I drømmenes danske land, hvor himlen altid er lidt grå og luften dufter af hyggelige stunder, levede Freja Kjærgaard sit liv mellem klaverets toner. Hun havde altid været omgivet af musikken, lige siden barndommens første akkorder. Hendes mor og melodierne var det eneste, der betød noget. Nu, i en alder af otteogtyve år, var hun stadig ugift hun havde haft et kort forhold til en kollega, men det var gået i stykker. To kunstnere, hver i sin verden, kunne ikke mødes.
Men for tre måneder siden mødte hun Mads. Han var advokat, og deres veje krydsedes i en lille københavnsk café tæt på musikkonservatoriet. Freja havde siddet der længe, stirret ud i intetheden. Hun kunne ikke tage hjem ikke endnu. Hendes mor var lige død, og huset føltes som et tomt ekkokammer af tavshed.
»Frøken, hvorfor ser du så trist ud?« Han havde iagttaget hende en stund, mens han nippede til sin kaffe. »Jeg hedder Mads. Og du er?«
Hun var smuk, men fjernt fraværende som en melodi, der spillede i en anden toneart.
»Freja,« svarede hun blidt med et lille smil.
Siden da havde de set hinanden oftere. Mads overnattede ofte hos hende og havde endda friet. Men hun kunne ikke sige ja.
»Jeg kan ikke, Mads. Min mor er lige gået bort.«
Hendes mor havde opdraget hende alene. Faderen havde hun aldrig mødt hvem han var eller hvor han blev af, anede hun ikke. Hun havde aldrig spurgt. Måske var det for smertefuldt for moren at tale om. Og nu var hun også væk. Savnet og ensomheden pressede på, og tanken strejfede hende: skulle hun prøve at finde sin far?
»Jeg ved det ikke engang selv,« tilstod hun for Mads. »Jeg har aldrig kendt ham. Hvad hvis jeg finder ham, og han ikke ønsker at kende mig?«
Freja havde altid levet i musikken, undgået alt praktisk. Det var moren, der betalte regninger og ordnede papirer, mens Freja forsvandt ind i sonaterne. Moren havde advaret hende:
»Freja, du bliver nødt til at lære at klare dig selv. Hvad gør du, når jeg ikke er her mere? Du lever ikke i den virkelige verden. Livet bliver hårdt for dig.«
»Mor, du klarer det jo så fint,« lo Freja. »Hvorfor skulle jeg blande mig?«
Men livet er grusomt og uforudsigeligt. Pludselig var moren væk. Sygdommen kom lynhurtigt, og lægerne kunne ikke gøre mere.
»Det var for sent,« sagde de.
»Men hun klagede aldrig,« græd Freja.
»Måske ville hun ikke bekymre dig,« svarede lægen. »Men kroppen sender altid signaler.«
Mads var kvik og beregnende. Da han første gang kom med Freja hjem til hendes lejlighed, standsede han op. På væggene hang dyre malerier, selvom Freja aldrig havde vist interesse for kunst. Hun var vokset op med dem. Men Mads forstod sig på værdier.
Om aftenen spillede Freja klaver, forberedte sig på næste koncert, mens Mads lyttede eller lod som om. Han havde hurtigt gennemskuet, at der var noget at hente hos Freja. Han rodede i papirer, morens breve. Den eneste slægtning var en tante, Mette, der boede i Jylland. Derfor var han så ivrig efter at gifte sig med Freja hun var den eneste arving.
Det frustrerede ham, at hun ikke ville sige ja. Hun kendte ham kun kort, og der var en tvivl i hende: var han den rigtige? Men Mads gav ikke op. Han ventede og insisterede. Han vidste, hun søgte sin far.
En dag mødte han hende med nyheder:
»Vi skal have gæster i aften. Vi lige handler ind champagne og lidt til.«
»Hvem?« spurgte Freja forvirret.
»Jeg har fundet din far.«
»Mads, er det sandt? Hvor? Jeg troede altid, han boede langt væk måske i udlandet.«
»Nej, han bor her i byen.«
Da de kom hjem, ringede det på døren. Mads åbnede, og Freja så en høj, mørkhåret mand.
»Datter,« udbrød han og greb hende. »Lad mig omfavne dig. Jeg har aldrig set dig. Du er så smuk.« Han præsenterede sig: »Erik Sørensen.«
Frejas mellemnavn var faktisk Eriksdatter. Så fulgte samtalerne.
»Din mor og jeg gik fra hinanden, men hun fortalte mig ikke, hun ventede barn.«
Mads greb chancen:
»Erik, nu hvor alt er så godt, må jeg så bede om Frejas hånd?«
Freja, stadig rystet over mødet, var målløs.
»Hvis Mads elsker dig, har jeg intet imod det,« smilede Erik. »Jeg velsigner jer og glæder mig til brylluppet.«
Fra den dag blev Erik en hyppig gæst. Men han fortalte ikke meget om forholdet til moren kun at de ikke havde kendt hinanden længe.
Freja sendte en invitation til sin tante Mette og hendes mand. De ankom tidligt, for Mette ville hjælpe med bryllupsforberedelserne.
En aften ringede det på døren. Freja åbnede og blev glad.
»Åh, vi kom så vidt,« sagde Mette. »Tog toget hele vejen.«
De mødte Mads, men han tog hjem, så Freja kunne være alene med sin familie. Under samtalen tilstod Freja:
»Tante Mette, jeg har fundet min far. Eller, Mads fandt ham. Han ordner alt for mig.«
»Hvad hedder han?«
»Erik Sørensen mit mellemnavn er Eriksdatter.«
Mette så underligt på Freja, så på sin mand:
»Åh nej, Alex« Han nikkede forstående.
»Hvad er der galt?« spurgte Freja forvirret.
»Din far hedder ikke Erik. Han hedder Jens. Jens Mikkelsen. I papirerne står der ingen far. Din mor opfandt dit mellemnavn Freja, jeg ved det hele. Din mor ville ikke have, du skulle vide det, og forbød mig at fortælle dig det. Din far er Jens Mikkelsen rektor for dit musikkonservatorium.«
»Jens Mikkelsen? Det kan ikke passe! Han var min musiklärare. Hvem er så Erik Sørensen, som Mads fandt?«
»Det må vi spørge Mads om i morgen. Hvorfor opfører han dette skuespil? Og har du arvet noget endnu?«
»Nej, der går seks måneder efter mors død Jeg skal til notaren. Men arven er vel bare lejligheden«
»Freja, du er så naiv. Jeg har boet for langt væk, ellers havde jeg hjulpet dig tidligere. Godt, du inviterede os. Vores forældre var ikke fattige din mor havde en betydelig bankkonto, og de malerier er meget værd. Da vores forældre døde, delte min søster og jeg arven. Så du er ikke en fattig forældreløs. Du vil se det i testamentet Og jeg og Alex har ingen børn. Vores arv går også til dig.«
Freja aflyste brylluppet.
Hun havde aldrig tænkt på arv eller formue. Nu, da Mette åbnede hendes øjne, forstod hun, hvorfor Mads havde hastet.
»Tante Mette, ved min far, Jens, at jeg eksisterer?«
»Nej. Og det er hans mors skyld. Hun arrangerede et bedre parti til ham og tvang dem fra hinanden. Din mor vidste ikke, hun var gravid, da de slog op. Da hun fandt ud af det, var det for sent Jens havde allerede giftet sig med en anden. Han elskede din mor, men en dag så hende med et barn og troede, hun var gift. Din mor fortalte ham ikke sandheden. Hvem Erik Sørensen er, må vi finde ud af.«
»Tante Mette, Jens Mikkelsen gav mig min eksamen Han anede ikke, jeg var hans datter.«
Aftenen efter fik Mads en ubehagelig overraskelse. Freja aflyste brylluppet og pakkede hans ting. I Mette og Alex nærvær protesterede han ikke han forstod, han var afsløret. Freja følte lettelse.
»Der var noget, der ikke stemte med Mads,« sagde hun. »Selvom jeg næsten giftede mig med ham.«
Næste dag kom Freja hjem fra arbejde, og Mette smilede.
»Vi har gæster i aften.«
»Hvem nu?« spurgte Freja nervøst.
»Vent og se,« sagde Mette mystisk.
Da det ringede på døren, åbnede Mette og kom tilbage med Jens Mikkelsen. Freja stivnede.
»Gud, datter, hvor ligner du mig,« udbrød han. »Undskyld, jeg vidste ikke, du eksisterede. Mette fortalte mig det.«
De talte længe den aften. Freja lærte endda om en halvbror Jens eneste søn, der var soldat og boede langt væk.
»Men det er dig, der har arvet min musikalske ånd,« sagde han stolt.
»Det er derfor, jeg elsker musikken så meget,« lo Freja. »Alle andre i familien er ingeniører.«
Siden sås de ofte. De besøgte morens grav sammen. Jens præsenterede hende for sin kone, Lise, der var venlig. Og en dag mødte hun sin halvbror på besøg.
Et år senere giftede Freja sig med Viktor søn af Jens gamle ven. Han var økonomilærer og blev forelsket ved første blik. Mette og Alex var glade for ham en stabil mand.
Og Freja? Hun fandt endelig sin plads i verden mellem toner, familie og sandheden om fortiden.
