Det var en af de dage, hvor alt føltes forkert.
Anders vidste godt, at sådanne dage kom, men det gjorde det ikke bedre. Han var træt af alt.
Han sad og tænkte på livet.
Hvad havde han egentlig opnået? Han var snart fyrre, havde gennemført folkeskolen og en erhvervsuddannelse, aftjent sin værnepligt.
Han havde en lejlighed, en kone og to børn, kørte i en gammel bil til deres lille sommerhus, som krævede konstant arbejde. At ligge og drikke øl uden at lave noget var ikke noget for hamder var altid noget at ordne: grave i bedene, fjerne ukrudt, samle afklippede grene.
Engang imellem skulle der køres jord i en trillebør, græsset skulle slås, taget var begyndt at hænge, huset rådnede langsomt, og hegnet var faldet om.
Sporvognen skramlede og knirkede som en gammel dåse, mens den svingede ned ad skinnerne. Anders sad ved vinduet og stirrede på gadelygterne, der tændte én efter én i mørket som en lysende kæde. Han tænkte.
Tænkte på sit liv.
Alt var, som det skulle værefamilie, arbejde, sommerhus, løn, børn, forældre, svigerforældre.
Fodbold i weekenderne og en øl efter badstuen i sommerhuset…
Fødselsdage og højtider i familieens skød, alt var som hos alle andre.
Pludselig gik det op for Anders, at alt var blevet så rutinepræget, så stille og forudsigeligt. Det hele føltes fladt, og han længtes efter noget nyt, efter fest og oplevelser.
Han indså, at han altid havde været den stille, bekvemme typebekvem for alle andre.
En følelse af, at han havde fulgt den sti, der var tegnet for ham, uden nogensinde at overveje at gå en anden vej.
Hvad nu hvis han kunne starte forfra?
Anders huskede pludselig Mette, hans første kærlighed. Han mindedes deres hånd i hånd, deres drømme, det første kys… de kys, der fik verden til at forsvinde.
Han følte en stikken i brystet og tørrede sine fugtige øjne.
Det kunne have udviklet sig helt anderledes…
Mette… Livlig, munter, altid med et skælmsk smil. Hvor havde han dog været ulykkelig, da de gik fra hinanden. Så mødte han Hanne, som var det modsatte af Metterolig, pålidelig. Med Hanne var alt voksent, ingen leg, alt var struktureret.
Ville han have hende i seng? Først efter brylluppet.
Bragte han en buket blomster, som han lige havde plukket ved kulturhuset?
“Skøre hoved, du kunne jo være blevet set! De kunne have givet dig en bøde eller sat dig på kommunens skændselstavle!”
Sådan var det med alt.
Lige efter brylluppet begyndte hun at kalde hans forældre for “mor” og “far.”
Hun faldt hurtigt ind i familielivet, og hans forældre elskede hendeklog, venlig, samarbejdsvillig, en god husmor.
Men måske var det ikke det, han egentlig havde ønsket sig…
Anders forsvandt ind i sine tanker.
De havde ikke skændtes… Han havde været bange dengang, ikke turde tage det afgørende skridt, og så var hun bare forsvundet.
Senere hørte han, at Mette var blevet gift…
Sporvognen standsede brat, dørene knirkede, en flok mennesker strømmede ud, en ny flok strømmede ind og spredte sig i vognen.
Anders rejste sig og arbejdede sig mod bagendenhan skulle af om tre stop. Han havde ikke kørt med offentlig transport i lang tid, vant til sin bil, selvom den var gammel.
Han vendte sig mod vinduet, da han hørte en munter, bekendt stemme.
“Anders, stå nu stille, vil du?”
Han vendte sig og ledte med blikket efter den, der havde sagt det, men kunne ikke finde hende.
Folk så trætte og pressede ud, optagede af deres egne bekymringer, stirrende ud ad vinduet eller tomt frem for sig…
Der stod en fyldig kvinde og holdt fast i hånden på en dreng på omkring ti år.
Drengen var utålmodig, vred sig og prøvede at fortælle sin mor noget, der tydeligvis ikke kunne vente.
“Mor, ved du hvad, Freja…”
“Anders, jeg beder dig, stå nu stille.”
“Men mor, jeg vil fortælle dig noget!”
“Du kan fortælle det derhjemme.”
“Jeg vil ikke vente! Derhjemme begynder du bare at lave mad, så skal du høre på Annika og hendes kærester, så skal du høre på Nikolaj og hans studier. Så begynder du og far at snakke om jeres dumme sommerhushvad med mig? Hvorfor blev jeg født som den yngste og ikke den ældste? Og hvorfor fik jeg det her dumme navn?”
“Hvad snakker du om? Anders er et smukt navn.”
“Ja, rigtig smukt. Anders Anden, hoppede på en hest, ramte en birk, mistede sine bukser… Sådan driller de mig! Mor… mor…”
“Det er synd, I ikke vil lytte til jeres søn,” sagde en ældre dame med ildrødt hår og en rød baret. “Når han bliver større, og I vil tale med ham, gider han måske ikke længere.”
“Hvorfor ikke?” spurgte kvinden skarpt.
“Fordi han ikke vil.”
Kvinden fnøs og kastede et hurtigt blik på Anders. Deres øjne mødtes et kort øjeblik, før hun så væk og bøjede sig ned mod drengen.
“Fortæl mig, hvad der er så vigtigt, men hold det for dig selv.”
Drengen begyndte ivrigt at snakke, og kvinden lyttede omsider.
Og så gik det op for Anders… det var jo… Mette…
Selvfølgelig var det Mette. Hvorfor havde han ikke genkendt hende med det samme?
Sådan så hans ulevede liv altså uddet kunne have været sådan her.
Det kunne have været hans søn, Mette ikke ville lytte til. Det kunne have været hans ældste børn, hun snakkede med, mens den yngste blev overset.
Det kunne have været hende, han diskuterede sommerhuset med…
Men han var ikke sikker på, at han ville have været lykkeligere med hende.
Hun havde ikke genkendt hamfor hende var han bare en tilfældig passager.
Pludselig føltes det lettere… Hans hverdag med Hanne og børnene virkede ikke længere så grå, og sommerhuset var faktisk ret hyggeligt…
Han og svigerfaren og svogeren havde planer om at tage på fisketur. Anders smilede… Nej, Hanne ville altid lytte til alle.
Han havde det faktisk godt.
Han tænkte på, at det var godt, bilen var gået i stykker. Det var bare en lille ting, de kunne ordne på et par aftener.
Hvis bilen ikke var gået i stykker, ville han måske have fortsat med at tænke, at hans liv var mislykket…
Anders bevægede sig mod døren, stoppede ved Mette og drengen, bøjede sig ned og hviskede noget.
Drengen så først forbløffet ud, men så begyndte han at smile og grine.
Anders stod af på sin station og gik hjem.
“Hvad sagde han?” spurgte Mette.
“Den her mand? Han lærte mig, hvordan jeg skal svare ham, der driller mig!”
“Hvordan?”
“Hvis jeg er en spurv, så er du en stærdu larmer, men ingen hører dig.”
“Han kunne altid finde på de mest kvikke svar.”
“Hvem, mor? Ham her? Kender du ham?”
“Nej, jeg kender ham ikke. Hold op med at snakke vrøvl.”
Mette satte sig på en ledig plads og trak drengen ned ved siden af sig. De havde langt igen, næsten til endestationen, og der var færre og færre tilbage i vognen… Hendes mand kunne ikke hente dem i dag, så de måtte selv finde hjem. Det var måske også godt… Hun havde været så irriteret på det seneste, utilfreds med alt…
Hun begyndte at tænke på, at hendes liv kunne have været anderledes…
Hvis hun ikke havde mødt Morten og havde ventet på Anders’ tilbud, kunne alt have været anderledes… Og nu havde skæbnen arrangeret dette møde.
En helt almindelig mand i fyrrerne med en begyndende mave og et lidt tyndt hår, på vej hjem efter en lang arbejdsdag…
Alt det romantiske var forsvundet.
“Anders, skal vi ikke bage en kage i aften?”
“Mor! En tigerkage?”
“Ja, en tigerkage.”
“Jaaa!”
“Stille nu! Hvorfor skal du råbe, Anders…”
Hendes mand havde valgt navnetefter hans elskede bedstefar. Mette havde ikke protesteret.
Det var faktisk et fint navn…
Anders nåede lige at smutte ind i en blomsterbutik, der var ved at lukke. På disken lå tre hvide nelliker. Der var ikke flere blomster.
“Hvor meget?”
“Hvad?” Den trætte og surmulende ekspedient så på ham.
“Hvor meget koster blomsterne?”
“Der er ikke flere. Kan du ikke se det?”
“Men de her?”
“Åh, dem kan du bare tage.”
“Nej, jeg kan ikke bare…”
“Tag dem nu. De er ikke til salg alligevel. Vent, jeg pakker dem lige ind.”
“Det behøves ikke…”
Derhjemme rakte han Hanne blomsterne. I stedet for at brokke sig over at han spildte penge, smilede hun bare stille.
“Hvad er det her?”
“Bare sådan… Hanne… jeg ville gerne gøre dig glad…”
Om aftenen lå han på sofaen og lyttede til, hvordan hun snakkede i telefon i entreen med døren på klem.
“Min mand gav mig blomster i dag,” sagde hun, som om det ikke var noget særligt. “Han har ikke gjort noget galt… han har altid været en romantiker… …og jeg tror, jeg har taget ham for givet. Måske har vi begge gjort det.”
Hun standsede et øjeblik, lyttede til den anden ende, så lo hun sagte.
“Nej, han er ikke perfekt. Men han er der. Altid.”
Anders lukkede øjnene og lod ordene hvile i stilheden. Udenfor faldt det første snefald af vinteren stille over byen, og gaderne var tomme. Han vidste ikke, om livet havde været anderledes med Mette. Men nu, i denne stund, føltes hans eget liv pludselig tydeligt ikke fyldt med kæmpe oplevelser, men med små, rigtige ting.
Han hørte Hanne komme tilbage, mærkede hendes hånd på sin skulder.
“De er smukke,” sagde hun. “Tak.”
Han nikkede, trak hende forsigtigt ned ved siden af sig, og de sad sådan en stund tavse, tæt på, hjemme.
