**Overgangsalderen**
Fordi de havde vidt forskellige opfattelser af, hvordan man opdrager et barn, blev Ditte og Anders skilt. De gav hinanden skylden, hver på sin måde.
“Anders har aldrig været god til at tage ansvar, så det var altid mig, der måtte løse alle problemerne lige fra Nikolajs første fødselsdag,” forklarede Ditte.
“Min ekskone kunne bare ikke slappe af. Hun ville altid have styr på alt og opfandt en masse unødvendige regler, så hun var konstant ulykkelig,” svarede Anders.
Nikolaj var fjorten og boede hos sin mor. Han så sin far én gang om ugen eller fire gange om måneden, hvis man tæller weekenden og onsdagen efter fodboldtræning. Selvom Ditte og Anders havde været skilt i næsten elleve år, var ingen af dem kommet videre. Anders boede alene i sin mors lejlighed hun var død for syv år siden efter en lang sygdom.
Når Nikolaj var hos sin far, især det sidste år, slappede Ditte en smule af. Men hvad hjælper det? Hun bekymrede sig alligevel. Hun mente ikke, man kunne kalde hendes eksmand for ansvarlig.
“At joke og grine det er lige ham. Han elsker at have det sjovt. Men at bygge et seriøst forhold? Det lykkedes aldrig rigtigt. Før Nikolaj kom, var alt perfekt. Men efter hans fødsel ændrede alt sig,” sagde hun til sin mor og veninder.
Da Nikolaj var lille, hjalp Anders stort set ikke. Han undgik husligt arbejde og viste ingen omsorg. Ditte tog det fulde moderskab på sig, mens Anders aldrig rigtig følte sig som en far. Så kom små skuffelser, som gradvist blev større. Til sidst gik de fra hinanden.
Sådan så Ditte på deres skilsmisse. Anders havde sin egen version.
“Vi forstod ikke hinanden. Jeg troede, det ville være fantastisk at få et barn at vise ham verden, lære ham ting. Men Ditte gjorde forældreskabet til en tortur af regler og frygt. Hun bekymrede sig konstant om sygdomme, der måske ikke engang fandtes. Jeg blev bange for at røre ham. Og hvis jeg prøvede at hjælpe, var det aldrig godt nok. Til sidst gav jeg op,” fortalte han sine venner. Det gjorde ondt han følte sig som en fiasko som far.
“Anders, vi bliver nødt til at blive skilt,” sagde Ditte en dag. Til hans overraskelse var det næsten en lettelse.
Så de blev skilt i fred og fordragelighed. De aftalte, at Anders stadig skulle se sin søn.
“Hvorfor kæmpe imod, når hun alligevel ikke hører efter? I hendes øjne har hun altid ret,” tænkte han.
Nu var der gået næsten elleve år. Anders var ikke blevet gift igen én gang var nok. Men karrieremæssigt gik det fremragende. Ironisk nok netop på grund af hans legesyge. Han designede computerspil, og det gik rigtig godt han tjente fint.
Ditte havde ryddet op efter aftensmaden og gik mod Nikolajs værelse.
“Han har igen glemt at slukke lyset i badeværelset. Hvornår lærer han det? Han er helt sin fars søn,” tænkte hun irriteret. Hun åbnede døren til hans værelse, på trods af skiltet: “Adgang forbudt.”
Der sad han, som altid øjne fastklistret til skærmen uden at kigge op.
“Nikolaj, det tager to sekunder at slukke lyset. Du er ikke en baby længere.”
“Ja, ja,” mumlede han.
“Du har en halv time til, så skal du i gang med lektier. Husk, du har en prøve i morgen.”
En halv time senere sad han stadig foran skærmen. Hun tvang ham til at lukke computeren og åbne historiebogen. Nikolaj rullede med øjnene og mumlede nogte uforståeligt.
Ditte begyndte at lave suppe til i morgen, så Nikolaj bare kunne varme den. Mens hun skrællede kartofler og løg, tænkte hun:
“Hvor længe skal denne overgangsalder vare? For halvandet år siden ændrede han sig pludselig totalt umulig. Teenagere Alle går igennem det. Men hvis det fortsætter, bliver jeg sindssyg.”
Lørdag kom Anders for at hente Nikolaj. Drengen styrtede ud af sit værelse.
“Jaaaa, far! Endelig!” Anders glædede sig også til deres weekend.
“Har du husket dine bøger?” spurgte Dritte strengt.
“Åh gud, mor, altid de bøger!” protesterede Nikolaj, men greb sin tunge taske og fulgte sin far ud ad døren med et overfladisk farvel.
Inden døren smækkede, råbte Dritte:
“Anders, hjælp ham med matematikken! Han klarer det dårligt Og historie går heller ikke godt. Vi vil ikke have en doven dreng! Og nej, I skal ikke leve af pizza hele weekenden!”
Anders og Nikolaj satte sig i bilen og udvekslede et grin.
“Hvad skal vi lave i dag?” spurgte faren.
“Biograf, så parken,” sagde sønnen med et skævt smil. “Og først pizza!” Begge grinede.
Nu hvor sønnen var større, havde Anders fundet en god måde at nå ham på. De havde lært at være venner. Men venskab opstår ikke af sig selv det kræver tid, fælles interesser og lette samtaler uden moralprædikener. Teenagere hader at blive belært.
“Hvordan går det i skolen?”
“Det går, far. Jeg klarer det. Du kender mig.”
“Selvfølgelig gør du det. Men hvis du er i tvivl om noget, så sig det.”
“Det er fint, men historielæreren hader mig uden grund Den eneste seje lærer er idrætslæreren…”
Da de var kørt, tænkte Dritte:
“Selvfølgelig er han glad for sin far. Men først da Nikolaj blev stor, gad Anders rigtig at være sammen med ham. Typisk alt det sjove, mens alt det hårde arbejde er mit. Opdragelse, lektier, madlavning Far er bare den fede storebror. Og derfor elsker Nikolaj ham.”
“Det var en fantastisk weekend. Løb hjem nu,” sagde Anders, da han kørte Nikolaj hjem søndag aften.
“Far, det var så fedt! Tak!”
Efter weekenden måtte Dritte til forældremøde. Hun var allerede nervös. Læreren viste hende Nikolajs karakterer: Et par firere, en femmer i idræt resten treere og toere.
“Nu får han virkelig en overhaling,” tænkte hun og hørte knap nok efter læreren.
“Nikolaj risikerer at dumpe i historie og matematik. Han er klog nok, men doven og han spiller computerspil i timerne…”
Dritte følte sig knust. Hun gik hjem i chok.
“Ikke mere computer, før karaktererne er bedre! Hvornår skal han nå det? Året er næsten slut…”
Hjemme greb hun Nikolajs laptop, lukkede den og tog den med ud.
“Ingen spil før sommerferien! Du skal have styr på historie og matematik. Skammer du dig ikke?”
“Åh, mor. Overreager nu ikke. Du stresser altid over ingenting.” ord, der lød præcis som hans fars.
Dritte fortsatte med at skælde ud, indtil døren smækkede Nikolaj var løbet. Hun greb telefonen.
“Anders, Nikolaj er løbet hjemmefra! Han har talt om at bo hos dig!”
“Rolig, vi finder en løsning.”
“Far, jeg vil bo hos dig,” sagde Nikolaj, da Anders åbnede døren.
“Det vil jeg også, men din mor siger nok nej.”
“Tving mig ikke tilbage. Jeg lover at forbedre karaktererne.”
“Okay, bliv her. Jeg snakker med din mor.”
Til hans overraskelse gav Dritte ikke ret meget modstand. Hun virkede trist og opgivende. Det lykkedes at overtale hende.
Næste morgen vækkede Anders sin søn:
“Op, Nikolaj! Klokken er syv. Morgenmad, og så afsted.”
Men da han kiggede ind senere, sov drengen stadig. Han fik ham ud af sengen, smurt nogle madder og kørt ham i skole.
“I dag ligger du klokken ti,” lovede Nikolaj.
En uge gik, og de havde det godt sammen pizza, snak, ingen stress. En morgen kom Nikolaj ikke i skole.
“Far, rolig, læreren er syg,” forsikrede han. Det skrev flere gange.
Dritte blev indkaldt til skolen. Læreren var bekymret:
“Nikolaj pjækker. Han har ikke forbedret sine karakterer han dumper i historie og matematik.”
Dritte var rasende. Sådan gik det, når faren passede barnet! Hun ringede til Anders.
“En rigtig far-søn! Jeg henter ham i dag!”
Da hun stormede ind i Anders lejlighed, kunne hun knap tale. Nikolaj forstod, at der var ballade, og løb.
“Din søn pjækker! Han dumper! Han skal til reeksamen i juli!”
Anders beroligede hende, selvom han også var skuffet. Han havde troet på sin søn.
Senere ringede Drittes mor.
“Nikolaj er hos mig. Han siger, han ikke kan bo hos jer. Lad ham blive her.”
“Han er hos mor,” sagde Dritte lettet.
“Græd ikke,” sagde Anders og klappede hende på skulderen. “Vi skal have en fælles plan. Din mor holder ikke til ham længe. Han var ligesom mig som dreng Smart, han ved, hun ikke siger nej. Forbud virker ikke. Vi må samarbejde. Hvornår har du ferie?”
De tog på fælles ferie med telte og rygsække og historie- og matematikbøger. Dritte hjalp med historie, Anders med matematik. Ferien blev en succes.
Dritte og Anders sad i bilen uden for skolen og ventede spændt. Nikolaj skulle op i begge fag samme dag.
“Han klarede det!” jublede Dritte, da Nikolaj kom farende ud med sit papir.
“Jeg bestod! Friiihed!”
“Godt gået,” sagde begge forældre. “Nu får I det bedste is i byen,” sagde Anders og trådte på speederen.
I cafeen så Dritte på sin eksmand og søn, der drillede hinanden. Hun følte ingen vrede uden ham var det aldrig lykkedes. Hun smilede. Anders så det:
“Se, det gik. Frygt ikke, vi er et team nu.”
Dritte vidste, fortiden var forbi. Men nu forstod de hinanden. Sammen kunne de klare alt.
