede op som uadskillelige. Bamse var en livlig drillepind, Rødder stille og klog, med øjne som en gammel dame, der forstår alt. Alle elskede dem, forkælede dem.”
Ida tav et øjeblik. Da hun så, at Mette faktisk så på hende omend lidt fraværende fortsatte hun:
“Men så skete der en ulykke. En dag blev Rødder ramt af en bil chaufforen så hende ikke. Vi troede ikke, hun ville overleve, men gadekryds er seje. Hun kunne bare ikke gå ordentligt mere, sled bagbenene efter sig. Men hun forstod alt. Det var hjerteskærende at se på.”
“Stakkels lille…” sukkede Mette.
“Men ved du hvad?” smilede Ida. “Hun gav ikke op. Hun blev vores vagthund! Så snart en fremmed kom ind på området, var hun den første til at gø. Og Bamse og de andre løb straks hen, hvor Rødder viste hen. De var et godt team.”
Idas ansigt blev alvorligt.
“Men så blev Rødder voksen, fik sin første løbetid. Og så strømmede alle hvalpene fra området til. En flok sultne, frække hunde. De plagede hende, for hun kunne hverken løbe væk eller forsvare sig kravlede, klynkede, gemte sig ved vores fødder. Vi jagtede dem væk, men de gav ikke op.”
Mette lyttede stille.
“Og Bamse? Hvor var Bamse?”
“Bamse…” sukkede Ida. “I starten var han forvirret. Løb rundt, gjøede, men turde ikke angribe flokken. Instinkter, dufte… det forvirrede ham. Men så… forsvandt han og Rødder. De kom tilbage tre dage senere. Og Bamse var en anden. Han gik forrest, sammenkrøbet, med børster rejste og en lav knurren i halsen. Rødder fulgte efter. Hvis nogen af de andre hunde kom for tæt på hende, blev Bamse en storm. Han angreb dem med en sådan raseri, at det var, som om han ville rive dem i stykker. Han FORSTOD det. At han skulle beskytte hende.”
Mette knyttede hænderne, og tårerne kom igen men nu af en anden grund.
“Vi troede, det var slut. Men en måned senere var Rødder rund om maven. Og Bamse, kan du forestille dig, forlod hende ikke. Han bragte de bedste bidder fra sin skål, slikkede hende, sov ved siden af med hovedet på hendes side. Sådan omsorg… Sådan ømhed… Vi fodrede hende ekstra, var bekymrede. Især kvinderne.”
Ida vendte sig væk, stemmen dirrede.
“Fødslen startede en varm dag. Vi opdagede det ikke med det samme. Bamse var den første, der alarmerede. Han gjorde ikke. Han udstødte en underlig, hjerteskærende hylen, løb mellem vores ben og bed os i bukserne, trak os hen til stedet, hvor Rødder havde gemt sig under den gamle trappe. Men det var for sent… Hun var allerede ved at dø… kunne ikke få hvalpene ud.”
Stilheden blev kun brudt af tikken fra væguret.
“Vi pakkede hende ind i en gammel jakke… begravede hende bag garagen. Bamse måtte låses inde på lageret. Han flåede i døren, hylede… Den lyd… den hjemsøger mig stadig engang imellem. Da det hele var overstået, og vi lukkede ham ud, løb han over hele området, snusede ved hvert hjørne… Ledte. Og om aftenen… var han væk. Gik og kom ikke tilbage.”
Ida tørrede øjnene. Mette sad helt stille, klemte hænderne sammen.
“Åh gud…” hviskede hun. “Det der… er kærlighed. Mens jeg og Mads… er to fremmede, der deler en lejlighed. Vi lægger ikke engang mærke til hinanden. Kun når der er en grund til at skændes. Ellers eksisterer vi bare i parallelle verdener.”
“Måske er det bare en krise? I starten var du jo helt oppe at flyve af kærlighed. Det var jo godt deng
