Det var tidlig morgen, lige da Astrid var stået op og var på vej ud i køkkenet for at sætte vand over til te, da telefonen ringede. Hun kiggede på skærmen og rynkede panden det var hendes yngre søster, Mette.
Hej Mette, hvad sker der? Du ved godt, jeg lige er stået op.
Astrid, kom hurtigt ned til mor! Stemmen lød ophidset. Jeg har truffet en beslutning, alle papirer er i orden. Vi sætter mors lejlighed til salg og flytter hende på et godt plejehjem.
Astrid var lige ved at tabe telefonen.
Hvad mener du? Hvilket plejehjem? Hvad taler du om?
Lad nu være med at lade som om du ikke forstår! Mor bliver glemsom. I går glemte hun at slukke for komfuret, og i forgårs fandt naboen hende på trappen hun kunne ikke huske, hvilken etage hun boede på. Vi kan ikke blive ved sådan her!
Mette, vent lige. Lad os tale roligt. Hvilke papirer har du lavet?
Fuldmagt til salget af lejligheden. Mor underskrev selv. Jeg forklarede hende, det var til hendes eget bedste.
Astrid mærkede vreden boble op i sig.
Er du blevet vanvittig? Hvordan kunne du gøre det her uden at rådføre dig med mig? Mor har to døtre, hvis du ikke vidste det!
Og hvor har du været hele denne tid? svarede Mette skarpt. Du kommer forbi en gang om ugen i en time og tror, du har gjort din pligt? Jeg er her hver dag efter arbejde, køber ind til hende, sørger for, hun får sine medicin!
Jeg arbejder fra morgen til aften, det ved du godt! Og jeg bor ikke bare et par gader væk som dig!
Netop! Derfor er det mig, der tager beslutningerne for mor. Hvis du vil, kan du komme og sige farvel til lejligheden. I morgen kommer ejendomsmægleren for at vurdere den.
Mette stak af. Astrid blev stående midt i køkkenet med telefonen i hånden og kunne ikke fatte det. Hendes lillesøster, som hun indtil for nylig havde betragtet som en forkælet pige, havde truffet en beslutning for dem alle om deres 75-årige mors skæbne.
Astrid klædte sig hurtigt på og skyndte sig ned til sin mor. Undervejs mindedes hun, hvordan hun efter fars død som den ældste havde taget sig af alt det praktiske for mor. Hun havde hjulpet med penge, ordnet huslige problemer, kørt hende til lægen. Mette var dengang stadig på universitetet og levet det sorgløse studenterliv.
Mors lejlighed lå på fjerde sal i en gammel femetages bygning. Astrid tog de velkendte trapper op og ringede på døren. Mor åbnede Gerda Nielsen, en spinkel kvinde med brune øjne og et gennemtrængende blik.
Astrid, skat! sagde hun glad. Hvor tidligt du kommer. Er der sket noget?
Mor, vi skal tale. Alvorligt.
De gik ind i køkkenet. Mor satte vand over og hentede nogle småkager frem fra skabet.
Mor, fortæl mig om i går. Hvad skete der?
Gerda tænkte sig om.
Jeg stod op, spiste morgenmad. Så kom Mette. Vi snakkede om noget. Hun havde nogle papirer med.
Hvilke papirer, mor?
Jeg husker det ikke helt. Hun sagde, det var vigtigt for mit bedste. At jeg skulle skrive under.
Og det gjorde du?
Ja, selvfølgelig. Mette ved mere om den slags. Hun er økonom.
Astrid knyttede næverne. Mor var blevet glemsom, men det betød ikke, hun havde mistet retten til at vælge sin egen fremtid.
Mor, kan du huske, hvad Mette sagde til dig?
Noget om et plejehjem. Hun sagde, jeg ville have det bedre der, at de ville passe på mig. Men jeg vil ikke herfra, Astrid. Her er mit hjem.
Der kom tårer i mors øjne. Astrid holdt om hende.
Du skal ikke nogen steder, mor. Jeg tillader det ikke.
Lige da ringede det på døren. Det var Mette en energisk kvinde med kort hår og en businessjakke på.
Nå, du er her allerede, sagde hun, da hun så Astrid. Godt. Så kan vi tale som voksne.
Voksne? Astrid rejste sig. Kalder du det at voksent at narre en gammel, hjælpeløs kvinde?
Jeg har ikke narret nogen! Mor underskrev selv.
Mor forstod ikke, hvad hun skrev under på!
Men mor er her, for resten! indskød Gerda. Og hold op med at råbe i mit hjem!
Døtrene tav. Mor hævede sjældent stemmen, men når hun gjorde, lyttede alle.
Mette, forklar mig lige igen, hvad det var for nogle papirer, jeg underskrev i går.
Mette satte sig ved siden af mor og tog hendes hånd.
Mor, jeg har lavet en fuldmagt, så vi kan sælge lejligheden. Og jeg har fundet et dejligt plejehjem til dig. Det er rent og roligt, der er læge, og kokken laver sund mad. Du får dit eget værelse, og vi kan besøge dig, når vi vil.
Men jeg vil ikke sælge lejligheden, hviskede mor. Her er hele mit liv. Her boede jeres far.
Mor, forstå nu, det er farligt
Til sidst, efter mange diskussioner og råd fra nære familiemedlemmer, fandt søstrene en løsning: de ansatte en hjælper, der kunne være hos mor om dagen, mens de selv kom på skift om aftenen. Så blev alle tilfredse, og huset forblev fyldt med minder.
Sora har taget beslutningen for hele familien
