Fra en brudt gryde
Lille Ane vidste fra en tidlig alder, at hun var smuk, for alle omkring hende påpegede det.
“Vores lille pige er så køn, hun skiller sig virkelig ud blandt de andre piger,” sagde hendes mor glædeligt til alle kolleger og bekendte.
Og ja, alle kunne se det og var enige hvad kunne man sige, når det nu var sandt? Naboens kone var dog lidt mere skeptisk:
“Børn er altid søde, men når de bliver voksne, ændrer det sig,” rettede hun sig selv, “ikke alle, selvfølgelig, men det sker.”
Ane voksede op, og da hun nåede 10. klasse, var hun blevet en slank og elegant skønhed. Hun blev arrogant og forkælet, vidste, at alle ville opfylde hendes ønsker især drengene, der stirrede længselsfuldt efter hende.
Efter gymnasiet kom hun ikke ind på universitetet, selvom hun drømte om en højere uddannelse, så hun tog i stedet på handelsskolen. Dengang var der ikke betalt uddannelse, så hun fik en diplom som merchandiser.
“Datter,” sagde hendes mor, “lad mig få dig ansat i vores fabrikslaboratorium. Det er ikke hårdt arbejde, du skal ikke løfte tunge ting, og du er jo så fin.”
“Hvad med mit merchandiser-diplom?”
“Åh, hvem arbejder egentlig efter deres uddannelse? Og hvorfor skulle du dog arbejde i handel?” besluttede moren, der selv havde arbejdet på fabrikken hele livet sammen med Anes far.
Så Ane blev laborant. På det tidspunkt var hun blevet endnu smukkere, vidste, hvad hun var værd, og forelskede sig i Mads, en ingeniør fra den nærmeste afdeling. Deres kærlighed var passioneret og intens, de datede ikke længe, før Mads friede til hende.
“Før nogen tager dig fra mig, vil du så ikke gifte dig med mig?” spurgte han med et smil og rakte hende hånden.
“Ja,” svarede hun lykkeligt.
Brylluppet var som alle andres i fabrikkens kantine. Dengang, i de gamle dage, var alle bryllupper ens. Ikke alt for overdådige, men med mange gæster.
Kort efter brylluppet opdagede Ane, at hun ventede barn.
“Mads, snart bliver vi en større familie,” fortalte hun sin mand.
“Fantastisk, jeg er så glad, Ane,” sagde han og krammede hende.
De fik en datter, også en lille skønhed, der lignede moren mest. Alle var lykkelige.
Tiden gik. Datteren voksede op, startede i børnehaven, Ane og Mads arbejdede. Efter barslen ændrede Ane sig ikke i udseendet, men i personlighed. Hun begyndte at se sig selv som en dronning, mens hun gradvist nedgjorde sin mand. Mads tilbragte mere og mere tid med deres datter Sofie. Han hentede hende i børnehaven, læste godnathistorier og puttede hende.
Ane var altid optaget. Hun kom sent hjem fra arbejde, ikke altid, men ofte, med undskyldningen om travlhed på jobbet, selvom Mads vidste, at ingen i laboratoriet arbejdede overtid. Han turde ikke irettesætte hende, for hun kunne skabe en scene, der rungede gennem hele lejligheden. Han ynkedes over deres datter og ville ikke, at hun skulle høre eller se deres skænderier.
“Mads, dine kolleger så din kone med direktøren på restaurant,” sagde nogen til ham, men han så bare ned.
“Mads, hvorfor giftede du dig med en smuk kvinde?” spurgte hans venner. “Du ved godt, at en smuk kage ikke forbliver uspist længe”
Alle fortalte ham åbent, at Ane var populær blandt mænd og ikke bare enhver mand, men højtstående mænd, ikke en almindelig dansk ingeniør som ham. På det tidspunkt havde Ane en affære med Anton, en ministeriel embedsmand. Han forkælede hende med smykker og dyre gaver.
Mads blev en stille, undergiven mand. Alt husligt arbejde faldt på ham, for slet ikke at tale om datteren. Ane uddelte bare ordrer: Sofie skulle lave lektier, Mads skulle handle, lave mad og gøre rent. Tanken om skilsmisse strejfede ham ikke engang han var bange for at såre datteren.
Men så kom de økonomisk hårde tider, og den embedsmand, Ane havde en affære med, mistede sin position og ikke kun ham. Anton blev mistænkt for korruption.
“Ane, hvis de spørger om mig, så sig ikke for meget,” sagde han engang. “Jeg tror ikke, vi ses igen.”
Og sådan gik det. Anton forsvandt eller rettere, hun fandt ud af, at han var blevet anholdt. Ikke nok med det, hun blev også kaldt til forhør. De stillede spørgsmål og holdt hende tilbage. Ane var rædselsslagen, græd og bønfaldt dem om at slippe hende løs hun vidste intet om Antons forretninger.
Efter noget tid blev hun løsladt på grund af mangel på beviser, men hendes ry var allerede ramt. Hun kom hjem med en følelse af at have svømmet i beskidt vand. Hun havde mistet alt. Hendes opsparinger var væk, Mads havde solgt halvdelen af deres ejendele for at hjælpe hende. Hun blev fyret fra fabrikken, og Mads afviste hende, men han indgik ikke skilsmisse for Sofies skyld. De levede som naboer under samme tag.
Der var et øjeblik, hvor han overvejede at gå, men han var bange for, hvordan det ville påvirke datteren hun havde også brug for sin mor.
Da Ane opdagede hans tanker, tog hun en beslutning:
“Mads, bliv hos mig. Forlad mig ikke. Tilgiv mig. Det sker ikke igen.”
Mads forlod hende ikke, men han rørte hende ikke.
“Du har været sammen med andre,” sagde han.
“Men jeg gjorde det for vores families skyld,” svarede hun.
Snart faldt hun dog i gamle vaner og fandt en ung assistent, en frisk fyr ved navn Emil. Hendes netværk og forretningstalent hjalp hende tilbage på fode, og hun startede et nyt liv i det ændrede Danmark. Hun lånte penge og lejede en souvenirbutik på en travl gade med mange turister. På få år ejede hun to butikker.
“Mads, jeg flyver til Tyrkiet for at købe varer. Hent mig i lufthavnen,” beordrede hun. “Jeg tager til Polen mød mig der Eller, hvorfor stopper du ikke dit arbejde og hjælper mig med forretningen?”
“Nej, jeg er ingen forretningsmand,” nægtede Mads.
“Men jeg har brug for en mands hjælp fysisk styrke,” insisterede hun.
“Der er masser af arbejdsløse mænd derude,” svarede Mads koldt.
Så fandt Ane sin egen løsning Emil blev hendes assistent og elsker. Hun mødtes med ham på hoteller. Der kom penge ind i hjemmet, men mellem hende og Mads var der kun et naboforhold. Han vidste godt om Emil og nævnte det engang imellem.
“Hvis du gav mig opmærksomhed, havde jeg ikke brug for en ung ‘assistent’,” skyndte hun sig at svare.
“Jeg kan ikke røre dig,” svarede han afvisende.
Tiden fløj. Datteren Sofie blev færdiguddannet og flyttede til Jylland med sin mand. Nytåret nærmede sig. Ane fløj til Kina, mens Mads fejrede med venner i Sverige. De mødtes hjemme til nytår.
“Ane, hvad er det?” stirrede han forbløffet på hende. “Hvordan ser du så ung ud?”
Hun virkede virkelig forynget ingen mave, selvom hun for nylig var blevet tykkere. Nu var hun slank og elegant som i gamle dage.
“Hvor meget kostede det?”
Ane fnisede hysterisk og svarede så alvorligt:
“Alt. Jeg gav alt.” Hun rakte hænderne frem ingen diamanter. “Det er takket være kinesiske foryngelsesbehandlinger. Masser af akupunktur og massage. Det kostede en formue.”
Hun ville ikke ældes, ikke når hun havde den unge Emil ved sin side. Til Mads sagde hun:
“Du er blevet gammel, men se mig lige.”
“Vi er på samme alder er du ikke også gammel?”
Men hun lo bare, mens han blev trist. Ane kunne ikke stoppe sig selv. Men pengene blev færre behandlingerne var dyre, og fortjenesten var ikke, hvad den havde været. Så fik Mads et hjerteanfald. Han blev indlagt, kom hjem, kunne ikke arbejde længere og ældedes markant.
“Åh Gud, skulle jeg også se sådan ud?” tænkte Ane, når hun så på ham og huskede, at de var lige gamle.
“Ane, sid lidt med mig,” bad han engang imellem.
“Jeg har ikke tid, Mads. Min tid er penge. Du ved det.”
En dag kom Ane kørende til butikken, hvor Emil ventede med en mappe.
“Læs det her,” sagde han og rakte hende papirerne.
“Hvad er det? Jeg har ikke tid til at læse papirarbejde.”
“Ane, det er ikke bare papir. Nu ejer jeg alt her. Du er ikke længere ejer,” sagde han hånligt.
Hun sad hos en advokat.
“Ane, jeg kan desværre ikke hjælpe dig,” gentog advokaten.
“Han har bestukket dig. Hvor meget gav han? Jeg giver mere,” insisterede hun.
“Min professionelle integritet er ikke til salg,” svarede advokaten. “Hans papirer er i orden og alle har din underskrift.”
“Men jeg troede, det var midlertidigt!” råbte hun.
“Du burde have læst det grundigere eller spurgt mig.”
“Men dine honorarer er for høje,” fnøs hun.
“Så du ville spare penge? Så har du ikke noget at klage over.”
Ane forlod advokaten som en slået hund. Men da hun kom hjem, tænkte hun pludselig:
“Jeg har brug for penge. Mange penge.”
“Ane, hvad sker der med din forretning?” spurgte Mads blidt.
“Ingenting. Vi har intet. Men jeg har brug for penge.”
“Hvad har vi tilbage?”
“Lejligheden.”
“Nej, ikke den,” protesterede han.
“Vi sælger den og køber noget billigt i forstaden,” besluttede hun.
“Og hvad skal jeg så?”
“Jeg køber en computer til dig. Så kan du glæde dig til et virtuelt liv.”
Hun grinede. Ane var sikker på, at hun ville genopstå som en fugl føniks hun ville komme tilbage, tjene penge igen.
