Anders kom ikke tilbage. Hans ting var væk. I skabet hangende tomme bøjler. På natbørdet lå en seddel, skrevet på en lille papirlap: »Jeg kunne ikke klare det. Undskyld.«
Da Mette blev syg, gik verden ikke under den stoppede bare med at trække vejret.
Først kom svagheden og smerter i kroppen, så fejren, som hverken piller eller indsprøjtninger kunne få ned. Derefter kom smerten i brystet, som om nogen stak en glohed jernstang ind og langsomt drejede den. Hun lå på sofaen, indhyllet i et tæppe, og stirrede på loftet mens hun tænkte: »Er det bare influenza? Eller noget værre?«
Den aften kom Anders sent hjem. Han tog jakken af, smed nøglerne på kommoden og spurgte uden at se på hende:
»Ligger du igen? Der er ikke vasket op. Det er et rod herhjemme.«
»Ja,« hviskede hun. »Jeg kan ikke rejse mig.«
Han sukkede, som om det var hendes skyld at være syg, at ligge, at forstyrre hans aften.
»Nå, men så lig du. Jeg skal i bad.«
Han gik ikke hen til hende. Krammede hende ikke.
Hun sagde ingenting. Hun havde ikke kræfter til at blive sur.
Næste dag blev hun indlagt på hospitalet. Diagnosen lød skræmmende: dobbeltsidig lungebetændelse, kompliceret af en virusinfektion, mistanke om autoimmun komponent. Lægerne talte hurtigt, nøgternt, uden følelser men i deres øjne læste Mette: »Dette kan ende ganske galt.«
Hun bad sygeplejersken om at hente hendes telefon, så hun kunne ringe til Anders.
Sygeplejersken kom med den. Mette ringede. Han svarede ikke.
Hun prøvede igen en time senere. Og igen. Og igen.
Ved fjerde opkald tog han røret. Hans stemme var ligegyldig, som om hun havde vækket ham midt i en vigtig drøm.
»Hvad?«
»Anders jeg er blevet indlagt. Det er alvorligt. Jeg har brug«
Hun nåede ikke at sige mere han afbrød.
»Jeg er på arbejde, Mette. Ikke nu.«
»Men jeg er bange«
»Du er en voksen kvinde. Lægerne er der. Skal jeg droppe alt og løbe derhen?«
Hun tavbedes. En klump lå i halsen.
»Okay,« sagde hun stille. »Undskyld at jeg forstyrrede.«
Han svarede ikke. Lagde bare på.
Tredje dag på hospitalet.
Mette lå med drop i armen og stirrede ud ad vinduet. Bag glasset grå himmel, vådt asfalt, enkelte fodgængere i regnjakker. På stuen var der stille kun lyden af et ur og ventilationen.
Hun ringede til Anders igen. Ingen svar.
Så kom patienten i sengen ved siden af og sagde:
»Lad mig lige sige det han er taget afsted. Han gav mig nøglerne.«
»Taget afsted? Hvorhen?«
»Det sagde han ikke. Pakkede bare sine ting og tog afsted.«
Mette lukkede øjnene. Nog var revet over i hendes bryst. Ikke hendes hjerte noget usynligt, tyndt, som i årevis havde bundet hende til ham.
Hun græd ikke. Hun havde ikke engang kræfter til det.
Syvende dag kom hendes mor.
Hun stormede ind på stuen med en taske, poser og et blik, som om hun var klar til at smadre hospitalet, hvis nogen så meget som så forkert på hendes datter.
»Hvad er han dog for et kryb!« udbrød hun, da hun så Mette. »Hvordan kunne han?«
Mette prøvede at smile, men det blev svagt.
»Mor«
»Ti stille, stille. Jeg er her. Nu er jeg hos dig.«
Mor blev. Sov på en foldestol ved siden af sengen, kogte bouillon og bragte den i en termokande, bad lægerne om de bedste medicin, skændtes med personalet, hvis noget ikke var som det skulle.
»Du er ikke alene,« gentog hun hver morgen. »Du er ikke alene, Mette.«
Og for første gang i lang tid troede Mette på det.
Udskrivning.
Tre uger senere blev hun udskrevet. Svag, slank, med mørke ringe under øjnene men i live.
Derhjemme var alt, som hun havde efterladt det. Kun støv på hylderne og en muggen lugt. Beskidt service. Anders kom ikke tilbage. Hans ting var væk. I skabet tomme bøjler. På natbørdet en seddel: »Jeg kunne ikke klare det. Undskyld.«
Mette stirrede længe på ordene. Så knugede hun sedlen og smed den ud.
Mor hjalp hende med at rydde op, vaske vinduer, lufte ud.
»Vi starter med en ren tavler,« sagde hun.
Mette nikkede.
Første måned efter sygdommen.
Hun kunne knap gå. Det var svært at trække vejret. Men hver dag tog hun ti skridt mere end i går. Så tyve. Så gik hun ud på altanen, og senere ned i gården.
Fra arbejdet ringede de. Spurgte, hvornår hun kom tilbage.
»Snart,« svarede hun.
Selv om hun ikke vidste, om hun overhovedet ville vende tilbage.
Tilbagevenden.
Efter seks uger dukkede hun op på kontoret. Kollegerne så varsomt på hende som på en skælven vase, der kunne knuses ved et uheld.
»Vi er så glade for at se dig!« sagde chefen og krammede hende.
Mette smilede. For første gang i lang tid ægte.
Arbejdet blev hendes redning. Hun glemte smerten, tomheden i brystet, at hun engang havde elsket en mand, der forsvandt i hendes mørkeste stund.
Om aftenen skrev Mette i sin dagbog. Hun klagede ikke bare noterede:
»I dag gik jeg tre gader uden at få vejrtrækningsbesvær.
I dag spiste jeg et helt æble.
I dag tænkte jeg ikke på ham.«
Efteråret.
Løvene faldt. Mette købte en ny frakke varm, mørkerød. Farven på livet, ikke sygdom.
Hun begyndte at gå til yoga. Så fotokursus. Og om lørdagen på biblioteket.
Livet blev ikke perfekt. Men det blev hendes eget.
En aften, som hun gik hjem fra arbejde, så hun i en butiksvindue en lille glasfigur af en hest i farvet glas.
Hun stoppede.
Som barn havde hun drømt om en hest. En hvid hoppe med en manke som en sky. Forældrene havde grinet: »Vi har en have, ikke et ridehus!« Men engang havde far taget en træfigur med hjem grov, men med venlig øjne.
Mette gik ind og købte den glasheste.
»Det er et symbol,« sagde ekspedienten. »Frihed. Styrke. Overlevelse.«
»Det ved jeg,« smilede Mette.
Vinteren.
Anders ringede i december.
»Mette kan vi tale?«
Hun tav.
»Jeg jeg vidste ikke, det var så alvorligt. Trodde, du bare var forkølet. Og så så skammed jeg mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vende tilbage.«
Hun stirrede ud ad vinduet. Bag glasset sne, gadelygter, stilhed.
»Du kom ikke tilbage, Anders. Du forsvandt. Da jeg havde mest brug for dig var du væk.«
»Jeg forstår. Undskyld.«
»Tilgivelse er ikke noget, jeg bare kan give dig. Det er noget, du skal fortjene. Og du prøvede ikke engang.«
Han tav.
»Jeg savner dig,« hviskede han.
»Men jeg gør ikke,« svarede hun. »Jeg savnede den, du kunne have været. Men du blev en anden.«
Hun lagde på.
Hjerte gjorde ikke ondt. Ikke en smule.
Foråret.
Mette solgte de gamle møbler, købte nye. Fik en sort kat med grønne øjne. Kaldte den for Forår.
Hun begyndte at skrive noveller om sygdom, om heste, om kvinder, der lærer at trække vejret igen.
Mor kom hver weekend. De drak te, lo, så gamle film.
»Du skinner,« sagde mor en dag.
»Gør jeg?«
»Ja. Som om der er tændt et lys inden i dig.«
Mette smilede.
»Måske fordi jeg ikke længere er bange for mørket.«
Sommeren.
Hun tog til landet til en barndomsveninde. Der var marker, en å, en stald.
Første dag gik hun hen til en brun hest med varm åndedræt og bløde øjne.
»Må jeg?« spurgte hun staldkarlen.
»Hop op,« svarede han. »Bare vær ikke bange.«
Hun satte sig i sadlen. Hesten gik. Vinden i ansigtet, græsset under hovene, himlen over hovedet.
Mette lukkede øjnene.
Og for første gang i lang tid følte hun ikke bare livet men frihed.
Epilog.
Et år gik.
Mette tænkte ikke længere på Anders. Uden had, uden savn bare ikke. Han blev et kapitel. Smertefuldt, mørkt, men forbi.
Hun ledte ikke efter ny kærlighed. Men var heller ikke bange for den.
Hun levede.
Og det var hendes sande sejr.
»Nogle gange bliver du forladt, ikke fordi du er uværdig til kærlighed.
Men fordi den anden ikke kan være der, når det virkelig gælder.
Så lærer du at være der for dig selv.
Og det er nok. Og det er nok.
