Mette sad ved køkkenbordet og bladrede gennem en stak regninger. Hendes mand, Henrik, var for længst taget på arbejde, men hun kunne ikke få sig selv til at rydde op. Tankerne summede i hovedet på hende som en sværm forstyrrede bier. De seneste måneder havde familiens fred været ødelagt deres yngste søn, Mads, havde testet deres tålmodighed til bristepunktet.
Mette havde drømt om endelig at kunne leve for sig selv: indrette soveværelset som hun ønskede, købe nye, moderne møbler til stuen. Men det var gået i vasken deres ældste datter, Freja, var lige blevet skilt fra sin dovne mand og var flyttet hjem igen med sine børn, Emil og Ida. Det største værelse var nu deres.
Og nu var der Mads bryllup med hans forlovede, Josefine, om en måned. Allerede for flere uger siden havde han taget hende med hjem, og nu boede syv mennesker i deres lejlighed, trængt som sild i en tønde.
Josefine trådte ind i køkkenet. Mette så op og mærkede straks irritationen stige.
“Godmorgen, Mette,” sagde Josefine og rettede på sit perfekte hår. “Skal du spise morgenmad? Eller er det bare mig?”
Hun tiltalte sin kommende svigermor uden formaliteter, kun ved fornavn. Denne arrogante, selvoptagne pige havde aldrig vakt andet end modvilje hos Mette. Hvis det stod til hende men Mads var fuldstændig betaget af hende, så hun og Henrik måtte bide det i sig.
“Jeg har spist,” svarede Mette kort. “Vent fem minutter, så rydder jeg lidt op, og du kan tage over.”
Josefine hældte vand i et glas. “Mette, jeg ville lige spørge dig om noget. Mads og jeg har talt om, hvor vi skal bo efter brylluppet Hvad synes du?”
Mette lagde regningerne fra sig. Nu kom den snor, de havde trukket i i månedsvis.
“Vi har allerede talt om det, Josefine. I kan få det ekstra værelse.”
Josefine satte glasset hårdt ned. Hendes ansigt antog det udtryk, Mette havde døbt “beskærmende foragt.”
“Lad os være ærlige, Mette. Denne lejlighed er dejlig. Men det er jeres lejlighed. I har boet her i tredive år. Og nu med Freja og børnene det er ikke længere tre, men fem mennesker. Mads og jeg vil ikke leve under et mikroskop.”
“Hvordan forestiller I jer livet efter brylluppet?” spurgte Mette, mens irritationen boblede i hende. “I har intet sted at bo. Det eneste, I kan være sikre på, er en lejebolig.”
“Det er netop det, vi taler om,” svarede Josefine og satte sig. “Den anden lejlighed, den lille én-værelses, som I udlejer. Kunne vi ikke bo der?”
“Den er allerede lejet ud. Og hvad så?”
“Vi kunne overtage den. Det ville være perfekt. Vi ville selvfølgelig betale eller måske kunne I bare give den til os?”
Mette smilede skævt. “Jeg har to børn, Josefine. Skal jeg virkelig give jer en lejlighed og lade Freja gå tomhændet?”
“Freja kan blive boende her,” trak Josefine på skuldrene. “Hun har jo børnene. Der er plads nok.”
“Freja kan ikke bo her for evigt,” knugede Mette sine hænder. “Hun har brug for sit eget liv. Og jeg gentager: Jeg giver jer ikke den lejlighed. I er unge og arbejder. I må selv spare op til jeres fremtid.”
“Det tager årevis!” udbrød Josefine. “Mads har lige fået forfremmelse, men selv med det vil det tage fem til syv år at spare op! Vi vil bo vores eget liv nu!”
“Hvorfor så det store bryllup?” Mettes stemme blev skarp. “Hvorfor limousiner, duer og et festmåltid til hundrede mennesker, hvis I ikke engang har råd til en egen lejlighed? Hvorfor ikke bare blive viet i stilhed og bruge pengene på en udbetaling?”
“Det er din måde at tænke på,” svarede Josefine køligt. “Men Mads og jeg vil have en fest. Jeg vil have en smuk kjole, jeg vil vise alle mine venner, at vi ikke er nogle fattigrøve. Kan du ikke forstå det?”
“Jo,” nikkede Mette. “Jeg forstår, at du vil blære dig. Men jeg ved også, at ingen bolig er den hurtigste vej til skilsmisse. Kloge mennesker sørger først for et hjem, så gifter de sig.”
Josefine sendte hende et giftigt blik og forlod køkkenet. Hun havde intet svar.
***
Om aftenen kom Mads med samme krav Mette forstod straks, at Josefine havde sat ham op til det. Denne gang brokkede han sig over deres nylige bryllupsdag:
“I kunne have fejret det hjemme! Lavet noget grillmad på sommerhuset. Billigere og hyggeligere. De penge kunne jeg virkelig bruge lige nu! Hvor meget brugte I? 50.000? 100.000 kroner?”
Mette vendte sig mod ham.
“Er det mig, du siger det til?” hendes stemme knækkede. “Dig, som ikke engang kunne spare op til en ordentlig jakkesæt? Vi købte din bryllupstøj! Vi betaler for størstedelen af jeres fest, vi måtte tage et lån for at tilfredsstille jeres ønsker! Og så bebrejder du mig?”
“Skrig ikke af mig,” snerrede Mads. “Jeg siger bare, at jeg fortjener mit. Hvor skal jeg tage min kone hen? Herind? Til et lortelejet lejemål? Mor, jeg spørger dig!”
“Og jeg spørger, hvorfor hendes forældre ikke kan hjælpe jer!” råbte Mette. “Du forlanger, at jeg giver jer den eneste sikkerhed, jeg har til min alderdom! Den lejlighed bliver udlejet, som den altid har været!”
“I har levet jeres liv. Nu er det vores tur!”
“Glemmer du, at du har en søster, Mads? Freja har børn. Hun har brug for hjælp mere end jer!”
Pludselig trådte Josefine ind. “Freja kan bede sin eksmand om hjælp,” sagde hun skarpt. “Eller få den lejlighed, I vil efterlade hende. Giv os den lille vi kræver ikke jeres store lejlighed. Ikke sandt, Mads?”
Skænderiet eskalerede. Alle mente, de havde ret. Mads og Josefine havde længe ignoreret al anstændighed de bad ikke længere, de krævede en lejlighed, de ikke havde fortjent.
***
En uge før brylluppet var der endelig ro. Mads og Josefine havde taget til venner på landet, Freja og børnene besøgte en kusine i en anden by. Mette og Henrik sad og så fjernsyn, da der blev ringet på døren. De vekslede et blik de ventede ikke gæster.
Henrik åbnede. Døren knirkede, og straks lød en skinger stemme Josefines mor, Birthe.
“Hej, Henrik. Er Mette hjemme? Lad mig komme ind!”
Mette følte kulden brede sig. Hun havde kun mødt den kommende svigermor et par gange, men det var nok til at vide, hvilken type kvinde hun var. Josefine var en kopi af sin mor.
Mette skyndte sig ud i entréen. Lige i tide Birthe var allerede i færd med at tage skoene af.
“Hvad skylder vi æren?” spurgte Mette uden at hilse.
Birthe smilede skævt. “Hej, Mette. Jeg er kommet for at tale med dig. Der er noget, vi skal afklare. Ungerne skal jo giftes snart, og min lille Josefine er ude af den. Hun kom grædende hjem i går og brokkede sig over dig!”
Mette løftede et øjenbryn. “Jaså? Hvad har jeg nu gjort?”
“Lad nu være med at spille dum,” fnøs Birthe. “Hvorfor vil du ikke lade dem få den ledige lejlighed? Den står jo tom! Er din egen søn ikke noget værd?”
Henrik sukkede dybt. Mette greb hans hånd, en stærk advarsel om at holde sig tilbage.
“Birthe, hvorfor køber du og din mand ikke en lejlighed til dem? Hvorfor er det mit ansvar?”
Birthe så oprigtigt forvirret ud. “Hvor skulle vi få de penge fra? Vi har ikke mange penge. Hvis jeg havde en ekstra lejlighed, ville jeg give den til dem med kyshånd Nå, men Mette! Stop med at være så stædig og giv dem lejligheden. Skal vi virkelig skændes?”
Henrik kunne ikke holde det ud længere. Han skubbede Birthe blidt mod døren og brølede:
“Nok nu! Ud, med det samme! Og sig til din datter, at hun ikke får så meget som en fod på tærsklen!”
Birthe forsvandt under en strøm af bandeord. Henrik ringede til Mads og sagde, at han havde fået nok sønnen fik besked på at finde et andet sted at bo, så snart han kom hjem.
