**Dagbogsnotat En Vigtig Lærestreg**
Lægen kiggede på mine prøver og kaldte straks afdelingslederen ind.
»Hvor længe har du haft det sådan?« spurgte hun, mens hun forsigtigt undersøgte Mette Christensens mave.
»Ca. to uger. Men de stærke smerter begyndte for tre dage siden.«
Birthe Nielsen rynkede panden, mens hun noterede noget i journalen.
»Har du lagt mærke til, at din hud eller øjne er blevet gullige?«
Mette blinkede forvirret.
»Er de det? Jeg har ikke bemærket noget«
»Det er svagt, men det er der,« sagde lægen og lagde pennen fra sig. »Vi er nødt til at lave en ultralydsscanning og tage flere blodprøver med det samme. Har du tid i dag?«
»Ja, selvfølgelig. Jeg har ikke undervisning i eftermiddag.«
De næste to timer blev en endeløs række af undersøgelsesrum, blodprøver og ventetid. Ultralyden viste en forstørret lever og en unormal vækst, som lægen kun kort nævnte: »Vi må vente på alle resultaterne.«
Da Mette kom hjem, var hun udmattet. Det var ikke så meget smerten, der bekymrede hende, men usikkerheden. Femogtyve år som dansklærer havde lært hende at sætte pris på klarhed og præcision.
Lejligheden var tom. Datteren Freja var flyttet til Aarhus for at studere, og manden havde forladt hende for fem år siden til fordel for en yngre kollega. Kun hendes trofaste kat, Mikkel, hoppede op i hendes skød og krævede opmærksomhed.
»Nå, gamle ven, skal vi drikke te og læse H.C. Andersen?« spurgte hun, mens hun kradsede ham bag øret.
Aftenen gik med at prøve at distrahere sig selv. Hun rettede opgaver, så en af sine yndlingsserier og ringede til Freja. Men tankerne vendte konstant tilbage til de kommende prøveresultater.
Næste morgen ringede Birthe selv.
»Mette, du bliver nødt til at komme til klinikken i dag. Resultaterne er kommet.«
Der var en anspændthed i stemmen, som lægen prøvede at skjule. Mettes hjerte sank.
På kontoret var der stille, kun en vægur tikked. Birthe bladrede gennem papirerne og undgik at møde hendes blik.
»Mette, dine leverprøver og bilirubin er markant forhøjede. Der er andre afvigelser, som sammen med ultralyden« Hun tav et øjeblik. »Jeg tror, du har brug for en konsultation på Rigshospitalet. Jeg har allerede talt med overlægen, og du kan komme i morgen.«
»Er det alvorligt?« Mettes mund blev tør.
»Jeg vil ikke skræmme dig unødvendigt, men ja, der er grund til bekymring. Du bliver måske indlagt.«
Næste dag sad Mette i venteværelset på Rigshospitalet. Den enorme, grå bygning fra 60erne virkede overvældende med sine endeløse gange og lugten af desinfektion.
En ung læge, der præsenterede sig som Jakob Holm, var omhyggelig og høflig. Han stillede en masse spørgsmål om hendes symptomer, vaner og familiehistorie og gennemgik grundigt de medbragte resultater.
»Dit job er vel ret stressende?« spurgte han, mens han kiggede på tallene.
»Ja, jeg er dansklærer for gymnasieelever.«
»Og hvornår tog du sidst en ordentlig ferie uden at rette opgaver eller forberede undervisning?«
Mette smilede.
»Det er nok aldrig sket. Selv om sommeren forbereder man sig til nyt skoleår.«
Jakob rystede på hovedet og studerede videre. Pludselig ændrede hans ansigtsudtryk sig. Han læste én side igen, sammenlignede med andre tal.
»Vent lige et øjeblik,« sagde han og forlod rummet med papirerne.
Mette blev alene tilbage. Hendes hjerte hamrede så højt, at hun var sikker på, det kunne høres i gangen. *»Det må være virkelig slemt, hvis han løber ud sådan,«* tænkte hun og kæmpede mod panikken.
Et par minutter senere kom Jakob tilbage med en ældre læge med et veltrimmet gråt skæg.
»Overlæge Erik Møller,« præsenterede den ældre mand sig og rakte hånden frem. »Sæt dig ned, så skal vi snakke.«
Han studerede papirerne og så så på hende over brillekanten.
»Mette, tager du nogen form for medicin eller kosttilskud? Måske urtete eller naturlægemidler?«
»Nej, kun smertestillende engang imellem.«
»Har du prøvet noget nyt for nylig?«
Mette tænkte sig om.
»Jeg tog nogle kapsler for leveren En nabo anbefalede dem. Jeg prøvede en kur, men det hjalp ikke, så jeg stoppede for to uger siden.«
Erik og Jakob udvekslede et blik.
»Kan du huske navnet?«
»Jeg tror, det var Hepatocare eller noget lignende. Jeg har nok æsken derhjemme.«
Erik lænede sig tilbage.
»Mette, din tilstand er meget usædvanlig. På den ene side viser du tegn på alvorlig leverskade. På den anden side passer nogle af resultaterne ikke helt. Vi mistænker, det kan være en bivirkning af medicinen.«
»Så de kapsler?«
»Muligvis. Nogle gange kan selv lovlige midler give alvorlige reaktioner. Især hvis man tager dem uden lægevejledning.«
Mette følte et stik af skyld. Hun havde købt kapslerne på naboen
