“FÆRDIG MED AT ELSKE, FÆRDIG MED AT LIDE…”
“Har de ikke lært dig som barn, at man ikke bygger lykke på andres ulykke?” spurgte Agnes med et let bebrejdende blik.
“Jo, jo. Jeg har læst om det i bøger. Men som barn havde jeg ikke brug for den slags. Og egentlig, når man er barn og bekymringsløs, forstår man jo ikke rigtig, hvad det betyder. Hvad er lykke? Hvad er ulykke? Hvordan kan man bygge lykke på andres ulykke? Som barn drømmer man om andre ting. Mere slik og is. At se tegnefilm, ikke gå glip af en god film i biografen…”
For at være helt ærlig, alle mine tanter og onkler var i deres andet eller tredje ægteskab… Hvor skulle jeg lære moral fra?
…Agnes er min veninde, altid korrekt og ubestikkelig. Hun har aldrig dømt mig, men har tværtimod altid med glæde (og et glas vin) lyttet til mine kringlede kærlighedshistorier.
Hun kunne selv ikke tillade sig den slags frihed. Hun var trods alt lektor ved universitetet. Hendes stilling krævede, at hun overholdt alle slags etiketter.
Hendes eget ægteskab var stabilt og urokkeligt. I ungdomsårene var hendes mand, Klaus, ofte i Bacchus’ arme, lavede ballade og prøvede at være Agnes utro.
Min veninde fik ham kodificeret for evigt. Hendes Klaus brokkede sig til tider ved festmiddagen: “Jeg har også brug for at slappe af!” Men Agnes svarede bare roligt:
“Klaus, hvis du ikke kan opføre dig ordentligt, så lad være med at gøre dig umage.”
Klaus tav, og med årene lærte han at glæde sig over sin opgave: at skænke drinks til gæsterne. Han hældte højtideligt op, holdt øje med, hvem der skulle have mere, og rakte høfligt snacks rundt. Nogle gange tog Agnes ham med til Tyrkiet eller Spanien. Men selv der opførte han sig dårligt.
“Kan du forestille dig,” sagde Agnes forarget efter en tur til Barcelona, “mens jeg badede i poolen, flirtede den køter med en eller anden… kvik dame i baren. Jeg kunne se det: de smilede, drak cocktails, og hendes øjne skreg på en mand. Jeg tænkte, når du kommer tilbage, Klaus, får du at vide én!”
“Klaus benættede vel alt?” spurgte jeg med et smil.
“Hmpf… Selvfølgelig! Han sagde, at jeg overtænkte det,” svarede Agnes skepsiskt.
“Hvad gjorde du så?”
“Åh, lad ham drømme om unge piger. Hvor skal han gøre af mig hen? Hvem vil have ham med hans ynkelige løn? Selv hvis en ensom enke tog ham ind, ville hun smide ham ud om en måned. Han har ikke andet end det der erotiske glimt i øjnene.” Agnes beroligede sig selv.
…Da min eget ægteskab kolliderede med mødet med Anders, mærkede jeg en underlig og ulmende følelse. Anders var gift og havde to sønner. Jeg kæmpede imod de følelser, der væltede ind over mig. Men de kom som et lavin, uimodståeligt. Det var en kærlighed, der rev mig i stykker.
Samvittigheden og fornuften hviskede i mit øre:
“Stop! Rør ikke det varme jern. Forvent ikke noget godt af dette glatte foretagende. Du har din egen familie. Hvorfor skal du have en gift mand? Du kommer kun til at lide. Du vil ikke se lyset igen… Du vil græde blodige tårer.”
Men jeg gik lige igennem. Jeg kunne ikke leve en dag uden Anders. Han var mit eneste lys. Vi druknede i hinanden. Kærligheden holdt en kniv mod min hals der var ingen flugt…
Og så var alle barrierer brudt.
Vi var alene med vores ødelæggende passion. Og så begyndte den samme cyklus.
Efter et halvt år sammen opdagede vi, at vi ikke havde noget til fælles. Alligevel troede vi, vores kærlighed levede endnu. Jeg genoplivede den gang på gang.
Anders drak ustandseligt, løj mig lige i ansigtet og slog endda til mig. Vi var fra forskellige verdener. Jeg smed ham ud, tog nøglerne, slukkede for telefonen, gav ham tavshedsbehandling. Han forsvandt i en uge, en måned. Så kom han tilbage med blomster og brændende længsel.
Jeg tog imod ham, fordi jeg elskede ham på en sygelig måde. Jeg kunne ikke slette ham fra mit liv. Men jeg burde. Han tærskede mig sådan, at jeg endte i nye forhold, bare for at gøre ham jaloux. Jeg ville have hævn.
Engang, da Anders igen “gik over horisonten” efter endnu en evigheds-konflikt, ringede jeg til en gammel bejler. Nogle kvinder har en nød-reserve…
Viktor var Anders’ modsætning: rolig, høflig, ikke-rygende, ædru. Til at begynde med syntes jeg godt om ham. Men efter en måned var han uendelig kedelig. Ingen gnister, bare en længere lige linje. Jeg savnede de vilde kurver, rutsjebanerne. Jeg fortrydte, at jeg lod ham komme tæt på. Han passede ikke. Alligevel ringede han længe efter, indtil han endelig forstod, at han var afvist for godt.
Så var jeg alene. Friheden føltes godt. Jeg havde ikke været så lettet i lang tid. Jeg ville ikke have nogen, var træt af livets karusel. En måned gik i stolt ensomhed.
…Så bad Anders pludselig om at mødes. Jeg løb, snublede. Jeg elskede ham stadig, håbede stadig.
“Lise, lad os gå fra hinanden. Ellers dræber vi hinanden. Den her passion er uudholdelig,” sagde han og undgik mit blik.
“Okay. Du har ret, Anders, vi kan ikke leve sammen. Alt er på kanten. Vi går på en knivsæg.” Mit hjerte brød sammen, men jeg tog mig sammen.
Vi gik hver til sit. I tre dage… Så ringede det på døren. Der stod Anders med champagne, blomster og en brændende lue i øjnene.
…Natten brændte, vores kroppe smeltede sammen. Vi faldt mod himlen, kvaltes af kærlighed.
Jeg vidste, morgnen ikke ville bringe noget godt. Denne nat var for perfekt, for skøn, for lidenskabelig…
Det viste sig, at alt mit tidre lidelse bare var småting. Anders fortalte, han skyldte en stor sum penge til nogle “alvorlige” mænd. Spillegæld. Hvis han ikke betalte, var han færdig.
Det tog lang tid, men vi betalte til sidst. Vi solgte hans lejlighed, bilen… Og efter det begyndte min passion for Anders at dø. Den store gæld var den sidste dråbe.
…Nu er der fuldstændig ligegyldighed overfor ham. Vi lever som gode venner, som fjerne slægtninge. Vi taler, griner, sover under hvert vores tæppe. Sådan sejler vi gennem livet. Intet varmer længere. Jeg har tømt den bitre kop. Lykken blev ikke bygget.
Færdig med at elske, færdig med at lide…
