En bil holdt foran en hyggelig blomsterbutik i hjertet af København. Butikken, der for nylig var åbnet, havde hurtigt vundet lokalbefolkningens hjerter. Folk kom endda fra nabobyerne for at købe de eksklusive buketter.
“Vil du ikke nok vælge den smukkeste buket til mig? Den største, du har! Jeg har netop fået en søn!” sagde den unge mand med strålende øjne til den venlige blomsterhandlerinde, Mette.
På vej til Rigshospitalet tænkte Mads på det øjeblik, hvor han for første gang skulle holde sin lille søn. Minderne om hans egen far, Erik, var en tung byrde. Det eneste lyse minde fra hans barndom var, da hans store, stærke far løftede ham op i luften, en blanding af frygt og begejstring fyldte ham. Men kort efter forlod Erik familien og efterlod ikke kun dem, men tog også deres hjem fra dem.
Det hele begyndte, da hans mors veninde, Lise, som arbejdede på sygehuset, begyndte at komme forbi ofte. Hun tog altid en flaske snaps med, og når Mads mor protesterede, sagde Lise bare:
“Åh, slap nu af! Det er jo bare for at få appetitten i gang,” forsikrede hun, mens hun skænkede op til Mads far. “Du har sådan en fantastisk mand! Han fortjener at blive forkælet og værdsat.”
Engang inviterede Lise familien til sin fødselsdag. Hun boede i Aarhus med sine to døtre. Hele aftenen kredsede hun om Erik, skænkede for ham og viste ham alverdens opmærksomhed.
En dag, da Mads kom hjem fra fodboldtræning, hørte han sine forældre skændes på køkkenet.
“Jeg går. Ja, jeg elsker Lise. Mellem os er det forbi både kærlighed og respekt. Men med hende er det anderledes. Hun værdsætter mig, ikke som du gør,” sagde faren.
“Det er ikke dig, hun værdsætter, din nar, det er dine penge,” svarede moren.
“Jeg vidste, du ville sige det. Du kan ikke undvære drama. Forresten, vi bliver nødt til at sælge lejligheden og dele pengene.”
“Hvad? Har du ingen samvittighed? Den lejlighed fik jeg af mine forældre som bryllupsgave!”
“Netop til vores bryllup, ikke kun dit. Det er fælles ejendom.”
“Har du tænkt på din søn? Hvor skal han bo? Hvad skal han spise?”
“Har du tænkt på, hvordan jeg skal bo i en lille lejlighed med min kæreste og hendes to døtre? Jeg vil jo bare have retfærdighed…”
I to år boede Mads og hans mor hos bedsteforældrene. Senere tog de et lån og købte deres eget hjem. Efter nogle år giftede hans mor sig igen, og da Mads selv blev færdig med universitetet og giftede sig med sin kæreste Sofie, blev huset overdraget til ham.
“Jeg vil elske min søn og aldrig svigte ham eller Sofie,” tænkte Mads, mens han kørte hjem. De næste dage skulle han købe alt, hvad barnet havde brug for, og indrette børneværelset. De havde ventet med at købe ting, af overtroisk hensyn til Sofie.
Da han nærmede sig hjemmet, så han en fremmed, skaldet mand. Der var noget genkendeligt ved ham.
“Mads, hej min dreng! Genkender du mig ikke?”
“Far..?”
“Lige præcis! Jeg så dig, da du steg ud af bilen. Forresten, flot bil du har.”
“Undskyld, men jeg har travlt,” sagde Mads og knyttede hænderne.
“Undskyld… travlt… Vi er da ikke fremmede for hinanden. Hvad med at invitere mig ind et øjeblik? Mand til mand?”
Normalt ville Mads ikke spilde tid på ham, men i dag var han i godt humør. Uden at svare gik han mod opgangen. Erik tog hans tavshed som en invitation og fulgte efter.
“Og en flot lejlighed du har! Stor!” sagde gæsten og kiggede rundt. “Jeg kan se, du har klaret dig godt. Så du kan vel også hjælpe din egen far?”
“Hvad mener du?”
“Du ved det jo godt. For det første har du et ekstra værelse. For det andet ser det ud til, at du har råd til at løse mine problemer. Og din far har problemer.”
“Jeg forstår ikke, hvad det har med mig at gøre. Vi har ikke set hinanden i tyve år… Vi er fremmede. Hvad vil du?”
“Jeg har problemer. Jeg skændtes, endda slås, med min steddatters mand. Han kaldte mig en snylter! Mig en snylter! Da jeg arbejdede på fabrikken og forsørgede Lise og hendes piger, var jeg god nok. Men efter pensioneringen ændrede alt sig. De smed mig ud! Ud af mit eget hjem! Og lånene, som Lise tog i mit navn, er der stadig. Jeg har det svært, min dreng. Jeg vil bare have retfærdighed…”
“Retfærdighed? Hvad har det med mig at gøre?”
“Hvordan så? Lise og jeg er ikke engang gift. Hun og hendes piger er ikke min familie. Men du er min søn. Og din mor er min eneste lovlige kone. Hvis hun ikke var gift igen, var jeg gået til hende. Vi har jo en søn sammen.”
“Så du mener, du har ret til noget, efter du tog halvdelen af pengene fra mors lejlighed og forsvandt? Du betalte ikke engang børnepenge, *far*,” sagde Mads med bitterhed.
“Pengene fra lejligheden gik til at forbedre Lises hjem og ferier. Der er da ikke noget galt i det. Alle har brug for ferie. Min fejl var at tage lån til hendes døtres bryllupper og deres bryllupsrejser. Jeg er sikker på, du forstår, min søn, og… hjælper mig. Det er uretfærdigt, hvad de har gjort ved mig.”
“Alle har brug for ferie? Men mor og jeg havde ikke råd. Vi sparede op til et hjem. Mor arbejdede hver dag. Jeg begyndte at tjene penge som trettenårig delte reklamer ud og arbejdede på en bilvask bagefter.”
“Du er en rigtig mand. Jeg håber, du ikke lader din far i stikken.”
“Min far forsvandt, da jeg var ti.”
“Det vigtigste er, jeg er her nu. Bedre sent end aldrig. Vi kan indhente det tabte.”
“Hvordan?”
“Jeg kunne bo i det ekstra værelse. Midlertidigt. Hvad siger du? Blod er tykkere end vand.”
“Det værelse skal være til min søn. Hvem end der gav dig min adresse, burde vide, jeg netop er blevet far. Jeg vil gøre alt for at være en god far for ham. Og nu må du gå. Jeg skal hente møbler til ham. Der er meget at ordne.” Han pegede mod døren.
De gik ud sammen.
“Mads,” kaldte Erik efter ham, “du har en fin bil. Hvad med at sælge den og købe noget billigere? Så kan jeg få resten og betale mine lån. Det ville være en god gerning.”
“For mig er du en forræder. Da jeg var dreng, havde jeg brug for en far. Nu har jeg ikke brug for dig. Og hvis jeg ser dig igen, kan jeg ikke garantere, hvad der sker.”
Mads gik beslutsomt mod sin bil, efterlod sin far forvirret og alene. Der var ingen medlidenhed i hans hjerte. Han vidste, han tog det rigtige valg for sin søn så han aldrig skulle føle den smerte, Mads selv havde gennemlevet.
**Livserfaring:** Nogle gange er den største kærlighed at sige fra, så de vi elsker, aldrig skal lide som vi selv har gjort.
