En ekspedient i butikken greb pludselig min hånd og hviskede: “Løb væk herfra, hurtigt!”
“Jeg kan ikke holde det ud længere! Tre år, Vivi, tre år har jeg måttet høre på hans fulde udbrud under mit vindue!” Tonis stemme dirrede af harme. “Betjenten kan ikke gøre noget. Han siger, de ikke kan handle, før den alkoholiker gør nogen fortræd!”
“Åh, Toni, du overdriver,” sagde Vivi og rettede på sine briller. “Nikolaj er bare en ulykkelig mand. Han har ikke været den samme siden hans kone døde.”
“Ulykkelig?” Toni slog hænderne sammen. “Og hvad så med os? Min datter Mette i Aarhus kæmper alene med to børn, du har problemer med dit blodtryk, men vi drikker ikke og skriger ikke under folks vinduer klokken tre om natten!”
Sofie, der havde lyttet stille til diskussionen, sukkede dybt. Hver gang naboerne mødtes i lysthuset ved deres gamle lejlighedskompleks, endte det med at handle om Nikolaj. Dagens te-selskab var ingen undtagelse.
“Lad os tale om noget andet,” foreslog hun og hældte te i kopperne. “Vejet er fantastisk i dag. Den første virkelig varme forårsdag.”
“Det har du ret i,” nikkede Vivi og tog taknemmeligt imod sin kop. “Du er altid stemmen fornuft, Sofie. Hvad med dig? Hvordan har din Peter det?”
“Åh, det samme som altid,” smilede Sofie. “Han ringede i går fra København og sagde, han var ved at afslutte et vigtigt projekt. Han lover at komme hjem til majferien.”
“Det er da godt,” sagde Toni, der nu havde fået lidt ro på. “Det er ikke godt for dig at arbejde så meget alene. Og så indånder du alt det støv på biblioteket…”
“Hold nu op, Toni,” vinkede Sofie afværgende. “Jeg er kun 62, ikke så gammel endnu. Og jeg elsker mit arbejde på biblioteket det er mit liv. Hvad ensomhed angår…” Hun så hen i det fjerne, “så er jeg vant til det. Det er 15 år siden Steen døde.”
Samtalen gled hen over priser, helbred og børnebørn. Da tekanden var tom, kiggede Sofie på sit ur:
“Åh, jeg må afsted! Jeg ville lige forbi ‘Ildfluerne’ inden middag. De har fået nogle gode havregryn til den gamle pris, siger de.”
“Gør det,” opmuntrede Vivi. “Men bliv ikke for længe. Det er ikke trygt i mørke her i området. Betjenten sagde, de leder efter en bande.”
“Du skal ikke skræmme hende,” indskød Toni. “Sofie er fornuftig nok til ikke at vandre rundt i mørket.”
Sofie tog hjem for at skifte. Kvarteret var ikke det sikreste en udkant af en lille provinsby med gamle lejligheder og mørke gader. Men om dagen var der ikke noget at frygte, især ikke når ‘Ildfluerne’ kun lå fem minutters gang derfra.
Hun skiftede til mere komfortable sko og tog sin indkøbsvogn med. Forårsolen var dejlig, og de første grønne blade begyndte at spire. “Snart blomstrer syrenen,” tænkte hun og mindedes, hvor meget hun altid havde elsket den duft.
‘Ildfluerne’ var en lille, gammeldags butik, hvor ekspedienterne kendte alle kunderne og altid havde tid til en snak. Sofie handlede der næsten hver dag efter arbejde brød, mælk eller havregryn.
Døren klirrede, da hun trådte ind. Der var ikke mange kunder kun en ældre mand ved pølseskranken og en ung mor med barn ved slikhylden.
“Goddag, Gitte,” hilste Sofie på den rundkindede ekspedient. “Har I fået de gode havregryn? Naboen sagde, de var kommet.”
“Hej, Sofie,” smilede Gitte. “Ja, de er lige kommet. Nede i tredje række, nederste hylde.”
Sofie nikkede og gik hen til hylden. Der stod netop poserne med havregryn til en rimelig pris. Hun tog to og besluttede at kigge efter mere.
Pludselig bemærkede hun en underlig stemning i butikken. Gitte, der altid var snakkesalig, tav brat midt i en sætning. Hendes ansigt stivnede, og øjnene flakkede nervøst.
Døren klirrede igen, og to mænd trådte ind. Den første, høj og mager med en kasket trukket ned over øjnene, så sig hurtigt omkring. Den anden, lavere, med et stift, ubehageligt ansigt, stillede sig ved døren som for at spærre vejen.
Sofie tænkte ikke mere over det. Folk kom og gik jo hele tiden. Hun fortsatte med at kigge på konserveshylderne og overvejede at købe en dåse sild i tomatsauce Peters yndlingsmad.
Pludselig mærkede hun nærheden af en anden person. Hun vendte sig og så Gitte stå helt tæt på. Ekspedientens ansigt var hvidt som kridt.
“Skal jeg hjælpe dig med at finde noget?” spurgte Gitte unaturligt højt. Så greb hun Sofies hånd og hviskede: “Løb væk herfra. Gennem baglokalet, den sorte dør. De her tyve har netop røvet en butik på næste gade. To kvinder blev sendt på hospitalet.”
Sofie stivnede. “Hvad? Midt på lyse dagen? I vores lille ‘Ildfluerne’?” Men noget i Gittes øjne en dyb, ægte frygt fik hende til at tro på det.
“Nej tak, jeg finder selv,” svarede hun højt, men tilføjede lavmælt: “Men hvad med dig? Og de andre kunder?”
“Jeg har allerede trykket på alarmknappen,” hviskede Gitte. “Men politiet kommer ikke med det samme. Gå nu de har ikke set dig. Moderen med barnet… de burde ikke gøre dem noget. Gå!”
Med et lille skub pegede hun Sofie mod en dør med skiltet “Kun for personale.”
Hjertet hamrede vildt, da Sofie, efter at have sikret sig, at mændene var optaget af den ældre mand, smuttede gennem døren.
Baglokalet var smalt og proppet med kasser. “Måske tog Gitte fejl?” tænkte hun, men en indre stemme sagde: “Væk! Nu!”
Hun listede sig mod bagdøren, da hun hørte et højt brag og et skrig. Hænderne rystede, men hun fortsatte og nåede endelig til en falmet dør. Den gik knirkende op, og hun stod pludselig på en lille gårdsplads med skraldespande.
Frisk luft ramte hende i ansigtet. “Hvad nu?” tænkte hun febrilsk. Hjem? Men hvad hvis mændene så hende? Ringe til politiet? Men telefonen lå i tasken… og tasken var blevet i butikken!
Hun besluttede at løbe til den nærliggende politistation. Betjent Niels var altid der. Kun to blokke væk.
Hun skyndte sig derhen, mens hun forsøgte at samle tankerne: “Hvad skal jeg sige? Tror de på mig? Måske tænker de, jeg er tosset?”
Ved politistationen mødte hun Niels en træt, solid mand på omkring 40 netop som han skulle ud.
“Niels!” gispede hun. “I ‘Ildfluerne’… der er røvere… Gitte sagde, hun trykkede på alarmen, men…”
Hans ansigt ændrede sig. “Hvornår?”
“Lige nu! Jeg var derinde. Gitte hjalp mig ud ad bagdøren. To mænd en høj med kasket, en yngre med et underligt ansigt.”
Niels greb sin radio: “Alarm! Indbrud i ‘Ildfluerne’ på Fabriksvej. Muligvis bevæbnet. Brug for øjeblikkelig assistance!”
Så vendte han sig mod Sofie: “Bliv her. Gå ikke nogen steder.”
Og med overraskende fart for sin størrelse skyndte han sig mod butikken.
Sofie satte sig på en bænk og rystede. Tankerne summede: “Hvad sker der med Gitte? Moderen og barnet? Den ældre mand? Var det et skud?”
Tiden sneg sig af sted. Snart lød sirener, og politibiler susede forbi.
Endelig kom Niels tilbage. Ansigtet var alvorligt, men roligere.
“Alle er i live,” sagde han. “Begge banditter er anholdt. Den ene i butikken, den anden prøvede at flygte, men blev fanget.”
“Braget?”
“En pistol,” nikkede Niels. “Heldigvis en gaspistol. Skudt i loftet for at skræmme. Gitte handlede rigtigt. Og du også, Sofie.”
“Er Gitte okay?”
“Fint, bare chokeret. Hun afgiver forklaring nu. Din taske er her.” Han rakte hende den velkendte indkøbsvogn.
Hun tjekkede hurtigt pung, nøgler, telefon, alt var der.
“Kom indenfor,” sagde Niels. “Vi skal have din forklaring. Så følger jeg dig hjem. Du kunne bruge noget beroligende.”
På stationen fortalte hun alt om mændene, Gittes advarsel, flugten. Ordene kom, og hun blev langsomt roligere.
“Hvem var de?” spurgte hun bagefter.
“Vi sendte en advarsel til alle butikker i går,” forklarede Niels. “De har røvet tre steder på en uge. Arbejder åbenlyst om dagen. Truer med våben, tager kontanter og værdigenstande. Sidst slog de en ekspedient i hovedet. Hun er på hospitalet.”
“Søreme,” mumlede Sofie. “Og jeg troede, vores by var fredelig.”
“Tiderne skifter,” sukkede Niels. “Men i dag gik det godt, takket være dig og Gitte. De ryger i fængsel i lang tid.”
Da papirarbejdet var overstået, fulgte Niels Sofie hjem. Ved opgangen mødte de en bekymret Toni:
“Sofie! Jeg så politiet ved ‘Ildfluerne’! Hvad skete der?”
“Det er okay, Toni,” beroligede Niels. “Banditterne er fanget. Ingen alvorligt såret. Og Sofie hjalp os.”
“Åh, det var nu mest Gitte,” sagde Sofie. “Hun reddede os alle.”
Derhjemme drak hun stærk te med honning og tog en beroligende. Dagen føltes som en drøm. Bibliotekaren, enke, mor til en voksen søn pludselig midt i en kriminalsag!
Om aftenen ringede Peter. Som sædvanlig spurgte han til hendes helbred og arbejde. Sofie nævnte ikke hændelsen, men sagde pludselig:
“Peter, kan du ikke komme hjem til maj? Jeg savner dig. Og… jeg tror, jeg har brug for mere menneskelig kontakt. Jeg sidder bare her alene, arbejde-hjem-butik. Man kan let blive ensom.”
“Selvfølgelig kommer jeg, mor,” svarede han forbløffet. “Er der sket noget? Du lyder… anderledes.”
“Bare en indsigt,” smilede hun og så ud på byen. “Livet er uforudsigeligt, Peter. Man ved aldrig, hvad der venter. I dag går du efter havregryn, i morgen… i morgen kan alt ske.”
Næste dag gik Sofie igen i ‘Ildfluerne’. Butikken kørte som normalt, men nu med en vagt ved kassen.
Gitte kom ud og krammede hende:
“Tak! Hvis ikke du havde handlet, ved jeg ikke, hvad der var sket.”
“Nej, tak til dig, Gitte,” sagde Sofie rørt. “Du reddede os alle.”
“Åh, det var ingenting,” vinkede Gitte af. “Jeg gjorde bare, hvad der var rigtigt. Nå, skal du have de havregryn? De venter stadig på dig.”
“Ja tak,” smilede Sofie. “Og noget til te. Peter kommer hjem til maj.”
Livet gik videre, men noget var ændret. Måske var det en ny selvtillid, eller erkendelsen af, at selv den mest almindelige dag kunne blive ekstraordinær. Eller bare forståelsen af, hvor vigtigt det er at værdsætte hvert øjebik af det rolige liv som i et sekund kan ændres af en enkelt hvisken: “Løb væk herfra, hurtigt. Sofie stod i køkkenet senere den aften og rørte roligt i tekanden. Lyset fra lamperne faldt blidt over bordet, hvor hun havde lagt en ekstra kop frem til Peter. Udenfor summede forårsaftenen stille, og langt borte, bag byens tårne, tonede solnedgangen ind over himlen. Hun smilede svagt. Måske ville alt ikke være det samme igen. Men det var i hvert fald hendes liv. Og det var stadig hendes at leve.
