Mor skal ikke nogen steder! Det er dig, der ender på gaden! råbte hendes mand og glemte, hvem der virkelig ejede lejligheden.
Mette stod ved vinduet. Den trykkende julivarme hang over byen. I gården løb børn mellem træerne og gemte sig i skyggen.
Mette, hvor er min skjorte? lød det fra soveværelset. Den ternede!
Den hænger i skabet, svarede hun uden at vende sig. På den øverste hylde.
Anders dukkede op i døren til stuen, mens han knappede den skjorte, han havde fundet. Høj, solid, med en håndværkers hårde hænder. Engang havde de hænder virket så sikre på hende.
Hør her, begyndte han og rettede på sin krave. Min mor kommer i dag. Gør rent ordentligt, sidste gang klagede hun hele aftenen over støvet.
Mette vendte sig langsomt mod sin mand. Noget indeni hende snørede sig sammen af den velkendte irritation.
Din mor klager altid over noget, sagde hun lavmælt. Sidste gang var bøffen for tør, gangen før var suppen for salt.
Så gør det bedre, trak Anders på skuldrene, som om han talte om vejret. Hun er en erfaren kvinde, der giver gode råd, og så tager du det som en fornærmelse.
Mette knyttede hænderne. Lejligheden tilhørte kun hende. Hun havde fået denne torumslejlighed, før de mødtes, indrettet den efter sin smag, brugt alle sine opsparinger på renoveringen. Og nu kom Birthe hver gang, flyttede på tingene og belærte hende om, hvor alt skulle stå.
Anders, vi bor i min lejlighed, mindede Mette ham om. Måske skulle du tage det til efterretning?
Hendes mand stivnede, allerede med hånden på dørhåndtaget.
Hvad prøver du at sige? Anders stemme blev mørk. At jeg ikke hører til her?
Jeg siger, din mor opfører sig, som om hun ejer stedet, Mette gik et skridt nærmere. Og du lader hende.
Mor bekymrer sig om os! Anders vendte sig helt mod hende. Om sin familie! Forresten, hun opgav endda sin egen lejlighed for sin yngste søn!
Mette smilede bittert. Den historie om at hjælpe den unge familie var blevet trættende.
Din mor gav Peter en torumslejlighed for to år siden, sagde hun langsomt. Og hvad så? Nu har hun ret til at diktere i mit hjem?
I vores hjem! råbte Anders. Vi er gift!
På din løn på tredive tusind ville vi have lejet et hjørne på udkanten, ordene slap ud, før hun kunne stoppe dem.
Hendes mands ansigt mørknede. Anders slog døren i bag sig uden at sige mere. Mette stod tilbage i den stille stue, vejret tykt af det usagte. Hun gik langsomt hen til vinduet og så ud over gården, hvor børnene nu legede med en bold. En af dem lo højt, lyden svævede op gennem varmluften. Hun trak vejret dybt, mærkede det kolde træk fra vindueskarmen mod sin kind og besluttede, at hun ikke ville flytte ét eneste møbel mere.
