Mor Lise

Hej, det er mig! Så, der var denne historie

»Hallo, bor Lasse her?«

»Jo Hvad drejer det sig om?«

»Er du hans mor?«

»Mig? Hans kone! Hvad vil du, veninde?«

»Han er på sygehuset, og jeg ved ikke, hvordan han har detde fortæller mig ingenting. Kun familie må høre det.« Den fremmede piges overlæbe begyndte at dirke. »Må jeg komme ind?«

»Nå, kom så. Men jeg forstår ikke, hvorfor du er interesseret i min mands helbredhvem er du overhovedet?« Lise pegede mod køkkenet. »Derhenne.«

Pigen satte sig på kanten af køkkenbænken, trak en lommetørklæde op af lommen og tørrede sveden af panden. Lise begyndte at rode ved komfuret, mens hun ventede på, at gæsten skulle sige noget.

»Skal du have en kop vand?«

»Nej Jo, tak.«

»Bliver du ved med at tie? Er du kommet for at sidde her, eller hvad?«

»Lasse lovede at gifte sig med mig,« tilføjede hun efter en pause, »i efteråret!«

»Nå, gifte sig?« Lise vaskede en gryde. »Det ændrer da sagen, men polygami er ulovligt her.«

»Jeg er ikke kommet for at spøge.«

»Jeg spøger heller ikkejeg har ingen humor.«

»Forstår du, han gifter sig med mig i efteråret. Han skal bare skilles fra dig først, og så«

»Hm Hvorfor kommer du nu? Kom tilbage i efteråret. Hvad hedder du?«

»Mette Mette Hansen.«

»Jeg er Lise! Mette-Mette, hvorfor ikke om sommeren? Man kan ikke se dine fødder under den mave. Er det hans værk?«

»Ja, som du kan se, venter Lasse og jeg et barn. Han sagde, han ville søge om skilsmisse efter din fødselsdag.«

»Ah, nu forstår jeg. Åh, Lasse, manden ændrer sig aldrig. Som man siger, Hvad der er hængt i halsen, kan ikke vaskes af.«

»Hvad mener du? Jeg forstår dig ikke.«

»Men jeg forstod dig med det samme. Hvor er du fra?«

»Jeg kommer fra en lille by. Arbejdede på fabrikken.«

»Så du er kommet for at erobre byen. Men min Lasse kan ikke tåle børneskrig. Skal du snart føde?«

»Om to måneder.«

»Åh, så han prøver at undgå detvil beskytte sine nerver. Da vores første blev født, flyttede han hjem til sine forældre. Han sov ikke nok til arbejdet, og det er jo ikke ligefrem hårdt arbejdehan kunne lige så godt ligge på sofaen.«

»Vil du fortælle mig, hvordan han har det?«

»Hvorfor ikke? Stabil, men alvorlig. Bare roligdine øjne vil ikke falde ud. Han overlever.«

»Hvad skal jeg gøre?«

»Hvordan skulle jeg vide det? Du spurgte mig ikke, da du hoppede i seng med ham: Hvad skal jeg gøre?«

»Jeg er på tredje år på universitetet, aftenstudie. Jeg har min mor og små brødre derhjemme. Jeg har ingen steder at tage hen. Og Lasse sagde, I har levet som fremmede længe. Han bor kun hos dig på grund af børnene.«

»Virkelig?« Lise kunne mærke, hendes tålmodighed var ved at løbe ud. »Giv mig dit telefonnummer og adresseså ringer jeg til dig!«

»Hvad mener du?«

»Når han bliver udskrevet, ringer jeg, så du kan hente ham.«

»Hente ham hvorhen?«

»Hjem til din mor og småbrødre.«

»Hun har ikke plads.«

»Men du bor et sted nu?«

»På kollegiet.«

»Så er det derhen, I skal. Du skal ikke regne med min lejlighed. Den fik jeg af min bedstemor, så den skal ikke deles ved skilsmisse. Hvorfor blinker du sådan? Han har ingen ret til mit hjem.«

»Det er synd, du er sådanvi elsker hinanden.«

»Så kan I bo i en skovhytte. Men nu må du gå, mens jeg er venlig. Kan du huske vejen ud? Så behøver jeg ikke vise dig.« Lise smed gryden i vasken, som hun næsten havde slidt hul i, mens de talte.

Tre dage sov og spiste Lise knap nok, mens hendes mand lå på sygehuset. Først var prognosen dårlig, men Lasse kom sig. Hun var udmattet efter de dage, hvor han svævede mellem liv og død. De ringede og sagde, han var flyttet til stue, og nu måtte konen passe ham.

Og så dukkede denne gravide tøs op, på jagt efter bolig. Åh, hun kunne godt have grebet Mettes tynde hår og smidt hende ned ad trappen fra femte salmen hun var både mentalt og fysisk træt.

Lise gik med sænket hoved, dybt i tanker. Hun måtte afstedenten for at passe ham eller for at skælde ham ud. Ja, nu skulle han nok komme på benene igen. Hun ville passe ham så godt, han ikke ville glemme det. Han ville ikke ødelægge hendes fødselsdag.

Mette sad på bænken ved opgangen.

»Tante Lise, tante Lise!«

»Du holder ikke op. Hvad venter du på? Har jeg ikke sagt det hele?«

»Skal du ikke til Lasse?«

»Hvad så?«

»Tag mig med.«

Lise svarede ikke. De gik i tavshed. I bussen satte Mette sig ved siden af hende. Lise vendte sig mod vinduet, som om hun ikke kendte hende.

På sygehuset præsenterede Lise den gravide som sin niece.

»Vent her. Jeg går ind først.« Konen gav ordre til pigen og trådte ind på stuen.

Lasse lå alene. Ingen andre patienter endnu. Benet i traction.

Hun kom ind. Stirrede. Lasse vågnede ved hendes blik, smilede, men Lise var ikke gladkatte kradsede i hendes hjerte.

Han så på hende med hundeøjne. En slidt hund. Fuld af skrammer, blå mærker, benet i gips.

»Hej, Lasse.«

»Lise, hvor er det godt, du kom. Jeg har ventet på dig.«

»Ventet, ja! Hvem skulle have troet det?«

Hun tog madposen op af tasken og satte den på natbordet. Kinderne og ørerne brændte på hende, sveden trængte frem.

»Varme kartofler med frikadeller, som du kan lide dem, Lasse. Spis, mens de er varme.« Hendes stemme dirrede.

»Lise, hvorfor er du så rød? Er du syg?«

»Nej, langt værre! Jeg ventede på dig fra militæret, Lasse. Lyttede ikke til mine forældre og giftede mig med dig. Kan du huske, hvordan vi levede af pasta? Vores sønner, de søvnløse nætter Har du glemt alt det, Lasse?«

»Hvordan kan man glemme det? Lise, hvad er der? Dette er ikke tid eller sted at mindes. Vi har været igennem det hele.«

»Ikke helt, Lasse.« En klump steg i halsen på hende.

»Lise, hvad er der?«

»Det er bare Lasse. Jeg forventede ikke det her fra dig. Du stak en kniv i ryggen på mig og ramte lige hjertet.«

»Lise, undskyld, jeg er en idiot. Det var ikke meningen. Jeg kørte stille, som du altid sigerjeg sværger.«

»Hvordan kunne du, Lasse?« Lise rystede på hovedet.

»Lise, vi køber en ny bil, så snart jeg kommer på benene.«

»Åh, tror du, det handler om bilen?« Hun smed en pose appelsiner i natbordet.

»Hvad så? Fordi jeg næsten kradsede af? Ser jeg så slem ud?«

»Bekymre dig ikke om dit udseende. Som man siger, Før brylluppet heler altaltså, til efteråret ser du helt ny ud.«

»Lise, hvad snakker du om?«

»Ikke hvad, men hvem! Om Mettejeg ved ikke, hvad hendes fars navn er, og jeg spurgte ikke efter hendes efternavn.«

»Hvilken Mette?« Patientens øjne blev store.

»Den Mette, der venter dit barn.«

»Hvilket barn? Lise, er du faldet og slået hovedet?«

»Mig? Han fandt en ung tøs, gjorde hende gravid, og så er jeg den skøre?« Endelig gav Lise efter for følelserne og brast i gråd.

»Lise, skal jeg ringe efter en læge? Jeg forstårdet er bare nervøsiteten.« Lasse prøvede at rejse sig på albuerne.

»Mig, der er nervøs? Jeg tog hende med her. Nu skal jeg hente din Mette, den frække tøs. Hun vil bo i min lejlighed med dig, efter du har skilt dig fra mig i efteråret, efter min fødselsdag.«

Lasses hår rejste sig, og øjnene vidnede om chok. Han mistede mælet efter konens ord.

»Hvad, blev du taget på fersk gerning?« Lise sprang op fra stolen. Hun åbnede døren og råbte ud i gangen: »Mette, kom ind!«

Pigen trådte ind. Hun skød maven frem og holdt sig i lænden, mens hun kiggede rundt. Hendes blik faldt på Lasse. Mettes ansigt ændrede sig.

»Hvor er min Lasse?«

»Hvem er det her så?«

»Tante Lise, prøver du at drille mig? Denne skaldede mand er ikke min Lasse.«

»Hvad mener du, ikke din?«

»Min er ung og smuk. Jeg har et billede.« Mette tog sin telefon op af jakken. »Her er vi sammen.«

»Så du kom til den forkerte Lasse?« Lise begyndte at smile.

Hun så på sin mands ansigt, der næsten fik et hjertestop, og på Mette. Lise brød ud i latter, faldt ned på den ledige seng, holdt sig på maven og grinede i flere minutter, mens tårerne strømmede.

»Hvor skal du hen?« Lise stoppede pigen, der var kommet i en akavet situation. »Fortæl mig nu hele historien.«

Og Lise fandt ud af, hvordan pigen var endt hos dem. Hendes Lasse havde givet den forkerte adresse. Hvem kunne have troet, der også boede en Lasse der?

Lise brugte alle sine kontakter, og de fandt den rigtige Lasse.

Han var ikke kommet på sygehuset. Han havde bedt en ven fortælle Mette, han var i kritisk tilstand efter en bilulykkehan ville slippe af med hende. Og selvfølgelig havde han ingen planer om skilsmisse, hverken til efteråret eller vinteren.

Skæbnen havde ført dem sammen af en grund. Lise var en god sjæl. Hun lod sig ikke være ligeglad med Mettes liv. Hun hjalp hende med bolig, hentede hende fra fødegangen og sørgede for, at den skyldige betalte børnebidragså han ikke fik for vane at snyde unge piger.

Den uansvarlige far deltog ikke i opdragelsen af sin søn, men betalte børnebidrag til punkt og prikke. Han vidste, at hvis noget, så vidste Lise, hvor han var. Hun huskede tydeligt, hvem der havde givet hendes adresse tilfældigtog ville ikke tænke på, hvad der kunne være sket, hvis hun havde smidt sin Lasse ud i vrede.

Godt, hun tog Mette med på sygehuset. Mette var taknemmelig og kaldte Lise for »mor Lise, min skytsengel!«

Og da Mettes søn blev større, introducerede Lise hende for en god mand fra sin omgangskreds, arrangerede et bryllup og morede sig som æresgæst.

Sådan mistede mor Lise ikke sit eget lykkemen skabte også lykke for andre.