“Din mor bor ikke her mere,” sagde manden, da han mødte hende i døren med hendes kufferter.
Mette stivnede i døråbningen og knugede håndtaget på sin taske. En kølig træk snoede sig gennem gangen hoveddøren stod på vid gab, og i stuen, hvor hendes mor plejede at sove, brændte lyset.
“Hvad mener du med, at hun ikke bor her?” Stemmen rystede en anelse. “Jeg har kun været på forretningsrejse i tre dage. Hvor skulle hun være blevet af?”
Anders trak på skuldrene og trådte til side for at lade hende komme ind. Han var uventet rolig, næsten ligeglad.
“Jeg kørte hende til tante Birte. Hun sagde ja til at passe din mor en tid.”
“En tid?” Mette sparkede sine sko af. “Hvilken tid? Og hvorfor tog du den beslutning uden mig?”
“Fordi jeg ikke kan mere,” svarede Anders og så hende lige i øjnene. “Jeg kan ikke og vil ikke. Tre år har vi levet som i helvede. Tre år, Mette. Jeg har fået nok.”
Hun gik ind i køkkenet og smed tasken på bordet. Hænderne rystede af træthed, af chok, af den vrede, der boblede op inde i hende. Hun åbnede køleskabet, tog en flaske vand og drak et par hurtige slurke.
“Så du smed min mor ud af huset, mens jeg var væk?” spurgte hun og forsøgte at holde stemmen rolig.
“Jeg smed hende ikke ud, jeg flyttede hende. Respektfuldt, med alle hendes ting,” svarede Anders. Han lænede sig mod dørkarmen. “Og du ved godt, det var det rigtige. Hun er din mor, men vores ægteskab er vigtigere.”
Mette rystede på hovedet. Det var utroligt, hvor hurtigt et menneske kunne ændre alt. Om morgenen var hun kørt til København i den fulde tro på, at alt hjemme ville være som før. Nu var hun tilbage i en helt ny virkelighed.
“Jeg vil tale med mor,” sagde hun og tog sin telefon frem.
“Det er for sent,” sagde Anders. “Klokken er over elleve. Tal med hende i morgen.”
“Jeg kører hen til tante Birte nu.”
“Nej,” svarede han bestemt. “Du er lige kommet hjem fra toget og er helt udkørt. Vi sover på det og taler om det i morgen.”
Mette ringede til sin mor, men telefonen var slukket. Så prøvede hun tante Birte den ringede, men ingen tog den. Anders stod tavs og så på hendes forgæves forsøg.
“Hvad fortalte du hende?” spurgte Mette og smed telefonen på bordet.
“Sandheden. At vi ikke kan bo sammen længere. At vores ægteskab er i stykker. At én af os måtte gå hende eller mig.”
“Du gav hende et ultimatum?”
“Burde jeg ikke?” Anders rev fingrene gennem håret. “Mette, vi har talt om det hundrede gange. Jeg kan ikke leve sådan her længere. Jeg vil have, at vi igen er en familie dig og mig. Uden konstant skænderi og kritik.”
Mette sank ned på en stol og gemte ansigtet i hænderne. Jo, de havde talt om det. Men hun havde ikke troet, han ville handle så drastisk. Hun havde håbet, det hele ville falde på plads af sig selv.
“Hvordan tog hun det?” spurgte hun uden at se op.
“Bedre, end jeg forventede. Hun sagde, hun havde set det komme. Pakkede på en time. Græd ikke engang.”
Mette smilede bittert. Ja, det lignede mor stolt, ubøjelig, vant til at klare sig selv. Hun ville ikke lave en scene, selvom hendes hjerte var knust.
“Jeg skal se hende,” sagde Mette.
“I morgen,” gentog Anders. “Nu i bad og i seng. Du står knap nok.”
Hun adlød. I badeværelset stod hun længe under det varme vand og prøvede at forstå, hvad der var sket. Mor havde boet hos dem, siden hun fik et slagtilfælde. Lægerne sagde, hun havde brug for opsyn. Det var for farligt at lade hende være alene. Så Mette havde taget hende hjem uden at tøve fordi det var det rigtige.
Først protesterede Anders ikke. Datterpligt var helligt. Men måneder gik, og Gerdas helbred bedrede sig langsomt. Hun blev gnaven, kritisk. Kunne tie hele dagen og så pludselig eksplodere i bebrejdelser. Især Anders fik skældud.
“Han er ikke en mand, bare en tøsedreng,” sagde hun til Mette, når Anders var på arbejde. “Kan ikke engang slå et søm i. Og tjener ikke nok. Du går til grunde med ham.”
Mette forsøgte at forsvare ham. Forklarede, at tiden var en anden, at Anders var IT-mand, arbejdede med hovedet, ikke hænderne. At de havde penge nok hus, bil, ferie hvert år.
“Da din far levede, var det anderledes,” afbrød mor. “En rigtig mand skal kunne alt.”
Anders ignorerede det meste, men spændingen steg. Han blev længere på arbejde, undgik familieaftenmåltider. Hvis han kom hjem til tiden, låste han sig inde på soveværelset for at arbejde eller bare holde fri.
De talte næsten ikke sammen længere rigtigt, som før. Kun om dagligdags ting hvem der skulle handle, hente renset tøj. Deres ægteskab, engang varmt og tæt, blev til at bo som roommates.
Og så denne afslutning. Anders havde taget beslutningen, mens hun var væk. Mor var flyttet til en fjern slægtning. Valget truffet uden hende.
Mette kom ud af badeværelset og listede ind på soveværelset. Anders lå allerede i sengen og lod som om han læste.
“Jeg forstår det,” sagde hun og krøb under dynen. “Men du skulle ikke have gjort det bag min ryg.”
“Jeg ventede i tre år på, at du tog en beslutning,” svarede han og lagde bogen fra sig. “Tre år, hvor jeg foreslog løsninger hjemmehjælp, plejehjem. Vi har råd til at give din mor en værdig tilværelse. Men du ville ikke høre efter.”
“Fordi hun er min mor,” protesterede Mette. “Hun opdragede mig alene. Arbejdede dobbelt, så jeg kunne gå i en god skole og få dans og engelsk. Jeg kan ikke bare aflevere hende til fremmede!”
“Hvad med mig?” spurgte Anders stille. “Hvem er jeg for dig? Også en fremmed?”
Mette svarede ikke. Stilheden hang i rummet, kun afbrudt af tikken fra væguret. Anders slukkede lampen og vendte sig om, ryggen til hende. Mette stirrede op i loftet og forsøgte at berolige sit hamrende hjerte.
Morgenen begyndte med en telefonopringning. Tante Birte forsikrede, at alt var fint, at Gerda havde det godt, ingen grund til bekymring.
“Du behøver ikke komme i dag,” sagde hun. “Din mor siger, hun har brug for tid til at vænne sig til det nye.”
Mette troede det ikke. Mor ville altid se hende hver dag, hver time. Selv når hun gik en tur, ringede hun: “Hvor er du? Hvornår er du hjemme?”
“Jeg kommer alligevel,” sagde Mette og lagde på.
Anders drak tavs sin kaffe og lod som om han ikke hørte samtalen. Køkkenet var mærkeligt stille ingen raslen af service, ingen kommentarer om forkert brygget te eller dårligt gulvvask.
“Jeg har taget fri i dag,” sagde Anders og rejste sig. “Jeg tror, vi skal tale. Mette nikkede stift og tog sin jakke. Da hun gik ud ad døren, følte hun, at noget brøk inde i hende ikke vred, ikke sorg, men en træt erkendelse af, at livet ikke var det, hun troede det var. Bilens motor brummede, men hun kørte ikke. Så vendte hun bilen og kørte mod centret i stedet. Hun havde brug for at gå, at føle jorden under fødderne, før hun så sin mor. Før hun måtte vælge. Eller indse, at valget allerede var taget.
