»Hvornår kan vi flytte ind i jeres nye hus?« spurgte svigerforældrene direkte. »Forstår du ikke?« spændte Signe sig. »Nu hvor I er færdige, har vi tænkt, at I snart vil invitere os til at bo hos jer.«
»Nikolaj, forstår du ikke, at dette går over alle grænser?« Signe kunne ikke længere holde sine følelser tilbage, især fordi hendes mand lod som om, han ikke forstod, hvorfor hun blev så ophidset.
Måske havde de planlagt det hele, så hun skulle bruge årevis af sit liv på byggeriet, investere alle sine opsparede penge, og nu ville de efterlade hende med ingenting?
I modsætning til deres jævnaldrene havde de unge ikke valgt at købe en lille lejlighed til vanvittige penge. Allerede da Nikolaj og Signe datede, besluttede de at bygge et hus i fremtiden. Det var billigere, hurtigere og mere fornuftigt. I stedet for tredive kvadratmeter fik de hundrede og tredive for samme beløb.
»Der er plads til børn, og vi kan få husdyr uden problemer,« glædede Signe sig.
Heldigvis havde de allerede en grund. Den tilhørte Signes tante, som overdrog den til sin niece, da hun hørte om de unges seriøse planer.
»Jeg gav jer ikke noget ordentligt bryllupsgave, så her er min gave. Så I har et sted at få børn,« sagde hun. »Grunden har stået ubrugt i tyve år bedre den kommer jer til gavn.«
Men det var stadig svært, for at spare penge tog parret selv hånd om nogle af arbejdsopgaverne. De arbejdede efter deres faste job, i weekenderne og selv i dårligt vejr.
Signe måtte bruge sin arv. Hun fik penge fra salget af sin bedstemors lejlighed og investerede dem også i huset.
Men da huset endelig stod færdigt, vidste de, at hvert minut af arbejdet havde været det værd.
Selvfølgelig var huset ikke helt færdigt. Der var stadig mange ting tilbage både i byggeriet og indretningen. Men at de kunne flytte ind og bo helt normalt, fyldte det unge par med glæde.
De begyndte allerede at have gæster og overnatte i deres nye hjem. Signe var kun ked af én ting at Nikolajs forældre slet ikke havde hjulpet, selvom de havde været bedt flere gange.
Forældrene havde altid noget vigtigt for, og de kunne ikke hjælpe med hækken, plantning af træer eller engang med at levere et køleskab. Og de havde en stor bil med anhænger lige den slags transport, der er nødvendig på landet. Så unge måtte betale for levering.
»Er de altid så optagne? Men hvad med? De er pensionister,« undrede Signe sig.
»De lyver vel ikke,« trak Nikolaj på skuldrene.
Signe forstod, at svigerforældrene sandsynligvis var optaget, og at de bare ikke havde tid til at hjælpe, men en lille tvivl og mistillid gnavede i hende.
»Signe, den nye TV kommer i dag. Tager du imod det?« Nikolaj var på vej på arbejde og spiste hurtigt en sandwich i deres nye lyse køkken.
»Ja, selvfølgelig. Hvornår kommer de?«
»Mellem 15 og 20. Jeg gav dem dit nummer de ringer en time før.«
»Godt. Her har du din madpakke til arbejde.«
»Mange tak. Nå, jeg må afsted.« Nikolaj kyssede hende på kinden og skyndte sig ud.
Omkring klokken fire bankede det på døren.
Signe var sikker på, det var leveringen. Mærkeligt, at de ikke ringede en time før, som lovet.
Hun åbnede døren. På trappen stod Nikolajs forældre Lillian og Erik.
»Åh,« sagde Signe, så overrasket, at hun kun kunne udbryde dette ene ord.
»Hej, Signe! Kender du os ikke igen? Vi bliver rige!« smilede Lillian.
»Undskyld, selvfølgelig kender jeg jer. Jeg ventede bare ikke, at I kom.«
»Må vi komme ind?« blinkede Erik.
»Åh,« sagde Signe igen, »selvfølgelig, kom ind.«
Svigerforældrene gik ind i det store stue-køkken og så sig om.
»Hvor er det smukt her!« udbrød Lillian begejstret. »Det var godt, I byggede et hus i stedet for at købe en lejlighed. Et hus er solidt og rummeligt! Der er plads til alle!«
»Ja« nikkede Signe.
»Hvornår kan vi flytte ind?« spurgte svigerforældrene direkte.
»Forstår I ikke?« spændte Signe sig.
»Nu hvor I er færdige, tænkte vi, I snart vil invitere os til at bo her,« sagde Erik.
»Vi har ikke planlagt huset til fire,« svarede Signe forvirret.
»Er vi nogen fyrster? Et enkelt værelse er rigeligt til os!« grinede Erik.
»Vi vil gerne supplere vores pension og leje vores lejlighed ud, nu hvor vi har et sted at bo,« forklarede Lillian.
»Har I talt med Nikolaj om det?« Signe kunne virkelig ikke lide idéen.
»Ikke endnu, men han vil ikke have noget imod det, er jeg sikker på.«
Signe blev målløs over sådan en frækhed. De havde ikke hjulpet en eneste gang, og nu ville de ikke bare flytte ind, men også tjene penge på det.
Hun kunne ikke finde styrken til at sige fra, men håbede på Nikolaj.
»Er vi fremmede?« blev Erik fornærmet. »Du kunne i det mindste tilbyde os te!«
»Selvfølgelig,« svarede Signe underdanigt.
Svigerforældrene drak deres te og så sig om i stuen, da telefonen ringede.
Chaufføren undskyldte, at han havde glemt at ringe en time før, og sagde, han nu var ankommet.
Signe tog imod TVet. Budene hjalp med at bære den store kasse ind og sagde pænt farvel.
»Wow, det er kæmpestort!« udbrød Erik. »Hvor skal det hænge?«
»Her,« pegede Signe på en tom væg.
»Perfekt! Så kan vi se nyheder om aftenen.«
»Vi har faktisk ikke planlagt at sætte en TV-antenne op.«
»Haha, I er sjove! Hvad vil I så se? En sort skærm?«
»Nej. Film, serier, videoer via streaming. Ingen ser almindelig TV længere. Kun gamle mennesker,« trak Signe på skuldrene.
»Så det er os!« grinede Lillian. »Jeg snakker med Nikolaj om at få en antenne. Signe så på dem, mens de lo, og mærkede, hvordan hendes egen latter blev fanget i halsen som en klump. Hun rettede blikket mod vinduet, hvor solen langsomt gled bag trætoppene, og tænkte på alt det arbejde, de havde lagt i hver eneste mursten. Da Nikolaj kom hjem, fandt han sine forældre siddende på sofaen med en kop te og Signe stående i køkkenet med hænderne rystende om kaffekanden. Han sagde ikke meget bare nikkede, da hun så på ham. Og det var nok. Næste morgen ringede han til en ven, der boede længere ude på landet. Der var plads til leje af en gammel staldbygning. Måske kunne forældrene bo der midlertidigt.
