FEM KANTER AF MORGENEN
“Nå, men i alderdommen må vi håbe, at børnene tager sig af os det er jo derfor, vi fik dem. Men dig, Mette, du har virkelig et problem,” sagde Nanna med en blanding af spot og medfølelse, mens hun hældte hvidvin i hendes glas.
De fem kvinder lå afslappet under parasoller i lædersække ved strandbaren i Skagen. Aftenen duftede af salt, fyr og en svag melankoli.
Da veninderne havde inviteret Mette med på kurstedet, vidste hun ikke, hvad hun skulle forvente. I hendes hukommelse lød “kursted” som noget fra en svunden tid fagforeninger, gigt, helbredende mudder og kedsomhed. Måske lidt flirt i solnedgangen hvis man var heldig.
Men det viste sig at være et moderne hotel med lækker mad, behandlinger, spa og en skov tæt med smaragdgrøn mos, hvor man kunne vandre i timevis, mens man lyttede til fyrrenes åndedrag og fangede solglimt mellem træerne.
Havet, selvom det var lavt og koldt, var alligevel en glæde. På begge sider af stranden strakte nøgenbader sig ud: til venstre for kvinder, til højre for mænd.
Kvindernes side fik dem til at grine: “Vi ser da stadig ud, hvis man skal sammenligne!”
Men mændenes side… der lo de af chok.
“Åh, se den tykke fyr han har mindre end min sønnesøn!” udbrød Lise.
“Og den lille fyr derovre det er helt omvendt, det er som om det er groet ned i roden,” tilføjde Tanja.
“Tak, piger!” lød pludselig en mandestemme.
Kvinderne fnisede og skyndte sig videre, mens de gemte deres ansigter. De havde glemt, at Danmark ikke helt var udlandet.
Efter middagen var ingen parate til at gå behandlingerne havde givet dem nyt liv. Strandbaren spillede musik, solen sank i havet, og samtalen gled uforvarende over på smertefulde emner både bogstaveligt og billedligt.
Den ene havde forhøjet blodtryk, den anden ondt i armen, den tredje sov dårligt. Og så kom de til det uundgåelige alderdommen, frygten for at blive alene, børnene, der havde deres eget liv.
Mette prøvede først at joke:
“Altså, verden går jo helt af lave, måske behøver vi slet ikke bekymre os om alderdommen.”
Men veninderne var allerede i gang hver især delte enten frygtelige historier eller svage håb.
Pludselig lysnede Dianas øjne:
“Kan I huske, at I mistede mig på torvet for to dage siden? Jeg mødte en gammel dame med nogle usædvanlige sten. Jeg købte denne krystal af hende.” Hun trak en grønblå, flerkantet sten med et afbrækket hjørne op af sin stofpose. “Hun sagde, den kunne vise fremtiden.”
“Hvad?” kneb Nanna øjnene sammen.
“Den viser, tror jeg. Jeg forstod det ikke helt hendes dansk var dårlig, engelsk endnu værre. Men hun sagde: ‘Der er fem sessioner tilbage.’ Og vi er netop fem. Hvorfor ikke prøve?”
Veninderne lo, men rørte alligevel ved krystallen.
**Første billede. Nanna.**
Ved 80 var Nanna fem år som enke. Hun boede i en rummelig lejlighed, holdt sig aktiv, selvom synet svigtede.
Datteren en højtstående chef, altid travl: hun havde knap nok tid til en familie. Hun passede på sin mor af pligt, uden varme.
Engang klatrede Nanna på en stol hun ville nå en gammel vase oppe på skabet for at give den til datteren. Hun faldt. Ingen brækkede knogler, men blå mærker nok. Datteren slog hænderne sammen og tog sin mor hjem “i et par dage.”
Hvidt køkken, hvide vægge, hvid ensomhed.
En dag spildte Nanna tomatjuice.
“Mor! Hvorfor skal du altid rode?”
“Nå,” prøvede Nanna at smile, “så har interiøret da lidt farve. Det ligner ellers en operationsstue.”
Men vittigheden hang i luften.
**Andet billede. Diana.**
Diana opdrog sønnen alene. Alt for ham, alt til ham.
Sønnen blev voksen, en dygtig programmør. Gift med en tysk kvinde som om han gav hende al den kærlighed, der engang tilhørte moren.
Svigerdatteren var kold som stål. Huset, overdraget “for at undgå arveafgift,” blev hendes territorium.
Diana gik med besvær, hjertet svigtede, åndenød. De passede på hende, men med irritation.
“Mor, rør ikke ved det! Mor, forstyr ikke!”
Hun tilbragte mest tiden på sit værelse, græd stille om natten, men smilede igen om morgenen.
En dag ringede hun til Nanna.
“Jeg kan ikke mere.”
“Så pak dine ting. Flyt ind hos mig. Vi klarer det sammen.”
Og det gjorde de.
Den ene kunne ikke se godt, den anden gik langsomt, men sammen fik de det til at fungere.
De grinede af deres svagheder:
“Hør her, du har fejet al skidt ind i hjørnerne igen.”
“Men midten af rummet er ren!”
Om aftenen snakkede og diskuterede de om alt: politik, fremtiden, teknologi, lykke… Deres holdninger var ofte modsatte, men det stoppede dem ikke.
Så tændte de tvet: Nanna lyttede, Diana beskrev.
“Jeg tænker nogen gange,” sagde Nanna, “at det måske er godt, at jeg ikke kan se så godt længere. Verden er blevet… grim.”
“Stop nu,” svarede den optimistiske Diana. “Vi er bare blevet relikvier, mens verden går videre.”
**Tredje billede. Lise.**
Lise havde tvillingedøtre. I alderdommen tog den ene hende hjem, den anden kom på besøg med børnebørnene.
Huset larmede, duftede af popcorn og børneshampoo.
“Bedste, blev du virkelig født, før der var internet?” spurgte den krøllede dreng forfærdet. “Så du mammutter?”
“Ja,” grinede Lise. “Og tigre med sabeltænder!”
Drengen gemte sig under bordet af forskrækkelse.
Lise kærtegnede hans hoved og tænkte: “Sådan er lykken med små krøller.”
**Fjerde billede. Mette.**
Mette, læge, levede det meste af sit liv alene. To skilsmisser, utallige vagter, hundredvis af patienter. Hun arbejdede og sparede op til alderdommen. Vidste, hun ikke kunne regne med andre.
Da kræfterne svigtede, valgte hun selv et plejehjem moderne, hyggeligt, med have og dans om onsdagen.
Og pludselig blomstrede hun.
Indkøbsture, udflugter, bingo, nye venner.
Og til dans en aften sagde en charmerende beboer med rollator:
“Må jeg være din partner til cha-cha?”
Mette lo og svarede:
“Hvis du kan holde tempoet. Måske skal vi starte med noget langsommere?”
**Femte billede. Tanja.**
Tanja og manden havde altid drømt om et hus ved havet. Og de købte det i et fjernt asiatisk land.
Nu havde de deres lille paradis: en lokal kvinde stod for mad og rengøring.
Manden havde haft et slagtilfælde, men om aftenen kørte Tanja ham i rullestol ned til stranden.
De sad og så solen synke i havet mens de talte om alt. Eller bare nød stilheden.
“Godt, vi nåede det,” hviskede han.
“Vi nåede det,” svarede hun.
Da synerne forsvandt, sad kvinderne længe tavse.
Himlen blev violet, bølgerne hviskede deres evige sang.
“Nå,” rømmede Tanja sig, “så slemt var det heller ikke, vel?”
“Tværtimod,” smilede Diana, “det var næsten menneskeligt.”
“Og smukt,” tilføjede Nanna. “Bare med færre blå mærker. Skal vi drikke vin på det?”
Alle lo.
Tjeneren bragte en ny flaske. Krystallen på bordet reflekterede solnedgangens sidste lys svagt, men vedholdende. Den revnede ikke, slukkede ikke den blev bare gennemsigtig.
“Lad det blive sådan,” sagde Mette. “Hver sin vej, men i det hele taget ikke så ringe.”
“Alderdommen er også liv,” sagde Lise og hældte i sit glas. “Bare en anden tid på dagen.”
De skålede, og havet hviskede sin enighed.
