“Vi skal sælge din lejlighed og flytte ind hos mine forældre,” gentog han og trådte ud på altanen. “Mor og far har allerede forberedt alt. Et værelse på første sal, eget badeværelse. Det bliver praktisk.”
Mette satte langsomt bøgen fra sig. Forårsluften var kølig, men behagelig efter en indelukket vinter. Hun så på sin mand, der stod i døren. Anders så beslutsom ud for beslutsom til en lørdag morgen.
“Hvad sagde du?” spurgte hun og håbede, hun havde hørt forkert.
“Vi sælger din lejlighed og flytter hjem til mine forældre,” gentog han. “De har ordnet det hele. Værrelse, bad, alt hvad vi skal bruge.”
Mette stirrede på ham og prøvede at afgøre, om han var seriøs. Tre års ægteskab havde lært hende at læse hans humør, men nu var hun forvirret.
“Anders, det er min bedstemors lejlighed. Hun efterlod den til mig.”
“Og hvad så? Lejligheden trænger til renovering, og varmeregningen er høj. Mine forældre har et stort hus plads nok til os alle. Vi kan sætte pengene fra salget i en fælles opsparing.”
“Hvis opsparing?” spurgte Mette skarpt.
“Familiens, selvfølgelig. Mor siger, det er det fornuftige at gøre. Hun har altid givet gode økonomiske råd.”
Mette rejste sig fra kurvestolen og gik hen til altanens gelænder. Nede i gården legede børn. Hun huskede selv, hvordan hun havde løbet der som barn, når hun besøgte sin bedstemor i ferierne.
“Har din mor besluttet, hvad jeg skal med min lejlighed?”
“Lad nu være, Mette. Vi taler roligt om det.”
“Taler? Du præsenterer mig for et færdigt faktum.”
Anders tog et skridt nærmere og ville tage hendes hånd, men hun trak sig væk.
“Hør nu, det giver mening. Hvorfor have to bolig? Mine forældre bliver ældre; de har brug for hjælp. Og lejligheden… hvad er der så særligt ved den? En almindelig to-værelses i en forstad.”
“Min barndom er her,” sagde Mette lavmælt. “Bedstemor gav den til mig, fordi hun vidste, jeg ville værne om den.”
“Følelser er søde, men upraktiske. Mor har ret vi skal tænke på fremtiden.”
“Hvis fremtid? Din mors?”
Anders rynkede brynene. Han kunne ikke lide, når nogen kritiserede hans forældre, især ikke hans mor. Han var opdraget af hende alene i ti år, før hun mødte Henrik. Siden da havde han set det som sin pligt at beskytte hende.
“Mette, det er nok. Beslutningen er taget. Vi møder en ejendomsmægler på mandag.”
“Hvilken beslutning? Hvem har taget den?”
“Mig. Jeg er familiens overhoved.”
Mette lo ikke af morskab, men bittert.
“Familiens overhoved? Alvorligt? Anders, jeg troede, vi var lige partnere.”
“Lige partnere klamrer sig ikke til gamle minder. Min mor solgte sin lejlighed, da hun giftede sig med min far. Og de har det fint.”
“Din mor solgte en et-værelses og flyttede ind i din fars store hus. Der er en forskel.”
Anders blev rød i hovedet. Han kunne ikke udstå at blive konfronteret med ting, han helst ville ignorere.
“Hold op med at tale sådan om mine forældre!”
“Jeg siger sandheden. Og her er en sandhed mere jeg sælger IKKE lejligheden.”
“Vi skal nok se,” hvæsede Anders og forlod altanen.
Mette blev stående. Solen steg højere og varmede hendes ansigt. Hun tænkte på bedstemor, der havde arbejdet hele sit liv som læge og sparet op til denne lejlighed. *”Mette,”* plejede hun at sige, *”en kvinde skal altid have sit eget sted. Husk det.”*
Senere på aftenen kom Anders med sine forældre “på besøg.” Mette vidste, det ikke bare var en høflighed. Birgitte kom først ind og kiggede sig kritisk omkring.
“Ja, der er ikke blevet renoveret her i tyve år,” konstaterede hun. “Tapeterne flager, gulvet knirker. Tænk på, hvor mange penge det vil koste at få det ordentligt!”
Henrik gik stille ind i stuen og satte sig i en lænestol. Han blandede sig sjældent i sin kones samtaler.
“Hej, Birgitte. Hej, Henrik,” hilste Mette. “Te? Kaffe?”
“Grøn te, hvis du har,” svarede svigermoren. “Uden sukker. Vi passer på linjen.”
Mette gik ud i køkkenet. Anders fulgte efter.
“Vær nu ikke sur,” sagde han. “Mine forældre vil hjælpe os.”
“Hjælpe med hvad? At tage mit hjem fra mig?”
“Overdriv ikke. Du bliver jo ikke hjemløs.”
“Nej, jeg skal være i dit forældres hus. Under deres regler, deres tidsplan.”
“Hvad er der galt med regler? Mor kan bare lide orden.”
Mette hældte te op og satte småkager på et fad. Hendes hænder rystede let af undertrykt vrede.
I stuen havde Birgitte allerede bredt papirer ud på bordet.
“Mette, sæt dig,” sagde hun i en tone, der ikke tog imod modsigelse. “Vi skal snakke om detaljerne.”
“Hvilke detaljer?”
“Om salget af lejligheden, selvfølgelig. Jeg har undersøgt det. En lejlighed som denne kan give en god sum. Vi må selvfølgelig sænke prisen pga. standen, men det bliver fint alligevel.”
“Birgitte, jeg sælger IKKE lejligheden.”
Svigermor løftede øjenbrynene.
“Undskyld mig? Anders sagde, du var enig.”
“Anders løj.”
“Mette!” udbrød hendes mand. “Vi talte om det”
“Du talte. Jeg lyttede. Og mit svar var NEJ.”
Birgitte rettede sig op i stolen. Hendes ansigt stivnede.
“Pige, du forstår ikke situationen. Anders er min eneste søn. Jeg tillader ikke, at nogen”
“Nogen HVAD?” afbrød Mette. “Færdigør sætningen.”
“At nogen pige fra hvem-ved-hvilken familie manipulerer ham.”
“*Jeg* manipulerer ham? Er det ikke dig, der prøver at tvinge mig til at sælge mit eneste hjem?”
Henrik hostede diskret.
“Birgitte, måske burde vi”
“Ti stille, Henrik!” knurrede hans kone. “Mette, vær nu fornuftig. Du vil have det bedre i vores hus. Stor have, pool. Hvad mere skal der til?”
“Frihed,” svarede Mette.
“Frihed? Fra hvad? Fra familien?”
“Fra din KONTROL.”
Birgittes ansigt blev rødt.
“*Jeg* er kontrollerende? Jeg bekymrer mig! Om min søn, om hans fremtid!”
“Om hans fremtid eller om DIN?” spurgte Mette. “Hvorfor har din familie brug for pengene fra min lejlighed?”
Der blev stille. Birgitte og Henrik vekslede blikke. Anders så fra sine forældre til sin kone.
“Hvad er det for beskyldninger?” protesterede han. Mette standsede op i døren til køkkenet og så dem alle tre lige i øjnene. “Jeg kender ikke jeres problemer med økonomien, men jeg løser dem ikke ved at sælge mit arv. Denne lejlighed er ikke bare fire vægge den er mig. Og ingen, heller ikke du, Anders, bestemmer over, hvem jeg er.” Hun satte tekanden på bordet med et smæld. “I kan tage jer til takke med jeres hjælp og gå hjem. Og næste gang I banker på min dør, så husk det er *min* dør.” Så vendte hun ryggen til, gik ind i soveværelset og lukkede døren stille bag sig. Udenfor, over byen, begyndte forårsmørket at falde på, som om dagen selv trak sig væk.
