**Hævn**
»Hør, Mette, jeg har lovet en kollega at hjælpe med flytning.«
»I dag?« spurgte Mette sin mand.
»Han har lige købt en ny lejlighed, en toværelses. Hans kone skal føde snart.«
»Og i sidste weekend vaskede I en eller andens nye bil. Alle dine kollegaer er så succesrige. Kun vi har hverken ny bil eller stor lejlighed. Hvorfor, Mads, hvordan kan det være?«
»Stop nu med at brokke dig, Mette. Jeg lover, næste weekend bruger vi sammen.« Mads tog sin kone i favnen og så hende ind i øjnene.
»Det tror jeg først, når jeg ser det. Hver weekend er der altid noget uforudset,« sagde Mette og skubbede ham væk.
»Skal jeg ringe og sige, at jeg ikke kan hjælpe med flytningen?« Mads så sur ud.
»Nej, nej. Du har lovet det, så må du gå.«
Mads lyste op med det samme.
»Mette, du er ikke til at slå. Så går jeg?« Han ville kysse hende, men hun lagde en hånd mod hans bryst og skubbede ham blidt væk.
»Bare du ikke glemmer det til næste weekend,« sagde hun.
***
De havde gået på universitetet sammen, alle tre. Som det ofte sker, kunne Alex lide Mette, men hun foretrak Mads. De sad sammen til forelæsninger, gik i biografen, og drengene fulgte hende hjem. En dag erklærede Alex sin kærlighed for Mette.
»Undskyld, men jeg kan bedre lide Mads,« indrømmede Mette ærligt.
»Jeg forstår. Hjertet vil, hvad hjertet vil,« sukkede Alex.
Alex satte sig ikke længere sammen med dem til forelæsninger og fulgte hende ikke hjem. Hvis han alligevel gik med dem på café, forsvandt han altid hurtigt.
Mads havde en lille lejlighed, arvet efter sin bedstefar. Hele gruppen hang altid ud der. Mette kom også, men blev aldrig om natten, uanset hvor meget Mads overtalte hende. Men nytårsaften blev hun. Snart flyttede de sammen.
Alex besøgte dem sjældent. Han kunne ikke holde ud at se sin rival og ven så lykkelig.
»Hvornår skal I giftes?« spurgte han, da de fejrede deres eksamen.
»Vi har det fint, som det er, ikke også, Mette?« svarede Mads for dem begge.
Mette så ned og sagde ingenting.
»Det er ikke i orden. Enhver pige drømmer om et bryllup og en kjole. Mette, drop ham og gift dig med mig,« sagde Alex pludselig.
Mads sendte ham et mørkt blik.
»Faktisk har jeg længe tænkt på at fri. Jeg ventede bare på det rigtige øjeblik.« Mads trak en ring frem og rakte den til Mette. »Vil du giftes med mig?« spurgte han og borede blikket ind i hende.
Mette strålede af glæde.
»Selvfølgelig,« sagde hun uden at bemærke, at Alex rejste sig og gik.
To måneder senere var Alex vidne til deres bryllup.
»Mette, hvis han så meget som løfter en finger imod dig, så sig det til mig,« sagde han under middagen.
»Har du selv tænkt dig at blive gift?« spurgte Mette.
»Han venter bare på, at vi skal skilles,« grinede Mads. »Det bliver han skuffet over.« Han sendte Alex et sejrssikkert blik.
»Nu er det nok,« sagde Mette og standsede deres skænderi. »Kom, lad os danse.« Hun trak Mads væk fra bordet.
Tre måneder efter brylluppet kom Alex til Mettes fødselsdag med et kæmpe bundt røde roser. Da gæsterne var gået, blev Mads ved med at brokke sig over, at hun havde reageret for begejstret på buketten. Alle havde lagt mærke til det, og det generede ham.
»Vær ikke jaloux, jeg elsker kun dig,« sagde Mette.
»Det håber jeg,« mumlede Mads for sig selv.
Tre år gik. Parret var lykkeligt, men der var skænderier og misforståelser. Mads jalousi var hovedårsagen. Og han var jaloux på alt og alle ikke kun Alex. Han blev rasende, hvis nogen så på Mette. Mads ville have, at hun hurtigt skulle få børn og blive hjemme.
Men Mette ville gerne ud og arbejde først. Hun begyndte at lægge mærke til, at Mads opførte sig underligt. Hver weekend fandt han en undskyldning for at smutte. En aften besluttede hun at følge efter ham. Han kørte ikke til nogen flytning. Han kørte til Alex nye lejlighed. De stod i døren og talte stille, indtil Mads rakte ham et brev. Mette genkendte sit eget navn på forsiden. Da hun kom hjem igen, ventede hun. Næste morgen ringer hun til Alex. »Kom forbi,« siger hun. Han kommer. Hun rækker ham brevet. »Jeg fandt det i Mads frakke. Det er til dig. Fra mig. Underskrevet med mit navn. Hvad skriver jeg til dig?« Alex ser bleg ud. Han åbner brevet. Der står: *Kære Alex, jeg kan ikke leve med løgnen længere. Mads tvingede mig til at skrive dette, men sandheden er, at jeg aldrig har holdt op med at tænke på dig.* Mette ser på ham. »Det er falsk, ikke?« spørger hun. Alex nikker langsomt. »Det er det. Men det burde ikke være det.« Hun smider brevet i flammerne. »Så gør vi det her én gang for alle,« siger hun og tager sin jakke på. »Hvor skal du hen?« spørger Alex. »Hjem. Men ikke til ham. Til dig. Hun smækker døren op, mens regnen prikker mod vinduerne. Mads står i gangen med et tomt blik. »Hvor har du været?« spørger han, men hun svarer ikke. Hun lægger nøglen på gulvet, trin for trin vandrer hun baglæns ud. Så vender hun sig og går. Uden paraply. Uden tilbageblik. Alex venter nede på gaden. Han siger intet, når hun når ham. Hun smiler svagt. De begynder at gå. Sammen.
