“Viggo, Viggo…hvorfor sover du stadig? Hør her? Kom op, du kan jo sove hele livet væk.
Nej, bare se ham, hva? Sovende…Viggo, kom nu op, du misser din egen lykke!
Adelheid, for søren, lad mig da sove lidt mere.
“Kom nu op, med det samme! Du kan sove nok, når du går på pension.”
“Ja ja, eller måske i himmerig.”
“Ikke engang der! Kom nu, op med dig…nå?”
Viggo stirrede på sig selv i spejlet rødkantede øjne, totalt umornet.
“Nå?”
“Du gør ikke en skid, hva? Gå nu og vask dig, barber dig, få lidt liv i dig, der er tid nok. Kom nu.”
“Hvilken tid, Adelheid?”
“Den tid, der er.”
Viggo slæbte sig selv i badet, sukkende og mumlende for sig selv ellers kunne han lige så godt risikere at få en sutsko i hovedet. Opdragelse, for fanden, tænkte han bittert.
“Viggo, har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg nogen gange kan høre dine tanker? Nej? Nå, men nu ved du det,” sagde svigermoren og satte sig i lotusstilling ved hans seng. “Bivirkning, skal du se. Nå, gå nu og vask dig, husk at børste tænder ordentligt, og barber dig du ligner en vildmand.”
Viggo vidste, der var ingen idé at diskutere. Selv i livet havde hun været umulig at vinde en debat med.
Hans svigermor var ikke helt almindelig hun var et spøgelse.
Ja, ja.
Nej, han var ikke blevet sindssyg, og nej, han havde ikke drukket sig til delirium. Men Adelheid dukkede bare op i hans lejlighed en dag…
Efter hun allerede var begravet.
“Jeg hører det, næsten altid, hvad du tænker,” nikkede hun og svævede hen mod ham. “Hvordan min Lise kunne bo med dig? Du er… en dinosaur, en ægte dinosaur.”
Viggo viftede afværgende og gik videre i badet.
Han og Lise blev skilt for et år siden. Børnene var voksne nu med deres eget liv. Lise havde smækket med døren, kaldt ham en kontrollerende gamlemandssjæl og sagt, han kvælede hendes personlige vækst.
Han prøvede at ringe til hende, men hun råbte noget om, at hun ikke ville have noget at gøre med en “patriarkalsk kvindeundertrykker” ord, han aldrig før var blevet kaldt.
Hvordan skulle han *lade være* med at være en “patriarkalsk bygherre”? Han byggte jo *bogstaveligt talt* huse, sommerhuse og skure. Mærkelig kvinde, den Lise. Og så bandede hun også.
Nå, men hun havde hørt på en eller anden selvudnævnt “livscoach”, og pludselig var deres ægteskab blevet til et mareridt. Ifølge hende havde han behandlet hende som en arbejdshest, tvunget hende til at lave frikadeller og bøfsandwich.
(Som i øvrigt var fantastisk, når Lise lavede dem…)
Viggo blev lige ved at kvæles i sin egen spyt, da en idé pludselig strejfede ham. Med halvt barberet kind stormede han ud i gangen.
“Adelheid…Adelheid!”
“Hvad er der nu? Hvorfor råber du sådan?”
“Adelheid, vil du ikke lære mig at lave bøfsandwich? Hva? Please?”
“Øjeblik! Som om jeg bare vil afsløre min hemmelige opskrift!”
“Hvad skal du bruge den til derovre? Skal djævlene lære at koge?”
“Fy for satan.”
“Netop… Lise laver dem bedre end dig alligevel.”
“Ha! Lise? *Hun* lærte det af *mig*!”
“Ja, og?” sagde Viggo og barberede sig videre med åben baddørsdør. Han havde opgivet at kæmpe imod.
“*Og*,” svarede svigermoren og blev helt oppisket. Hun gjorde en kraftanstrengelse og satte sig på en stol i starten havde hun fløjet rundt som en akrobat, men nu kunne hun endda holde på ting. “Jeg lærte Lise det. Forstår du, din tumpe?”
“Jeg siger bare, det er et tilfælde, hvor eleven overgår mesteren.”
“Hvad?! Sig det lige igen! Hvilket kød bruger Lise i sin bøfsandwich, hva?”
“Oksekød, selvfølgelig.”
“Netop! *KALV* skal det være!”
“Ja ja, og så skal den selvfølgelig laves i *den* gryde derovre.”
“Er du helt blæst? I *den* der!”
Sådan gik det, og til sidst stod Viggo med en gryde lækker bøfsandwich og en notesbog fuld af tips.
Han sad i køkkenet, ren og barberet, og drak den bedste suppe i sit liv.
“Mmm…mor…du er et geni.”
“Hvad?”
“Denne suppe…den er himmelsk.”
“Hvad med Lises så?”
“Pffft, mor, den kan slet ikke måle sig. Hvad? Græder du? Kan spøgelser græde?”
“Ved det ikke,” snøftede Adelheid. “Din nar.”
“Undskyld, hvad har jeg gjort nu?”
“Ikke noget…bare…du kaldte mig *mor*. Og nu græder jeg. Viggo, jeg ville jo bare gøre dig lykkelig.”
“Hvordan det?”
“Jeg…jeg skulle have sendt dig ud med skraldet klokken 7.45 ren, barberet og så skulle du have stødt ind på Gunhild, den nye nabo, den 47-årige gamlejomfru… I skulle falde for hinanden, og så…”
“Okay…og hvad så?”
“Ikke noget,” svarede Adelheid, mens hendes øjne flakkede rundt. “Bare…du skulle blive lykkelig. Og *jeg* kunne…forsvinde. Det var betingelsen.”
“Betingelsen?”
“For at gøre dig lykkelig.”
“Så du har vidst alt sammen, hele året?”
“Ja.”
“Hvorfor gjorde du det så ikke?”
“Øh…” Hendes øjne flakkede igen. “Fordi *du* skulle blive ved med at snakke om bøfsandwich!”
“*Mig*?”
“Ja! Nu bliver jeg nødt til at blive her, indtil…”
“Indtil hvad?”
“Indtil du bliver lykkelig!”
“Lykkelig? Alvorligt? Hvem sagde, at jeg kunne blive lykkelig med en fremmed dame? Jeg *er* lykkelig!”
“Hvordan det?”
“Jeg lever, jeg ånder, jeg har opskriften på verdens bedste bøfsandwich. Jeg har dig, der sørger for, at jeg ikke sulter eller rådner op i min egen snavs. Jeg er ikke ensom…jeg har *dig*, mor…”
“Årh…pokkers også!” skreg spøgelset og forsvandt ind i skabet, hvor der længe lød hulk og hyl.
Viggo besluttede at rydde op.
“Nej, nej, ikke den klud til spejlet! Tag den der!”
***
Lise sov dårligt. Hun drømte om sin mor ung og smuk, rakte hænderne ud og kaldte på hende…
Hun ville høre sin coach, Storm “Livsglæde” Rasmussen, men videoen loaded ikke. Så hun prøvede at ringe til ham.
Denne guddommelige mand, der havde åbnet hendes øjne for livet, var altid tilgængelig.
Men Storm tog ikke telefonen.
“Hallo?!” lød en hæs stemme. Et rødt fjæs dukkede op på skærmen. “Hvem fanden ringer klokken 7 om morgenen? Er I blevet helt skøre?!”
“Øh…” Lise lukkede laptop-låget hurtigt. Nej, nej, det var *ikke* Storm…
Hun besluttede at køre hjem til den mand, der havde gjort hende til en slave…men nu var hun *fri*…lykkelig…næsten…der manglede bare noget.
Hun vidste ikke hvorfor, men hun *måtte* til Viggo.
***
Viggo og Adelhed spillede skak og grinede højt.
“Han er blevet vanvittig,” tænkte Lise og så sin eksmand snakke og grine med…ingen?
“Åh, hej Lise! Mor, det er din tur *skak*!”
Lise kunne have svoret på, at brikkerne bevægede sig af sig selv.
“Du ser godt ud,” sagde Viggo. “Mor siger, du er blevet tynd. Spiser du ikke ordentligt? Jeg kan byde på bøfssandwich mors opskrift.”
“Viggo…er du okay?”
“Mig? Hvad skulle der være galt? Mor har lovet at lære mig at stege frikadeller.”
“Viggo…hvilken mor? Hun er…død. For et år siden.”
“Jep, og hun har boet hos mig siden.”
“Viggo…Viggo, hvad er der galt med dig?”
“Intet! Jeg har det fint. Kom, jeg giver dig supper.”
Lise besluttede, det var bedst ikke at diskutere med en sindssyg.
Men supper *var* der, og duften…præcis som mors.
“Viggo…lavede *du* den her supper?”
“Ja, mor gav mig sin hemmelighed. Stop nu med at græde, Adelheid! Lise…tror du ikke på, at din mor er her? Spørg hende om noget, kun I to ved.”
“Viggo, jeg ringer efter hjælp.”
“Nej, vent! Du tror alligevel, jeg er vanvittig. Spørg hende.”
“Mor…hvad var den frygtelige hemmelighed, jeg fortalte dig i 3. klasse?”
“At du var forelsket i…hvad? Mig? Allerede i 3. klasse?”
Lise sank ned på en stol.
“Hvilken farve var min barnevogn? Hvor gammel var jeg, da jeg fik min første tand? Hvem var tante Karen?”
Adelheid svarede på alt.
“Det…kan ikke passe…Viggo…Min mor…*er* hun virkelig her?”
“Ja…bare…ikke helt som før. Hun er et spøgelse, Lise. Mor…vis dig for Lise.”
Et kort øjeblik så Lise sin mor. Så igen. Og igen.
“Hun mister energi,” sagde Viggo. “Men hun elsker dig og vil have, du skal være lykkelig…at *vi* skal være lykkelige? Hvad betyder det, Adelheid? Vent, hvor skal du hen? Mor…?”
Viggo vågnede med et gisp. Lise satte sig lynhurtigt op.
“Lise?”
“Viggo?” Hun trak dynen til sig. “Jeg forstår ikke…var det en…”
“Drøm,” hviskede han.
“Drømte du også, at mor var et spøgelse?”
“Ja. Og at du var gået fra mig til en coach…”
“Viggo!”
“Lise!”
Døren blev hamret op.
“Nej, hvor længe skal I sove? Op med jer!”
“Mor?”
“Adelheid…er du *ikke* død?”
“Ikke endnu! Lise, hold op med alt det coach-halløj. Jeg drømte, jeg boede hos dig, Viggo, som spøgelse i et helt år! Kom nu, vi skal til sommerhuset masser af arbejde! Og *du*, Viggo, skal lære at lave bøfsandwich…bare for en sikkerheds skyld.”
***
“Viggo…hvorfor kaldte du mig aldrig *mor* i alle de 30 år med Lise?”
“Ved det ikke…mor. “Ved det ikke…mor. Måske fordi jeg først nu forstår, hvad det betyder. “Ved det ikke…mor. Måske fordi jeg først nu forstår, hvad det betyder.” Han smilede, stadig liggende i sengen, med Lise tæt ind til sig og Adelheid stående i døren med hænderne i siden og en tallerken bøfsandwich allerede i hånden. “Så du har faktisk lært at lave den rigtige?” sagde Lise og sniffede til maden. “Naturligvis,” svarede Adelheid. “Men det var ham, der bad om det.” Viggo kiggede op på hende, og for første gang på mange år føltes alt, som om det passede.
