Vend tilbage til din mor beordrede manden og stillede taskerne ud. Mor, stop med at ringe til ham Astrid satte koppen på bordet og sukkede tungt. Mads er på arbejde, han har et møde.
På arbejde, ja, selvfølgelig Gerda Knudsen knyttede læberne. Jeg kender de der møder. I går var han også til “møde”, da han kom hjem klokken tolv. Man kunne lugte cognac på lang afstand.
Astrid gned tindingerne. Siden hun og Mads flyttede ind hos hendes mor, startede hver dag med den slags samtaler. Midlertidigt, kun et par måneder, mens deres lejlighed blev renoveret det var aftalen. Men den anden måned var ved at være slut, og der var stadig ingen ende på renoveringen.
Mor, please Astrid forsøgte at tale roligt. Du lovede ikke at blande dig.
Det gør jeg heller ikke Gerda lagde telefonen fra sig. Jeg bekymrer mig bare for jer. Du arbejder som en hest, mens han går på druk. Hvad er det for en mand?
En helt almindelig mand Astrid rejste sig fra bordet. Og han går ikke på druk. Det var et vigtigt møde med kunder, jeg har fortalt dig det.
Gerda fnøs skeptisk, men sagde ikke mere. Astrid kendte det blik moren troede ikke et ord af det.
Jeg tager på arbejde sagde Astrid og samlede sin taske. Jeg er hjemme ved otte-tiden.
Skal du ikke spise middag? Jeg har lavet bøf og kartofler.
Jeg når det ikke, mor. Møde klokken et, og så har jeg en aftale med en kunde.
Du går altid sulten i seng rystede Gerda på hovedet. Det er derfor, du ikke bliver gravid. Hvordan skal der komme børn, når du ikke spiser ordentligt?
Astrid sukkede. Emnet om børn var ømt, men moren bragte det op med uheldig regelmæssighed. Fem års ægteskab, og stadig ingen børnebørn. Uorden.
Vi ses i aften, mor sagde Astrid og kyssede moren på kinden. Mads lovede at komme hjem tidligt, så vi spiser sammen.
Hvis han kommer mumlede Gerda.
Astrid forlod lejligheden, lukkede døren blidt efter sig og lænede sig op ad væggen. I opgangen lugtede det af fugt og katte en duft fra hendes barndom. Engang føltes den hyggelig, kendt. Nu irriterede den hende bare.
I bilen ringede hun først til sin mand.
Mads, har mor ringet til dig igen?
Tre gange mandens stemme lød træt. Jeg tog ikke den.
Undskyld, hun er bare bekymret.
Bekymret? Mads grinede bittert. Hun kontrollerer hvert skridt, jeg tager. I går afhørte hun mig hvor jeg var, hvem jeg drak med, hvorfor jeg kom sent. Jeg er ikke en teenager, Astrid!
Jeg ved det Astrid startede bilen. Prøv at holde lidt længere. Entreprenøren lovede at blive færdig med badeværelset i denne uge, så er det bare køkkenet. Vi kommer hjem snart.
Mads tav. Da han talte igen, var hans stemme mere dæmpet:
Hvad hvis jeg ikke vil tilbage?
Hvad mener du? forstod Astrid ikke.
Glem det. Vi ses på arbejdet.
Han lagde på. Astrid stirrede på telefonen og mærkede, hvordan en bekymring voksede indeni. Hvad mente han? Ville han ikke tilbage til deres lejlighed? Eller ville han slet ikke tilbage til hende?
Arbejdsdagen trak ud i det uendelige. Astrid kunne ikke koncentrere sig, alt gik galt. Til mødet lavede hun fejl i tallene, og med kunden glemte hun helt at diskutere en vigtig klausul i kontrakten. Mads så hun slet ikke han var på byggepladsen og skulle først komme tilbage til aften.
Hjemme kom Astrid først klokken ni hun blev hængende for at rette fejl i papirerne. I lejligheden var det stille, kun fra køkkenet lød der dæmpet TV-støj.
Jeg er hjemme! råbte Astrid, mens hun tog skoene af.
Ingen svarede. Mærkeligt, normalt kom mor altid ud for at hilse og spørge om dagen. Astrid gik ind i køkkenet og standsede i døren.
Ved bordet sad hendes mor og Mads, og stemningen mellem dem var elektrisk. Gerda stirrede på TVet og ignorerede demonstrativt sin svigersøn. Mads drejede en kop med kold te mellem fingrene.
Hvad foregår der her? spurgte Astrid.
Mads så op på hende. Hans blik var koldt, fremmed.
Spørg din mor sagde han. Hun har tæret på mine nerver i de sidste halve time.
Mor, hvad er der sket?
Moren fnøs:
Ingenting. Jeg sagde bare et par sandheder til din mand. At han ikke er en rigtig mand, men en tøsedreng. Han kan ikke forsørge sin kone ordentligt I bor hos svigermor, fordi I ikke har råd til eget sted.
Mor! udbrød Astrid. Vi HAR eget sted!
Hvad er det for et sted? En etværelses i en betonblok affærdigede Gerda. I min tid forsørgede mænd deres familier, byggede huse. Men ham her? En eller anden projektleder
Jeg er ikke bare projektleder, jeg er afdelingschef knurrede Mads. Og jeg tjener nok. Vi bor her kun på grund af renoveringen.
Fem år sammen, og hvad har I opnået? fortsatte Gerda, uden at lytte. Ingen børn, intet ordentligt hjem. Konen slider sig halvt ihjel, alt håb er på dig, og du
Mor, hold op! Astrid hævede stemmen. Vi aftalte ingen pres, ingen snak om børn!
Gerda knyttede læberne.
Jeg vil jer bare det bedste. Min pige er snart toogtredive, tiden løber.
Astrid sank sammen på en stol ved siden af sin mand og tog hans hånd. Mads trak ikke væk, men trykkede heller ikke hendes hånd tilbage.
Mads, undskyld. Mor er bare bekymret.
Bekymret? Mads grinede bittert. Hun synes, jeg er en taber. En nul. Prøv at indrøm det hun har altid tænkt sådan, lige fra starten.
Astrid svarede ikke. Hvad kunne hun sige? Mor havde virkelig været imod deres ægteskab. “Ingen fremtid,” sagde hun. “Ingen penge, ingen forbindelser. Og fem år yngre end dig for umoden.”
Gå i seng mumlede Gerda og rejste sig. Jeg skal tage blodtryk i morgen, og I skaber bare ballade.
Hun slæbte sig ud af køkkenet og smækkede med døren. Astrid og Mads blev alene.
Undskyld sagde Astrid igen.
Hvorfor? Mads så træt på hende. Fordi din mor synes, jeg er en taber? Eller fordi du aldrig kan sige fra over for hende?
Jeg siger da fra!
Nej, Astrid. Du nikker, du siger “ved du hvad”, og så beder du mig om at holde ud. Jeg har holdt ud i fem år. Måske er det nok?
Han rejste sig og skiftede stolen.
Hvor skal du hen? spurgte Astrid bekymret.
I seng. Jeg skal tidligt op.
Astrid så ham gå ind i deres lille værelse hendes gamle børneværelse, hvor der knap var plads til en dobbeltseng. Med knyttede næver kastede hun et blik på morens dør. Hun ville storme ind, skrige, give luft til alt den frustration. Men hun kunne ikke. Hun kunne aldrig.
Næste morgen var Mads tidligt afsted Astrid hørte ham slet ikke gå. Mor sad i køkkenet med en kop te og piller.
Nå, er din prins flygtet? spurgte hun i stedet for godmorgen.
Mor, hold op sagde Astrid træt. Han er min mand. Jeg elsker ham. Og du skal respektere ham.
Man respekterer dem, der fortjener det afbrød Gerda. Din far var en rigtig mand. Intet skete i huset uden ham. Men ham din Han ringede efter en blikkenslager, da han ikke kunne ordne en læk. Hvad skal man med sådan en?
Astrid tav og spiste mekanisk sin morgenmad. Der var ingen idé i at diskutere. Mor så verden sort-hvid rigtigt og forkert. Og man kunne ikke overbevise hende.
På arbejdet så hun ikke Mads han var på byggepladsen igen. Hele dagen udvekslede de korte beskeder om arbejdet, ikke et ord om aftenen før. Om aftenen blev Astrid sent for at håbe, moren ville sove, når hun kom hjem.
Men når hun trådte ind i lejligheden, var alle lys tændt. Fra køkkenet lød der høje, skarpe stemmer. Astrid skyndte sig derhen.
Mads og Gerda stod over for hinanden. Morens ansigt var rødt af vrede, mens Mads virkede unaturligt rolig kun kindbenene arbejdede.
Hvad foregår der? spurgte Astrid og så fra den ene til den anden.
Din mand moren pegede på Mads har besluttet at flytte. Han siger, han har lejet en lejlighed og flytter i morgen.
Astrid blegnede:
Mads, er det rigtigt?
Ja nikkede han. Jeg har fundet en god lejlighed tæt på arbejde. Jeg flytter i morgen.
Hvad med mig? spurgte Astrid forvirret.
Det må du selv bestemme sagde Mads og så hende i øjnene. Enten med mig, eller her. Jeg kan ikke leve sådan her, Astrid. Hver dag at høre, hvor ubrugelig jeg er. Hver aften at retfærdiggøre, hvor jeg var, hvem jeg var med, hvorfor jeg blev længe. Det er ikke et liv.
Se! udbrød Gerda. Hører du det? Han forlader dig! Hvad sagde jeg? En uduelig mand!
Mor! Astrid vendte sig skarpt mod hende. Stop! Nu!
Gerda standsede, uventet over den tone.
Jeg er stadig din mor sagde hun med lav stemme. Og jeg ser, hvad der foregår. Lad ham gå, hvis han vil. Du er min datter, og hvad er han? Kom og gik.
Mads Astrid vendte sig mod sin mand. Lad os tale roligt. Måske behøver det ikke at gå så hurtigt
Jeg har ikke mere at sige svarede Mads. Jeg går. Med eller uden dig det er dit valg.
Han forlod køkkenet. Astrid ville følge efter, men moren greb hende i armen:
Nedværdig dig ikke, lille skat. Lad ham gå. Du finder en anden, en bedre.
Astrid rev sig løs:
Jeg vil ikke have en anden! Jeg elsker ham, forstår du det? Elsker ham!
Stop med at skrige rynkede Gerda panden. Kærlighed er til romaner. I virkeligheden skal man have en pålidelig mand, en stærk en. Men din Mads er en tøsedreng. I dag går han, i morgen ser han en anden så går han igen.
Astrid stirrede på moren og forstod pludselig klart: Intet ville ændre sig. Aldrig. Denne kvinde ville til hendes sidste dag mene, hun vidste bedst. Ville blande sig, kritisere, presse. Og Mads havde ret sådan kunne man ikke leve.
Jeg flytter med ham sagde hun fast. I morgen.
Hvad?! Gerda slog hænderne sammen. Dumme pige! Er du blevet tosset? Du har alt her tag over hovedet, mad, omsorg. Og hvad har I der? En lejet hule med en mand, der kan smide dig ud når som helst?
Bedre en lejet hule med den jeg elsker end et guldgildet bur.
Gerda blegnede:
Så mit hjem er et bur? Er jeg din fangevogter? Jeg har ofret alt for dig! Opdraget dig alene, været vågen om natten!
Og du har bebrejdet mig det hele livet sagde Astrid stille. Du slipper mig ikke, mor. Du lader mig ikke leve mit eget liv. Bygge min egen familie.
Hvad for en familie? grinede Gerda bittert. Fem år ingen børn, intet eget hjem. Alt I ved er arbejde.
Vi får ikke børn, fordi vi først ville have styr på livet forklarede Astrid. Men nu nu er jeg bare bange. Bange for, at du vil gøre det samme med børnebørnene bestemme, blande dig, kritisere.
Jeg vil jer kun det bedste!
Det ved jeg. Men din “kærlighed” kvæler os. Mig i hvert fald.
Astrid forlod køkkenet og efterlod moren målløs. I værelset sad Mads på sengen og stirrede på væggen.
Jeg tager med dig sagde hun og satte sig ved siden af ham. Undskyld, jeg ikke først forstod, hvor hårdt det er for dig.
Mads holdt om hende, trak hende tæt ind til sig.
Jeg elsker dig hviskede han. Men jeg kan ikke blive her. Hun driver mig til vanvid.
Mig også indrømmede Astrid. Hun har altid gjort det. Jeg fattede det først nu.
De lagde sig uden at tale mere om det. Astrid lå længe vågen og lyttede til morens skridt bag væggen. Gerda sov ikke hun gik rundt i lejligheden, ruskede med service i køkkenet, tændte og slukkede for TVet.
Om morgenen, da Astrid vågnede, var Mads allerede væk. Hun gik ud i køkkenet og så moren sidde ved bordet med en urørt kop kaffe.
Godmorgen sagde hun.
Godmorgen Gerda så ikke op. Din mand er allerede gået. Han sagde, han vil hente dig og dine ting i aften.
Ja, det er aftalt.
Moren så endelig op på hende, og Astrid gispede hendes blik var så tomt.
Så forlader du mig?
Mor, jeg forlader dig ikke. Jeg bor bare sammen med min mand Astrid satte sig over for hende. Vi kommer på besøg, ringer.
Selvfølgelig smilede Gerda bittert. Først hver weekend, så en gang om måneden, så kun til højtider. Jeg kender det godt.
Det bliver ikke sådan Astrid tog morens hånd. Jeg elsker dig, virkelig. Du er det vigtigste for mig. Men jeg elsker også Mads. Og vil være sammen med ham.
Du vælger ham frem for mig sagde Gerda stædigt. Du kommer til at fortryde det. Husk mine ord.
Astrid sukkede. Nu begyndte det igen. Samtalen ville føre til intet moren ville holde fast til det sidste.
Jeg skal på arbejde sagde hun og rejste sig. I aften henter jeg mine ting.
Selvfølgelig, løb du nikkede moren. Alle løber fra mig. Din far løb, nu dig. Gammel og alene. Dør alene.
Astrid lukkede øjnene et øjeblik. Hun kendte det trick fra barndommen mor elskede at spille på skyldfølelse. Og det virkede altid.
Mor, du er ikke gammel sagde hun blidt. Du er kun seksoghalvtreds. En smuk, aktiv kvinde. Måske skal du selv finde en kærlighed? Så mange år alene
Hvem gider mig viftede Gerda af. Nå, men gå nu, du kommer for sent.
På arbejdet kunne Astrid ikke koncentrere sig. Hun tænkte kun på moren, på hendes ensomhed. Hjertet knugede af medlidenhed og skyld. Måske skyndte hun og Mads sig? Måske skulle de vente, til renoveringen var færdig?
Mads sendte en besked med adressen på den nye lejlighed og billeder lys, hyggelig toværelses med stort køkken. Astrid stirrede på billederne i telefonen, føler et sug i maven. Det så ud som et sted, hvor man kunne puste frit. Hun gemte telefonen og kiggede ud ad vinduet. Byen flød forbi, men hun så den ikke. I stedet så hun sit eget spejlbillede træt, spændt, revet mellem to verdener. Da hun kom hjem, stod hendes kuffert allerede pakket i entreen. Mads bil holdt udenfor. Gerda sad i sofaen med et album i skødet, vendte siders af billeder hun aldrig havde set før. Ung Astrid i skolegården. Hendes første tand. Et billede af hende og Mads fra brylluppet, som Gerda havde klistret ind i hjørnet. Ingen sagde noget. Astrid knælede ned foran hende. Jeg elsker dig, mor. Altid. Men jeg skal leve mit liv. Gerda nikkede langsomt, uden at skrige, uden at dømme. Hendes hånd hvilede et øjeblik i Astrids hår. Så rejste hun sig og gik ind på sit værelse. Døren lukkede stille. Astrid tog sin kuffert og gik ud ad døren. Udenfor smilede Mads, da han så hende. De kørte mod deres nye lejlighed, og for første gang på måneder følte hun, at hun kunne åbne vinduet og slippe luften ind.
