Bedragets Illusion
I konservatoriet arbejdede Freja og havde aldrig interesseret sig for andet end musik. Det havde været hendes liv siden barndommen: moren og musikken. Som 28-årig var hun ikke gift, havde haft et forhold til en kollega, men deres veje skiltes det var for kompliceret, når begge var dygtige og fanget i hver sin verden.
Men de sidste tre måneder havde hun været sammen med Mads, en advokat. De mødtes tilfældigt i en café tæt på konservatoriet. Hun havde ikke lyst til at gå hjem, for nylig havde hun begravet sin mor, og nu fyldtes hjemmet af stilhed og ensomhed.
“Pige, hej, hvorfor ser du så trist ud?” sagde Mads, der havde iagttaget hende, mens han nippede til sin kaffe. “Jeg hedder Mads. Og du?”
Hun var smuk og på en måde fjern, tænkte han, og besluttede at lære hende at kende.
“Freja,” svarede hun blidt med et lille smil.
Siden da havde de set hinanden ofte. Mads overnattede ofte hos hende og havde endda friet, men hun havde endnu ikke sagt ja.
“Jeg kan ikke give dig et svar nu, Mads. Min mor er lige gået bort.”
Moren havde opdraget hende alene. Freja havde aldrig mødt sin far hvem han var eller hvor han blev af, spurgte hun aldrig om. Hun forstod, at det måske var et ømt punkt for moren, der aldrig selv nævnte ham. Og nu var moren væk. Sorgen og ensomheden tyngede hende. Tanker om at finde sin far strejfede hende.
“Jeg ved det ikke engang selv,” fortalte hun Mads. “Jeg har aldrig mødt ham. Hvad hvis jeg finder ham, og han ikke vil kende mig?”
Freja havde boet sammen med sin mor og aldrig blandet sig i husholdningen. Hun anede ikke engang, hvordan man betaler regninger det stod moren for, mens hun selv levede for musikken. Selvom moren advarede hende:
“Freja, du burde sætte dig lidt ind i vores anliggender. Hvad gør du, når jeg ikke er her mere? Du lever jo i din egen verden. Åh, livet bliver svært for dig.”
“Mor, du klarer det altsammen så fint hvorfor skulle jeg blande mig?” lo datteren.
Men livet er hårdt og uforudsigeligt. Pludselig var moren taget fra hende. Hun blev syg uden varsel og gik bort hurtigt. Lægerne kunne ikke gøre mere.
“Det var for sent at gøre noget.”
“Men hun klagede aldrig,” græd Freja.
“Måske ville hun ikke bekymre dig,” svarede lægen. “Men kroppen sender altid signaler.”
Mads var en hurtig ung mand. Da han første gang besøgte Freja i hendes lejlighed, blev han forbavset. På væggene hang dyre malerier, selvom Freja aldrig interesserede sig for kunst. Hun var vokset op med dem. Men Mads forstod sig på sådant.
Om aftenen spillede Freja musik, forberedende til en kommende koncert, mens Mads lyttede eller lod som om han lyttede. For længst havde han regnet ud, at der var noget at vinde hos Freja. Han gennemgik papirer og morens breve. Den eneste slægtning var en tante, Mette, der boede i Jylland. Så han besluttede at gifte sig med Freja så hurtigt som muligt hun var den eneste arving.
Det frustrerede ham, at hun ikke ville acceptere hans frieri endnu. Hun kendte ham ikke så længe, og der var tvivl i hende var han den rette? Men Mads gav ikke op og insisterede på at gifte sig. Han vidste, hun søgte sin far.
En dag mødte han hende og sagde:
“I aften har vi gæster. Vi skal lige handle champagne og lidt andet.”
“Hvilke gæster?” spurgte Freja forvirret.
“Jeg har fundet din far.”
“Mads, er det sandt? Hvor? Jeg troede altid, han boede langt væk måske i udlandet.”
“Jo, han bor her i byen.”
Da de kom hjem, ringede det på døren en halv time senere. Mads åbnede, og Freja så en høj, mørkhåret mand.
“Min datter!” udbrød han og omfavnede hende. “Jeg har aldrig set dig før. Du er så smuk. Jeg hedder Kristian.”
Frejas mellemnavn var faktisk Kristiansdatter. Så fulgte samtaler.
“Din mor og jeg gik fra hinanden, men hun fortalte mig aldrig, hun ventede et barn.”
Mads greb chancen:
“Kristian, nu hvor det er gået så godt, vil jeg gerne bede om din datters hånd.”
Freja, stadig rystet over mødet med sin far, var målløs.
“Hvis Mads elsker dig, har jeg intet imod det,” smilede han. “Jeg velsigner jer og glæder mig til brylluppet.”
Siden da besøgte Kristian ofte. Men Freja fik ikke mange detaljer om hans forhold til moren han sagde bare, det var kortvarigt.
Freja inviterede sin tante Mette og hendes mand til brylluppet. Mette ankom langt før for at hjælpe med forberedelserne.
En aften ringede det på døren.
“Åh, vi nåede det knap,” sagde Mette. “Vi tog toget.”
De mødte Mads, men han tog hjem, så Freja kunne være med familien. Under samtalen bekendte Freja:
“Tante Mette, jeg har fundet min far eller rettere, Mads fandt ham. Han hedder Kristian.”
Mette udvekslede et blik med sin mand.
“Åh nej…”
“Hvad er der galt?” spurgte Freja.
“Din far hed ikke Kristian. Han hed Jens Jens Henrik. Din mor opfandt dit mellemnavn. Freja, jeg ved det hele. Din mor ville ikke have, du fandt ud af det. Din far er Jens Henrik Sørensen, rektor for dit musikconservatorium.”
“Jens Henrik? Det kan ikke passe! Han var min musiklærer! Hvem er så Kristian?”
“Det må vi spørge Mads om. Hvorfor har han iscenesat dette? Har du overhovedet arvet noget endnu?”
“Nej, det har jeg ikke. Jeg skal til notaren men der er vel kun lejligheden?”
“Freja, du aner det ikke! Vores forældre var velhavende. Din mor havde en stor bankkonto, og malerierne er meget værd. Da vores forældre døde, delte din mor og jeg arven. Du er ikke nogen fattig forældreløs. Og min mand og jeg har ingen børn vores arv går også til dig.”
Freja aflyste brylluppet.
Hun havde altid været fjern fra sådant og havde aldrig spurgt sin mor om arv. Nu forstod hun, hvorfor Mads havde hastet.
“Tante Mette, ved min far, at jeg eksisterer?”
“Nej. Og hans mor er skyld i det. Hun arrangerede et bedre ægteskab til ham og splittede dem. Din mor vidste ikke, hun var gravid, da de slog op. Jens adlød sin mor og giftede sig med en anden, men det varede ikke. Senere så han din mor med en baby og troede, hun var gift. Hun fortalte ham aldrig sandheden. Hvem Kristian er, må vi finde ud af.”
“Tante Mette, Jens Henrik gav mig min eksamensbevis og anede ikke, jeg var hans datter.”
Senere samme aften fik Mads en ubehagelig overraskelse. Freja aflyste brylluppet og pakkede hans ting. Han turde ikke protestere over for Mette og hendes mand han vidste, han var afsløret. Kristian så hun aldrig igen.
“Jeg føler mig lettet,” sagde Freja. “Der var noget, der føltes forkert med Mads.”
Dagen efter kom Freja hjem fra arbejde, og Mette smilede.
“I aften får vi besøg.”
“Hvem nu?” spurgte Freja nervøst.
“Vent og se.”
Da det ringede på døren, åbnede Mette og kom tilbage med Jens Henrik.
“Gud, min datter, hvor ligner du mig,” sagde musikprofessoren og åbnede armene. “Undskyld, jeg vidste ikke, du eksisterede. Mette fortalte mig det.”
De sad længe den aften, og Freja lærte meget endda om en halvbror. Jens Henrik havde en søn, der var militær og boede langt væk.
“Men det er dig, der har arvet min kærlighed til musik,” sagde han. “Min søn fulgte ikke i mine fodspor.”
“Og jeg tænkte altid, hvorfor jeg elskede musik så meget, når alle i familien er ingeniører!” lo Freja. “Det er dine gener, far.”
Siden da så Freja ofte sin far. De besøgte hendes mors grav sammen. Han introducerede hende for sin kone, Helle, der viste sig at være venlig, og senere mødte hun sin bror, da han var på besøg.
Et år senere giftede Freja sig med Nikolaj, søn af en af Jens Henriks venner. Nikolaj, der underviste i økonomi, forelskede sig i hende ved første blik.
Mette og hendes mand kom til brylluppet og var glade for Nikolaj en seriøs og pålidelig mand.
