En lille dreng leger hver dag med en gammel mand i parken uden at vide, at han…
Jeg er otte år, og mit yndlingssted i hele verden er Kongens Have. Ikke på grund af de rustne gynger eller sandkassen fyldt med tørre blade, men på grund af hr. Erik.
“Hej, lille ven!” råber han altid fra sin bænk, når han ser mig komme løbende efter skole.
Hr. Erik har håret helt hvidt, bærer altid en brun filthat og har de mest rynkede hænder, jeg nogensinde har set. Men det er gode hænder, der kan lave papirbåde og har lært mig at fløjte med fingrene.
“Mor, må jeg gå i parken?” spørger jeg hver eftermiddag.
“En time, Mikkel. Ikke mere,” svarer hun uden at kigge op fra sine papirer.
Mor arbejder altid. Hun siger, hun skal forsørge huset alene, siden far tog afsted. Hun spørger mig aldrig, hvad jeg laver i parken eller hvem jeg leger med.
Hr. Erik fortæller mig utrolige historier. Han siger, at han som ung rejste verden rundt, mødte pirater i Caribien og engang spiste middag med en konge i Europa.
“Kendte du virkelig en konge?” spørger jeg, mens vi deler de småkager, han altid medbringer.
“Lige så virkeligt som at du sidder her med mig,” siger han og blinker. “Men den største skat, jeg fandt på mine rejser, var ikke guld eller sølv.”
“Hvad var det så?”
“Det var en familie. En smuk kone og en søn, der lignede dig meget, da han var på din alder.”
Når han siger det, bliver han trist. Hans blå øjne, der altid skinner, når han ser mig, bliver matte som himlen før regn.
“Hvor er de nu?”
“Min kone er i himlen,” sukker han. “Og min søn… ja, nogle gange går familier i stykker, min ven. Som en tallerken, der falder og går i hundrede stykker.”
“Men knuste tallerkener kan limes sammen.”
“Tallerkener, ja,” smiler han trist. “Familier er mere komplicerede.”
Vi har været venner i tre måneder, da hr. Erik overrasker mig.
“Her, det er til dig,” siger han og tager en trææske op af sin frakkelomme.
Indeni er der et gulduret, meget gammelt og tungt.
“Det var min fars, og hans fars før ham,” forklarer han. “En dag skal det være dit, når du bliver stor.”
“Hvorfor giver du det til mig?”
“Fordi du er speciel, Mikkel. Mere speciel, end du aner.”
Den aften viser jeg uret til mor. Jeg har aldrig set hende blive så bleg.
“Hvor har du fået det her fra?” råber hun og river det ud af mine hænder.
“Hr. Erik gav mig det, min ven fra parken.”
“Hr. Erik? Hvordan ser han ud?”
Jeg beskriver min ven: høj, hvidt hår, blå øjne, altid en brun hat.
Mor sætter sig ved bordet og stirrer på uret i lang tid, som om det var en giftslange.
“Mikkel, jeg vil ikke have, du går i den park igen. Forstår du?”
“Hvorfor ikke?”
“Fordi jeg siger det. Og giv mig det ur.”
“Nej! Det er mit! Hr. Erik gav mig det!”
Mor tager uret fra mig og gemmer det i en låst skuffe.
“Den mand er farlig. Jeg vil ikke have, du kommer i nærheden af ham igen.”
I en uge kører mor mig til og fra skole. Hun lader mig ikke gå alene nogen steder. Jeg føler mig som en fange.
“Hvorfor må jeg ikke se hr. Erik?” spørger jeg hver dag.
“Fordi han lyver,” svarer hun. “Og løgnere gør børn fortræd.”
Men jeg ved, hr. Erik ikke lyver. Hans øjne er venlige, og han har lært mig, at løgnere aldrig ser en i øjnene.
På fredag undslipper jeg. Jeg siger til mor, jeg skal på toilettet i frikvarteret og løber til parken.
Hr. Erik er ikke på sin bænk. Jeg spørger kvinden, der sælger blomster, om hun har set ham.
“Åh, min dreng,” siger hun med trist mine. “Hr. Erik blev syg. De tog ham til hospitalet for tre dage siden.”
“Til hospitalet? Hvilket hospital?”
“Rigshospitalet, men…”
Jeg lader ikke hende få sagt mere. Jeg løber.
Rigshospitalet er seks gader væk. Jeg løber, til mine ben gør ondt og min vejtrækning fløjter. Når jeg endelig når frem, spørger jeg en sygeplejerske efter hr. Erik. Hun kigger trist på mig og viser vejen til et værelse langt tilbage i gangen. Døren står lidt på klem, og jeg banker forsigtigt. Ingen svarer. Jeg skubber den op. Han ligger der, lille og tynd under det hvide tæppe, med slanger i armen og øjne, der er lukket. Jeg går tæt på og tager hans hånd den er kold, men stadig god. “Jeg fandt dig,” hvisker jeg. Så åbner han øjnene, og et svagt smil breder sig. “Jeg vidste, du ville komme, lille ven,” mumler han. “Jeg vidste det hele tiden. Han folder sin kold hånd om min, og jeg mærker, hvordan han forsøger at sige noget mere, men ordene ikke kan nå helt frem. Jeg tager uret frem det, jeg stak med, da mor troede, jeg sov og lægger det i hans hånd. Hans fingre lukker sig langsomt om det, og han nikker, som om alt nu er, som det skal være. Uden for vinduet går solen ned over byen, og lyset farver værelset gyldent, ligesom om sommeren i parken. Jeg bliver siddende ved sengen, holder hans hånd og hvisker de historier, han engang fortalte mig, tilbage til ham. Og da han ikke åbner øjnene igen, ved jeg, at han har fundet sin familie.
