**Dagbogsindlæg en kærlighedshistorie med sorg**
*”Spå for mig, bedstemor,”* bad jeg, mens jeg sled i min tallerken med suppe.
*”Hvad er der galt, min skat?”* Bedstemor satte sig over for mig og kiggede mig ind i øjnene. *”Synes du ikke om suppen? Skal jeg lave kartofler med pølser i stedet?”*
*”Nej, det er okay. Jeg har ikke sult,”* mumlede jeg og lod skeën glide rundt i suppen.
*”Der er noget, der tynger dig. Fortæl mig det. Måske kan jeg hjælpe?”* spurgte hun varsomt.
Jeg sukkede og lagde skeën fra mig.
*”Alle pigerne på universitetet går i flotte, moderne tøj. De kigger på mig, som om jeg er et udskud. Ingen griner direkte af mig, men jeg hører det alligevel. Og drengene lægger slet ikke mærke til mig.”*
*”På grund af tøjet?”* gentog hun.
*”Også på grund af det. Jeg er gammeldags og grim.”*
*”Hvem har fyldt dit hoved med sådan noget vrøvl? Du er den smukkeste pige, jeg kender. De er bare misundelige. Og hvad angår tøj Jeg får min pension i morgen. Så går vi ud og køber dig en ny kjole.”* Hun smilede blødt.
*”Nej, bedste.”* Jeg rystede på hovedet. *”Jeg vil have rigtige designerjeans. Ved du overhovedet, hvad de koster? Hvordan skal vi så betale regningerne? Jeg burde have taget fjernstudier. Så kunne jeg arbejde og hjælpe til.”*
Bedstemor rynkede panden.
*”Stop nu. Så længe jeg lever, skal du studere ordentligt. Fjernstudier? Nej tak. Du får masser af tid til at arbejde senere. Og dem, der griner, er dumme mennesker. Det er ikke tøjet, der gør en person værdifuld.”*
*”Hvem har brug for en uddannelse i dag? Du er så naiv, bedste. Måske skulle jeg alligevel prøve at finde et arbejde?”* spurgte jeg forsigtigt.
*”Glem det,”* svarede hun skarpt. *”Jeg mister tillægget, hvis du skifter. De penge har vi brug for.”*
Jeg sænkede hovedet. Det var håbløst. Hun forstod ikke, hvor pinligt det var at gå i sin mors gamle nederdel og genbrugte bluse, når man var 19. Ja, de var pæne nok, men ikke moderne.
*”Spis nu. Jeg skal nok finde på noget. Jeg har en idé.”* Hun rejste sig og gik ind i sit værelse.
Jeg hørte hende rode i skufferne, åbne og lukke dørene. Da jeg kom ind, sad hun på sengen og stirrede ud ad vinduet.
*”Bedste, undskyld,”* sagde jeg og krammede hende.
*”For hvad, min skat? Du har ret. Du har brug for en ny jakke, nogle støvler”* Hun sukkede.
*”Bedste, du må ikke låne penge. Vi kan ikke betale dem tilbage,”* sagde jeg skyldbevidst.
*”Det skal jeg ikke. Jeg har en ring. Den gav din bedstefar til mig. Du vil nok ikke bære den alligevel. Jeg sælger den i morgen. Har du stadig ikke spist?”* Hun rejste sig pludselig.
*”Jeg spiser senere. Vil du ikke spå for mig i stedet?”*
Hun vendte sig hurtigt mod mig.
*”Hvad er det nu, du finder på? Hvad ved jeg om at spå? Jeg kan det slet ikke.”*
*”Jo, bedste,”* insisterede jeg. *”Mor sagde, du spåede hende til far.”*
*”Hvornår har hun fortalt dig det?”* spurgte hun forvirret.
*”Hun sagde det,”* gentog jeg stædigt.
*”I unge vil altid vide fremtiden på forhånd. Men hvorfor? Skæbnen er skrevet i stjernerne. Og den kan ikke narres. Kan man virkelig stole på spaadomme? Jeg vil ikke sige noget ondt, selv hvis jeg ser det i kortene, for så vil du bare bekymre dig og tiltrække det.”*
*”Så spå noget godt,”* grinede jeg.
*”Uden at spå ved jeg allerede, at alt bliver godt. Bare vent.”*
*”Kom nu, bedste. Hvad skader det?”* Jeg klemte mig ind til hende og kiggede hende bedende ind i øjnene.
*”Åh, din lille ræv. Nå, men så lad os gøre det.”* Hun rejste sig, åbnne skabet og tog en ny pakke frem. *”Sæt dig ved bordet.”*
Hun satte sig over for mig, glattede den hvide kniplingsdug ud og begyndte at blande kortene.
*”Tænk på dit største ønske,”* sagde hun.
Jeg nikkede og holdt vejret, mens jeg fulgte hendes hænder. Hun handlede rutineret, som om hun havde gjort det hele livet.
*”Er du klar?”* Hun lagde kortene ud på bordet, billedsiden ned. De var større end almindelige kort, med intrikate mønstre.
Ét efter ét vendte hun dem. Studerede dem grundigt, før hun åbnede det næste. Da alle kort lå åbne, kiggede hun på mig og smilede.
*”Ser du?”* Hun pegede på to kort. *”To syvere sammen. Du vil snart møde din sande kærlighed.”* Hun pegede på to andre. *”En ung hjerter konge og dig ved siden af. Der er mange par. Det sker sjældent.”* Pludselig rynkede hun panden.
*”Hvad er der, bedste?”* pressede jeg.
*”Alt er godt. Bare rolig. Klør… Der venter dig snart bekymringer.”* Hun løftede blikket. *”Men hvem lever uden dem? Glæde kommer ikke uden sorg. Man taber noget, finder noget nyt. Sådan er livet.”*
Hun talte længe, og jeg lyttede og prøvede at huske hvert ord.
*”Bedste, kan man se…”*
*”Nej, nok nu. Fik du svar på det, du ville? Om kærlighed, ikke? Der kommer en i dit liv. Meget snart.”* Før jeg kunne nå at spørge mere, samlede hun kortene. *”Sæt nu vand over til te.”*
Vi drak te, og jeg vendte tilbage til spaadommen om hjerters kongen.
*”Han arbejder et offentligt sted, ung. Mere siger kortene ikke,”* svarede hun undvigende.
*”Men bekymringerne? Sker der noget med dig?”* spurgte jeg pludselig.
*”Hvorfor spørger du? Der sker ikke noget med mig. Og hvis der gør, er det ikke vigtigt. Jeg har levet mit liv. Det vigtigste er, at du får et lykkeligt liv. Og tro mig, det får du. Tiden vil vise resten. Jeg sagde jo, jeg ikke kan spå.”*
Næste dag gik jeg på universitetet med et løftet hjerte. Ja, de grinede måske af mit tøj, men jeg vidste nu, at alt ville gå, som bedstemor havde sagt. For man elsker ikke en person for tøjet, men for sindet. Det havde hun ret i.
Efter forelæsningen gik jeg langsomt hjem og nød solen. Men da jeg så en politibil og en forsamling foran opgangen, skyndte jeg mig.
*”Mette, stakkel, der er sket noget frygteligt…”* Naboens stemme skar gennem luften. Hun tørrede øjnene med et lommetørklæde.
*”Hvad? Hvor er bedstemor?”* Jeg løb mod døren.
Mit hjerte hamrede, da jeg løb op ad trappen. Døren stod på klem, og jeg gik forsigtigt ind. Ting lå spredt på gulvet, skabe stod åbne. En mand i uniform rejste sig fra sofaen.
*”Er du Mette Kristensen?”*
*”Ja. Hvem er du? Hvor er bedstemor?”* råbte jeg, men vidste allerede svaret.
*”Overbetjent Nielsen. Din bedstemor, Karen…”*
*”Er hun syg? Hvorfor ligger alt her? Sig det nu!”* skreg jeg desperat.
*”En nabo fandt hende og ringede til politiet. Hun var blevet slået i hovedet, men ikke hårdt. Hun døde af et hjerteanfald.”*
Jeg stirrede på ham og holdt for munden for ikke at skrige.
*”Sæt dig.”* Han førte mig til sofaen, hentede et glas vand og tvang mig til at drikke.
*”Er bedstemor blevet myrdet?”* hviskede jeg.
*”Hente din bedstemor sin pension på posthuset?”*
*”J-ja, hun brugte ikke kort,”* svarede jeg med skælvende stemme.
*”Var der noget af værdi her? Penge, smykker, malerier?”*
Jeg så mig omkring.
*”Nej. I går sagde hun, hun ville sælge en ring. En guldring med en stor gul sten. Den fik hun af bedstefar. Hun skulle have pension i dag.”*
*”Der var ingen penge eller ring på hende. Tyven har måske set hende på posthuset eller i pantelåneren. Måske fulgte han hende hjem…”*
*”Så hun blev dræbt for en pension?”* Tårerne løb ned ad mine kinder.
*”Det ser sådan ud. Men vi fanger ham,”* lovede han.
*”Bedstemor…”* Jeg bed mig i læben.
*”Var der nogen, hun skændtes med?”*
Jeg rystede på hovedet.
*”Hun var god mod alle. Selve den drukne Peter fik engang penge af hende.”*
*”Og Peter…”* begyndte han.
*”Han bor i lejlighed 12. Men han kunne ikke…”* Jeg kunne ikke holde det tilbage længere og brast i gråd.
Han stillede flere spørgsmål om mine forældre, mit studie… Jeg svarede mekanisk.
*”Jeg kommer igen i morgen. Måske husker du noget.”*
Naboen hjalp med at rydde op og tog mig med hjem til sig, men om natten vendte jeg tilbage. Hvad nu hvis bedstemor kom hjem og blev bekymret? Så huskede jeg, at hun ikke ville komme nogensinde igen, og græd.
Vi boede alene. Mine forældre døde for år siden i en bilulykke. En buschauffør kørte over for rødt, og bussen kolliderede med en lastbil. De sad forrest. Mor døde på stedet, far dagen efter på hospitalet.
Næste morgen vågnede jeg og huskede det hele. Hvordan skulle jeg klare mig uden hende? Jeg så hendes briller på fjernsynet og lagde dem automatisk i etui. Hun glemte dem altid.
Klokken elleve kom politimanden igen.
*”Overbetjent Nielsen,”* præsenterede han sig.
Hans navn lød bekendt.
*”Var du her i går? Undskyld, jeg husker det ikke.”*
*”Det forstår jeg godt. Jeg hjælper dig med begravelsen. Naboerne har samlet penge sammen.”* Han lagde en bunke sedler på bordet. *”Du skal med mig… Find noget pænt tøj til din bedstemor.”*
Jeg gik tavst hen til skabet. Blikket faldt på en mørkeblå kjole. Sidste år, da hun skulle til fødselsdag, foreslog jeg, hun skulle tage den på. Men hun sagde, den var til hendes begravelse. Jeg blev vred dengang. Troede, hun ville leve for evigt. Nu huskede jeg det samtale. Jeg tog kjolen og lagde den i en pose. Vi gik side om side gennem det kølige efterårsluft, jeg med posen i hånden, han med pelsen trykket ind mod kroppen. Da vi nåede kapellet, standsede jeg op og så op mod himlen, hvor en enlig fugl trak sit billede hen over skyerne. Jeg tænkte på kortene, på hjerters kongen, på sorg og glæde og løfter, der aldrig holdes. Og jeg vidste, at selv om bedstemor ikke var der, så var hun alligevel aldrig gået.
