**Dagbog**
*I dag har jeg ikke mere kræfter til at holde masken. Jeg sad på kanten af sofaen og drejede nervøst en tråd i mit tæppe. Efter endnu en skænderi med Kasper følte jeg bare, at jeg gerne ville forsvinde for altid. Selvfølgelig kunne jeg blive skilt Men modet til at indgive skilsmissepapirerne manglede. To års ægteskab føles nu som et mareridt, især de sidste seks måneder Kasper blev pludselig en hensynsløs hjemme-“konge”, der hver dag fandt nye grunde til at hakke på mig.*
*Det startede i morges med en tilsyneladende harmløs situation. Jeg havde bestilt en ny ansigtscreme.*
*”Spilder du igen penge på ligegyldigheder?” hørte jeg Kaspers stemme, da jeg kom hjem med pakken. Jeg prøvede at forklare, men han hørte ikke efter.*
*”Tænker du overhovedet på os? Eller kun på dig selv? Ansigtscreme? Pengene kunne være bedre brugt, fx til at hjælpe mine forældre.”*
*”Kas, hvorfor skal det altid være sådan? Jeg arbejder, jeg har mine egne penge. Og jeg hjælper da altid dine forældre.”*
*”Hvad hjælper du med? Småpenge! De har brug for rigtig hjælp, forstår du? Du er en egoist, Freja. Alt handler kun om dig. Du bruger næsten alt, hvad du tjener, på skønhedsprodukter og tøj!”*
*Hans stemme blev skarp, øjnene lynede. Jeg kunne ikke holde det ud og brast i gråd. Som altid smækkede Kasper med døren og lod mig være alene med min smerte. Han gjorde det altid provokerede mig, og så forsvandt han bare*
*Jeg husker tydeligt, hvordan det hele begyndte. Kasper virkede perfekt. Omsorgsfuld, kærlig, opmærksom. Men langsomt ændrede det sig. Eller måske så jeg bare ikke den rigtige Kasper før nu?*
*Om aftenen kom han hjem. Jeg sad i køkkenet og drak te.*
*”Har du grædt igen?” spurgte han uden at se på mig.*
*”Nej Du sårede mig bare.”*
*”Jeg sårede dig? Det er din egen skyld. Du burde tænke dig om.”*
*”Hvad gør jeg forkert?” spurgte jeg stille.*
*”Alt! Du gør ikke en indsats. Jeg slider på arbejde, og hvad laver du? Halvdelen af dagen banker du på en tastatur, den anden halvdel hænger du bare rundt derhjemme!”*
*”Jeg arbejder også, mindst lige så meget som dig,” protesterede jeg, men fortrød det med det samme.*
*”Hvad er dit arbejde værd? Håndører! Jeg forsørger familien. Du burde sætte pris på det, Freja. Og jeg har ikke engang hørt et tak fra dig gennem hele vores ægteskab! Selvom jeg fortjener det!”*
*”Jeg sætter pris på det, Kas Men det betyder ikke, at du kan tale sådan til mig.”*
*”Hvordan skal jeg ellers tale til dig? Du er altid utilfreds. Og din evindelige gråden gør mig vred! Lader du mig altid se ud som et monster?”*
*”Kasper Du er altid sur. Jeg tør ikke sige noget, ikke købe noget, ikke engang slappe af om dagen. Hvis du opdager, at jeg har lagt mig lidt, råber du straks! Jeg kan ikke holde til det længere”*
*”Hold nu op! Du spiller altid offeret. Jeg er træt af det!”*
*Hans stemme lød så afskyelig, at det gjorde ondt fysisk.*
*”Jeg forstår ikke, hvad der foregår,” hviskede jeg. “Hvorfor behandler du mig sådan?”*
*”Gør bare, som du skal, og irriter mig ikke, så går det nok.”*
*Jeg så på ham. Der var ingen varme eller kærlighed i hans øjne. Kun irritation.*
*”Skal vi ikke tale sammen?” foreslog jeg. “Måske gå til parterapi?”*
*”Til terapi? Det er dig, der har brug for det. Du er skør,” afbrød han. “Du opfinder altid problemer ud af ingenting.”*
*Efter de ord besluttede jeg mig. Da han gik ind for at se TV, tog jeg min gamle notesbog frem og begyndte at planlægge min flugt. Det skulle gøres omhyggeligt.*
*Næste dag gik jeg tidligere ud end normalt. Jeg besluttede mig for en café, hvor jeg kunne få ro til at tænke. Da jeg havde fået min kaffe, åbnede jeg notesbogen og skrev:*
*”Første skridt: find et deltidsjob. Jeg har brug for flere penge. Andet skridt: lej en lille lejlighed eller værelse. Tredje skridt: pak mine ting. Fjerde”*
*”Freja?”*
*Jeg så op og mødte mine tidligere klassekammerat Mettes blik.*
*”Mette! Sikke et tilfælde!”*
*”Det er længe siden,” smilede hun. “Hvad laver du her?”*
*”Jeg sidder bare og tænker,” svarede jeg undvigende.*
*”Er der sket noget? Du ser ikke glad ud.”*
*Jeg havde ikke hørt et venligt ord i årevis. Jeg klagede ikke til mine forældre de skulle ikke bekymres og Kasper havde langsomt skubbet alle mine venner væk. Jeg kunne ikke holde det tilbage og brød i gråd.*
*”Mette, det er så hårdt. Kasper kritiserer og ydmyger mig konstant. Jeg kan ikke mere. Jeg er bange for, at han snart slår til. Han har truet under skænderier”*
*Jeg talte, og Mette lyttede, uden at afbryde.*
*”Jeg vil væk fra ham,” fortsatte jeg. “Jeg vil så gerne, Mette! Men jeg er bange. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare mig.”*
*”Freja, løb! Jeg lover, jeg ikke lader dig i stikken. Jeg hjælper dig.”*
*”Virkelig?”*
*”Selvfølgelig! For det første er du ikke alene. Kom og bo hos mig et stykke tid. Kan du huske adressen? For det andet, vær ikke bange for at søge hjælp. Der er gratis psykologhjælp til kvinder i din situation.”*
*”Det vidste jeg slet ikke,” indrømmede jeg.*
*”Nu gør du. Og tro på dig selv. Du er stærk. Du klarer det.”*
*Efter arbejde mødtes vi igen. Og efter to timers snak følte jeg mig som et nyt menneske.*
*Om aftenen ventede Kasper på mig. Han sad i lænestolen og så TV.*
*”Hvor har du været?” spurgte han uden at vende sig.*
*”Gået en tur,” svarede jeg.*
*”Du går meget tur for tiden. Har du fundet en anden?”*
*Mit hjerte blev iskoldt.*
*”Hvad siger du?” protesterede jeg.*
*”Hvorfor ikke? Jeg bliver ikke overrasket, hvis du er utro. Du er sgu snu.”*
*”Kasper, stop,” sagde jeg træt. “Jeg orker ikke mere.”*
*”Hvad vil du høre? Komplimenter? Glem det.”*
*Jeg tog en dyb indånding og forsøgte at holde roen.*
*”Kasper, vi skal tale sammen.”*
*”Om hvad? Din utroskab?”*
*”Nej, om os. Om vores ægteskab.”*
*”Og hvad vil du sige?”*
*”Jeg vil skilles.”*
*Han så forbløffet på mig.*
*”Hvad siger du?”*
*”Jeg siger, jeg vil skilles. Jeg kan ikke leve sådan længere. Du ydmyger mig konstant. Jeg er ulykkelig med dig.”*
*”Du er vanvittig! Skilsmisse? Hvem tror du, du er uden mig? Ingen! Du burde takke mig for, at jeg gider dig.”*
*”Jeg skylder ingen noget. Jeg vil være lykkelig.”*
*”Lykkelig? Tror du, du bliver lykkelig uden mig? Du tager fejl. Ingen vil have dig. Forstår du det?”*
*Jeg svarede ikke. Jeg ville ikke diskutere mere. Beslutningen var taget.*
*”Jeg går i morgen,” sagde jeg roligt.*
*”Hvor vil du hen?” råbte han. “Hvor skal du bo? Du har ingen penge!”*
*”Det rager ikke dig. Jeg skal nok klare det.”*
*”Jeg giver dig ikke lov!” brølede han. “Jeg finder dig og får dig til at fortryde, at du nogensinde blev født! Uskikkelige! Jeg har givet dig alt, løftet dig op, og det er sådan, du takker mig?”*
*Jeg svarede ikke. Vendte mig bare og gik ind i soveværelset. Jeg skulle pakke.*
*Kasper sov i stuen. Jeg lå vågen og stirrede på loftet. Fremtiden skræmte mig. At være alene. Måske aldrig finde lykken. Men mest af alt var jeg bange for at blive hos Kasper.*
*Om morgenen vågnede jeg tidligt. Vaskede mig, klædte mig på og gik ud i køkkenet. Kasper sad allerede og drak kaffe.*
*”Du går ingen steder,” sagde han. “Glem alt om at stikke af, mens jeg er på arbejde!”*
*”Jeg har allerede besluttet mig,” svarede jeg.*
*”Jeg tillader det ikke!”*
*”Det er nok, Kas”*
*”Forstår du ikke, hvad jeg siger?”*
*Han rejste sig og kom hen mod mig. Jeg blev bange.*
*”Kom ikke nærmere,” bad jeg. “Kas, gå væk!”*
*Han skubbede mig ind i væggen. Jeg slog hovedet og faldt. Han løftede sin knyttede næve. Jeg trak vejret skælvende, men denne gang skreg jeg ikke. Jeg løsrev mig med et dybt, utrætteligt skub og stormede ud ad døren med kun min taske og notesbogen i hænderne. Regnen piskede mod ansigtet, mens jeg løb mod metrobilletten, men jeg følte den knapt. Hver trin væk fra lejligheden var et skridt mod friheden. Da jeg nåede Mettes dør og hun åbnede med åbne arme, brast jeg sammen men denne gang af lettelse. Jeg var ikke længere fanget. Jeg var fri.
