Manden, jeg drømte om, forlod sin kone for mig, men jeg havde aldrig kunnet forestille mig, hvordan det hele ville ende.
Jeg beundrede ham allerede, da vi gik på universitetet. Man kan kalde det en blind, naiv, ubetinget kærlighed. Da han endelig vendte sin opmærksomhed mod mig, mistede jeg fuldstændig forstanden. Det skete, ærligt talt, nogle år efter jeg var færdig med studierne vi landede i samme virksomhed. Vi havde samme fagområde, så det var ikke usædvanligt, men jeg følte, at det var skæbnen.
Han virkede som manden fra mine drømme, og på den tid behagede det mig slet ikke, at han allerede var gift. Jeg havde aldrig selv været gift og vidste ikke, hvordan et ægteskab gik i opløsning. Så jeg følte ingen skam, da Paul besluttede at forlade sin kone for mig. Hvem havde forestillet sig, at det ville såre mig så meget? Sandheden er, at man ikke kan bygge sin egen lykke på andres ulykke.
Da han valgte mig, var jeg i himmelsk ekstase og klar til at tilgive ham alt. I hverdagen var han dog ikke den prins, han forekom offentligt. Hans ejendele lå spredt i lejligheden, og han nægtede kategorisk at vaske op. Alt husligt arbejde faldt på mine skuldre, men dengang gik jeg alt for let på den.
Han glemte hurtigt sit tidligere ægteskab. De havde ingen børn, og det var hans svigerforældre, der havde presset på til brylluppet. Med mig skulle det være anderledes det lovede han.
Min lykke varede kun kort, for da jeg blev gravid, ændrede alt sig. I starten var Paul henrykket over, at vi skulle have et barn. Vi holdt en stor familiesammenkomst for at fejre den kommende fødsel, og alle ønskede os kærlighed og god helse til den lille. Den aften er stadig et af mine yndlingsminder, og jeg fortryder ikke noget ved at tænke på den. Men fra den stund begyndte min blinde kærlighed at svinde.
Jo større min mave blev, jo sjældnere så jeg Paul. Jeg var på barsel, så vi så hinanden kun sent om aftenen. Han arbejdede længere på kontoret og deltog i flere firmafester. I starten gjorde det mig ikke ondt, men snart var jeg udmattet. De huslige pligter blev mere besværlige, for jeg kunne ikke længere bøje mig ned for at samle hans sokker, som lå spredt overalt.
Jeg begyndte at tvivle på, om vi havde været for hurtige med at få et barn. Jeg vidste, at følelser kan aftage med tiden, men jeg havde ikke forventet, at det skete så hurtigt. Paul bringer stadig blomster og chokolade, men jeg ville nu bare have ham ved min side.
Det gik hurtigt op for mig, at hans mange udflugter ikke var uskyldige. En kollega nævnte i en samtale, at en ny ung medarbejder netop var startet i afdelingen. Der var allerede mangel på personale, og da jeg gik på barsel, blev situationen kritisk. Hvor ironisk.
Jeg var usikker på, om det var hende, men Paul havde tydeligvis en anden, for han fandt aldrig en ledig minut. Det kunne være arbejdet, et møde eller endnu en firmabegivenhed, han ikke kunne springe over. En dag fandt jeg et lille stykke papir i lommerne på hans jakke med initialer, jeg ikke kender. Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at lægge det tilbage, men jeg lod som om, jeg ikke så noget.
Det var skræmmende at stå alene i min syvende graviditetsmåned, mens Paul klagede over, at jeg var blevet for nervøs. Hver krangel endte med et suk af skuffelse fra hans side. Jeg forstod, uden at vide hvordan, at hvis jeg bragte emnet op, ville jeg ende alene. Frygten for at miste ham var så stærk, at jeg kun tænkte på den. Man siger, at man får, hvad man frygter mest.
Uanset hvor elegant Paul havde forført mig, var han ingen gentleman. De værste ord, jeg nogensinde har hørt, var: Jeg er ikke klar til at få et barn. og Jeg har en anden. Jeg kan ikke engang huske, hvordan han sagde det, men i det øjeblik følte jeg mig helt sindssyg.
Jeg troede aldrig, jeg kunne finde modet til at kræve skilsmisse. Det virkede også som om, han ikke havde forventet, at jeg ikke ville tolerere hans opførsel, eller at jeg næste dag ville smide alle hans ejendele ud. Jeg var lettet over, at vi boede i en lejlighed på leje så vi i hvert fald ikke skulle dele den med ham længere.
Hvad med barnet? Hvordan vil du opdrage ham?
Jeg finder en løsning. Jeg kan arbejde hjemmefra, og mine forældre har altid tilbudt deres hjælp. Min mor advarede mig om, at han var en spiller jeg skulle have lyttet.
Det var nok ansvaret over for min kommende søn, der gav mig selvtillid. Alene ville jeg aldrig have turdet gå. Men jeg indså også, at jeg ikke ville opdrage et barn sammen med en far som ham.
Hans forræderi var så fejt, at jeg ikke ville have noget med ham igen. Det var som om et slør løftedes fra mine øjne.
De første måneder efter skilsmissen, inklusive fødslen, var utroligt hårde. Jeg flyttede tilbage til mine forældres hus, hvilket glædede dem, især bedsteforældre, der var begejstrede for en lille barnebarn. Jeg kan ikke sige, jeg slet ikke savnede Paul, men jeg prøvede at holde tankerne på ham på afstand. Indeni var jeg overbevist om, at jeg havde truffet den rigtige beslutning og kunne give min søn alt, hvad han behøvede.
Så pludselig dukkede han op igen.
Det viser sig, at Paul dybt fortryder sine handlinger og ønsker at møde sin søn. Men vil jeg selv? Måske skulle jeg overveje at flytte til en anden by?
Den mand i mine drømme forlod sin kone for mig, men jeg kunne aldrig have forestillet mig, hvordan det hele ville ende.
