»Din tid er omme,« sagde manden og pegede på døren.
»Igen den lugt! Jeg har bedt dig om ikke at ryge inde i huset!« Grethe smækkede vinduerne op i stuen og rystede arrigt gardinerne. »Gud, selv sofaen stinker. Hvad skal Lise og hendes mand tænke, når de kommer til aftensmad?«
»Hvad skal de tænke?« Esben slukkede demonstrativt sin cigaret i askebægeret. »De tænker, at der bor en helt almindelig mand i dette hus, som en gang imellem ryger. Stort problem.«
»Almindelige mænd, Esben Kristensen, ryger på altanen eller ude. De forgifter ikke hele huset med deres røg. Jeg får hovedpine af din rygning.«
»Nu begynder det,« Esben rullede med øjnene. »Femogtyve år har du levet med en ryger, og der var ingen problemer. Nu pludselig får du hovedpine. Måske er det overgangsalderen, lille Grethe?«
Grethe stivnede og bed sig i læben. Dette emne hendes alder og alle de ændringer, der fulgte med blev Esben ved med at bringe op, som om han prøvede at ramme hende, hvor det gjorde allermest ondt. Og på en eller anden måde ramte han altid plet.
»Hvad har det med noget at gøre?« Hun vendte sig mod vinduet for at skjule de tårer, der pressede på. »Jeg beder bare om en smule respekt. Er det virkelig så svært at gå ud på altanen?«
»Respekt?« Esben fnøs. »Hvor er din respekt for mig? Jeg kommer hjem efter arbejde og vil bare sidde roligt i min lænestol, drikke te og ryge. Ikke rende frem og tilbage som en lille dreng. Det er trods alt mit hus!«
»Vores hus,« rettede Grethe stille.
»Nå ja, vores,« gav Esben modvilligt efter. »Men det er mig, der betaler huslejen. Og renoveringen. Og din nye vinterfrakke.«
Grethe sukkede dybt. Det argument havde hun hørt tusind gange før. Ja, hun havde ikke arbejdet de sidste femten år først passede hun børnene, så plejede hun sin svigermor, og så… så blev hun bare vant til at være hjemmegående. Og Esben blev vant til at kaste det i hovedet på hende.
»Jeg vil ikke skændes igen,« sagde hun træt. »Jeg beder dig bare om at ryge på altanen. Lise har astma, det bliver svært for hende at trække vejret.«
»Fint,« Esben gav uventet let efter. »For din dyrebare Lises skyld går jeg ud på altanen. Men kun i aften.«
Han rejste sig fra stolen og gik mod soveværelset, mens han kastede over skulderen:
»Og forresten, jeg forstår ikke, hvorfor du inviterede dem. Jeg har et vigtigt møde i morgen og skal sove, ikke underholde dine kedelige venner.«
»Det er ikke bare venner,« svarede Grethe. »Henrik er bibliotekschef. Han kan måske hjælpe mig med et job.«
Esben standsede i døren og vendte sig langsomt:
»Hvilket job?«
Grethe følte sig forlegen. Hun havde planlagt at fortælle ham om det senere, når alt var aftalt. Men nu måtte hun forklare sig.
»Jeg vil gerne arbejde på biblioteket,« sagde hun og forsøgte at holde stemmen rolig. »Tre gange om ugen, deltid. Det er på tide, jeg får noget at lave. Børnene er voksne, du er væk hele dagen…«
»Hvem skal så passe huset?« afbrød Esben. »Hvem skal lave mad, gøre rent, vaske tøj?«
»Jeg når det hele, bare rolig,« Grethe forsøgte at smile. »Det er jo ikke hele dagen. Og børnene kommer sjældent, så der er ikke så meget madlavning…«
»Børnene kommer sjældent, men din mor kommer hver uge,« mumlede Esben. »Og hver gang skal der være kager og supper.«
»Mor hjælper mig med huset,« svarede Grethe. »Og hun kommer ikke så ofte.«
»Hun kunne komme hver dag, det rager mig,« Esben viftede afværgende. »Men jobbet det er en dårlig idé, Grethe. Du er syvogfyrre år. Hvilket job? Bliv hjemme, hyg dig med din broderi eller dine bøger…«
»Bøger?« Grethe mærkede en bølge af vrede stige op i sig. »Esben, kan du overhovedet huske, at jeg har en grad i litteratur? At jeg fik topkarakterer? At jeg underviste, før jeg gik på barsel?«
»Nå ja, du underviste, og hvad så?« Esben faldt ned i stolen igen. »Det var tyve år siden. Verden er anderledes nu. Hvor skal du hen med din gamle uddannelse?«
»På biblioteket,« gentog Grethe stædigt. »Jeg har ikke brug for en formue, Esben. Jeg har brug for en mening. Samvær. Følelsen af, at jeg stadig kan noget ud over at lave mad og stryge dine skjorter.«
»Tak for det,« Esben skar en grimasse. »Så hjem og familie er bare ligegyldigt? Ikke værdigt nok for en kvinde som dig?«
»Det var ikke det, jeg mente, og det ved du udmærket,« Grethe var træt af denne samtale, som gentog sig igen og igen. »Lad os tale om det senere. Nu skal vi have gæster.«
Hun gik ud i køkkenet og mærkede, hvordan hjertet hamrede. Hver samtale med Esben for tiden endte i skænderi. Hun vidste ikke præcis, hvornår det begyndte men på et tidspunkt indså hun, at de talte som to fremmede. Han hørte hende ikke, forstod hende ikke, ville ikke forstå.
Engang var det anderledes. De mødtes på universitetet begge studerende, begge forelskede i litteratur. Esben skrev digte, Grethe beundrede dem. Så kom brylluppet, først Marie, så Jens. Esben fik et godt job i et forlag, begyndte at tjene godt. Og Grethe blev hjemme med børnene, med hjemmet, med bøgerne, der blev en sjælden luksus.
Hun lagde ikke mærke til, hvordan Esben ændrede sig. Hvordan den romantiske ung mand blev en træt, kynisk mand, der ofte kom sent hjem og sjældent spurgte ind til hendes tanker eller følelser. Og da hun opdagede det, var det for sent. De var blevet fremmede under samme tag.
Lise og hendes mand ankom præcis klokken syv. Henrik, en solid mand med et fyldigt skæg, gik straks i stuen og begyndte at diskutere politik med Esben. Lise, en spinkel kvinde i tresserne, kom ud i køkkenet for at hjælpe Grethe.
»Hvordan er humøret hos Esben?« spurgte hun, mens hun skar salat. »Fik du talt med ham om jobbet?«
»Nej,« sukkede Grethe. »Han er helt imod det.«
»Hvad havde du regnet med?« Lise trak på skuldrene. »Mænd kan ikke lide forandringer. Især dem, der truer deres komfort.«
»Men der sker jo ikke noget,« Grethe tog en gratén ud af ovnen. »Jeg passer stadig huset, jeg er bare væk et par timer tre gange om ugen.«
»For ham er det en katastrofe,« grinede Lise. »Forestil dig han kommer hjem, og du er der ikke. Rædselsfuldt!«
De lo begge to, og Grethe følte, hvordan spændingen forsvandt. Med Lise var det altid let hun udstrålede en ro og selvsikkerhed, der var smittende.
Aftensmaden begyndte fredeligt. Esben var venlig, endda morsom, og spurgte Henrik om nye bøger. Grethe slap lidt af måske ville det hele gå. Måske var han bare i dårligt humør tidligere.
»Forresten om bøger,« Lise vendte sig mod Grethe. »Har du fortalt Esben om vores idé?«
»Hvilken idé?« Esben så op fra tallerkenen.
»Altså…« Grethe tøvede. »Vi talte om, at jeg kunne lede en litteraturklub for børn. På biblioteket.»
»Og hvornår skulle det starte?« Esbens stemme fik en farlig klang.
»Næste måned,« svarede Lise, uden at lægge mærke til spændingen. »To gange om ugen, to timer ad gangen. Ikke meget.«
»Meget interessant,« Esben lagde gaflen fra sig. »Og du ville ikke lige spørge mig først?«
»Jeg prøvede i dag,« sagde Grethe stille.
»Jeg kan ikke huske nogen samtale om det,« Esben vendte sig mod gæsterne. »I må forstå, Grethe er blevet meget optaget af at finde et job. Men jeg synes, det er… ukløgt at begynde en karriere i hendes alder.«
»Hvorfor det?« Henrik så oprigtigt forvirret ud. »Grethe er en dygtig kvinde med masser af viden. Sådan en har vi brug for.«
»Måske,« nikkede Esben. »Men hun har pligter over for familien. Over for sin mand.«
»Esben,« Grethe mærkede, hvordan hun rødmede af skam. »Lad os ikke tale om det for gæsterne.«
»Hvorfor ikke?« Esben så rundt på dem alle. »Vi er alle voksne mennesker. Jeg er imod, at min hustru arbejder. Punktum.«
En ubehagelig stilhed lagde sig over bordet. Lise så hjælpeløst på sin mand, der hostede og prøvede at skifte emne:
»Dejlig gratén, Grethe. Vil du ikke give opskriften til Lise?«
»Selvfølgelig,« Grethe mærkede, hvordan ydmygelsen knugede hendes bryst.
Resten af aftenen gik med anstrengt snak om vejret, nyheder alt andet end jobbet. Da gæsterne endelig var gået, begyndte Grethe stille at rydde af bordet.
»Hvor længe ville du holde det hemmeligt for mig?« Esben stod i døren med krydsede arme.
»Jeg holdt det ikke hemmeligt,« Grethe satte tallerkenerne i vasken. »Jeg ventede bare på det rigtige tidspunkt.«
»Og hvornår skulle det være? Efter du allerede var startet?«
»Esben, jeg forstår ikke, hvorfor du er så vred,« Grethe vendte sig mod ham. »Det er bare et arbejde. Ikke utroskab, ikke en forbrydelse.«
»For mig er det forræderi,« sagde han skarpt. »Vi aftalte, at du ville passe hjemmet, og jeg ville forsørge familien. Sådan var aftalen.«
»Det var tyve år siden!« udbrød Grethe. »Børnene er voksne, jeg har tid. Jeg vil føle mig nyttig!«
»Føler du dig ikke nyttig derhjemme?« Esben kom tættere på. »Sig det direkte: er du træt af at være hustru? Vil du ud og møde nye mennesker?«
»Hvad har det med nye mennesker at gøre?« Grethe var forvirret. »Jeg taler om at føle mig værdig, om…«
»Jeg kender den slags selvrealisering,« afbrød Esben. »Jeg har set nok af de kvinder på forlaget. Først et job, så en affære, så skilsmisse.«
»Esben,« Grethe kunne ikke tro sine egne ører. »Tror du virkelig, jeg vil finde en elsker på biblioteket? Mellem støvede bøger og gamle damer?«
»Jeg siger bare, at jeg er imod det. Punktum.«
Grethe mærkede, hvordan noget inde i hende knækkede. Det var slut. Slut på samtalen, på håbet, måske endda på deres ægteskab, som det plejede at være.
»Ved du hvad,« sagde hun stille, »jeg tager jobbet alligevel. I morgen ringer jeg til Henrik og siger ja.«
Esben stirrede på hende:
»Hvad sagde du?«
»Jeg sagde, jeg tager jobbet,« gentog Grethe og følte en underlig lettelse. »Ikke for pengene eller nye bekendtskaber. Men for at føle mig som et menneske igen. Ikke bare en del af huset.«
»Jaså,« Esben nikkede langsomt. »Så du har allerede besluttet det. Uden mig.«
»Jeg prøvede at beslutte det med dig. Du ville ikke høre på mig.«
»Fint,« Esben vendte sig og forlod køkkenet.
Grethe kunne høre ham gå rundt i lejligheden, mumlende for sig selv. Så kom han tilbage med hendes taske og frakke.
»Din tid er omme,« sagde han og pegede på døren. »Hvis du tager beslutninger uden mig, kan du også leve uden mig. Gå.«
»Hvad?« Grethe troede ikke sine egne ører. »Du smider mig ud på grund af et biblioteksjob?«
»Jeg smider dig ud på grund af forræderi,« svarede han skarpt. »Du trampede på vores aftale. Satte dine egne ønsker over familien.«
»Hvilke ønsker, Esben?« Grethe mærkede tårerne presse på. »Det er bare et lille job, så jeg ikke bliver sindssyg af ensomhed! Du er væk hele dagen, børnene er flyttet hvad skal jeg lave? Bage kager i en tom lejlighed?«
»Hækle alt det, du vil!« råbte Esben. »Men en aftale er en aftale. Jeg arbejder, du passer hjemmet. Simpelt.«
Han kastede tasken og frakken til hende:
»Hvis jeg er så kedelig, så gå ud og find på noget. Måske din kære Lise vil have dig.«
Mechanisk tog Grethe frakken på og samlede tasken op. Alt føltes som en mareridt. De havde skændtes før, men aldrig havde han smidt hende ud. Aldrig sagt så onde ting.
»Mener du det?« spurgte hun og så ham ind i øjnene. »Smider du mig virkelig ud på grund af et job?«
»Jeg smider dig ud på grund af mangel på respekt,« gentog han. »Og ja, jeg mener det. Gå.«
Grethe tog en dyb indånding og gik mod døren. Så vendte hun sig:
»Ved du hvad der er det mest triste, Esben? Du spurgte mig aldrig, hvorfor jobbet betyder noget for mig. Du forbød det bare, som om jeg var din ejendom og ikke din kone.«
»Og hvorfor betyder det noget?« spurgte han udfordrende. »Fortæl mig det.«
»Fordi jeg er bange for at blive alene,« svarede hun stille. »Bange for at du en dag ikke kommer hjem. At du er sammen med den unge redaktør, du bliver sent på arbejde med hver aften. Og jeg står tilbage i en tom lejlighed uden arbejde, uden penge, uden mening. Fordi jeg gav alt til familien. Til dig.«
Esben rygtede, som om han var blevet slået:
»Hvad snakker du om? Hvilken redaktør?«
»Mette,« svarede Grethe roligt. »Hun ringer til dig hver aften. Nogle gange går du ud på altanen, så jeg ikke hører samtalen. Men væggene er tynde, Esben. Og jeg har gode ører.«
Hun vendte sig og gik, lukkede døren blidt efter sig. I opgangen var der stille, kun en dæmpet jazzlyd ovenfra naboen, som sædvanlig.
Grethe gik langsomt ned ad trappen og ud i gården. Natteluften var frisk og ren efter dagens varme. Hun trak vejret dybt og mærkede en underlig lettelse. Som om en tung byrde var faldet af hendes skuldre.
Hun tog telefonen frem og ringede til Lise:
»Lise? Det er Grethe. Undskyld det sene opkald… Ja, vi talte sammen. Må jeg komme til dig? Lige nu?«
Hun gik mod busstoppestedet og tænkte på, hvor underligt livet var. Om morgenen var hun sikker på, hun ville tilbringe resten af sine dage i den lejlighed, med den mand. Nu gik hun ud i natten, mod det ukendte og følte sig friere end nogensinde.
Telefonen i tasken ringede. Esbens navn lyste på skærmen. Grethe tøvede et øjeblik, trykkede så på afvis og slukkede telefonen.
Hendes tid var for alvor omme. Tiden med frygt, tvivl og tavshed. Nu begyndte noget nyt ukendt, skræmmende, men hendes eget. Og hun var klar til at gå den vej.
