Lille Lasse stirrede på Mette og følte en knude af misundelse i maven. Mette skulle hentes fra børnehjemmet. Hendes nye mor og far var i gang med papirarbejdet, og snart ville hun få en familie. Mette fortalte alt om, hvordan hun havde tilbragt tid med dem om zooen, hvor Lasse aldrig havde været, om dukketeatret, hvor hun havde set en rigtig heks, og om marmeladen, abrikos med sten i.
Lasse var fem år gammel. Så længe han kunne huske, havde han boet på børnehjemmet. Børn kom og gik. Da Nikolaj forsvandt, spurgte Lasse fru Jensen:
»Fru Jensen, hvor er Nikolaj?«
»Han er taget hjem til en familie,« svarede hun.
»Hvad er en familie?« insisterede Lasse.
»En familie er et sted, hvor nogen altid venter på dig og elsker dig højt,« sagde fru Jensen.
»Hvor er min familie?« spurgte Lasse.
Fru Jensen sukkede bare, så trist på ham og svarede ikke.
Siden den dag spurgte Lasse ikke mere om familier. Han forstod, at det var noget vigtigt. Noget, han ikke havde.
Da Mette forsvandt i to dage og kom tilbage i en smuk kjole, med nyt hår og en ny dukke, begyndte Lasse at græde. Ingen havde nogensinde ville have ham. Han var sikker på, at ingen ønskede ham.
Lige da kom fru Jensen ind med en sweater og bukser. »Lasse, klæd dig om. Der kommer gæster til dig snart.«
»Til mig?« Lasse blinkede forvirret. »Hvem?«
»Nogen, der vil møde dig.«
Lasse blev færdig, satte sig på bænken og ventede. Fru Jensen tog ham i hånden og førte ham ind til gæsteværelset. Der sad en mand og en kvinde. Manden var høj med skæg og overskæg, og kvinden var lille, slank og smuk som en rose, syntes Lasse. Hun duftede af blomster.
»Hej,« sagde kvinden. »Jeg hedder Freja. Hvad hedder du?«
»Lasse,« mumlede han. »Hvem er I?«
»Vi vil gerne være dine venner,« svarede Freja. »Og vi har brug for din hjælp.«
»Hvilken hjælp?« spurgte Lasse og så på manden.
Manden knælede ned og smilede. »Hej, jeg er Jens. Vi hørte, du er rigtig god til at tegne. Kunne du tegne en robot til os?«
»Ja!« sagde Lasse stolt. »Hvilken slags robot? Jeg kan tegne alle mulige.«
Jens greb en taske, tog en tegnebog, farveblyanter og en kæmpe robot frem. Robotten var ny, skinnende, og dens dele funklede i sollyset. Lasse gispede. Han havde aldrig set sådan en robot før.
»Wow!« udbrød han. »Det er Optimus Prime! Ved I, han er den stærkeste transformer?«
»Kan du lide ham?« spurgte Jens.
»Meget!« sagde Lasse begejstret.
»Så tag ham med og tegn for os,« sagde Jens. »Imens vil vi gerne snakke med dig. Som venner.«
Lasse tilbragte en hel time med Freja og Jens. De talte om alt, han kunne lide, om legetøjet på børnehjemmet, om hans seng og om de støvler, der altid frøs om fødderne. Freja holdt hans hånd hele tiden, og Jens klappede ham på hovedet.
Fru Jensen kom ind. »Lasse, det er tid til aftensmad.«
Jens rejste sig og sagde: »Vi kommer tilbage om en uge. Kan du tegne robotten til den tid?«
»Ja Men kommer I virkelig?«
»Selvfølgelig,« sagde Freja og krammede ham så hårdt, at hans knæk gik. Der var tårer i hendes øjne.
»Hvorfor græder du?« spurgte Lasse.
»Det gør jeg ikke, skat. Der kom noget i øjet.«
Fru Jensen tog Lasse med i spisesalen. Han spiste hurtigt og løb derefter ind på værelset, hvor tasken med robotten var. Han tog den frem og undersøgte den grundigt. Han elskede, at dens arme og ben kunne bevæge sig, og at hovedet drejede. Næste uge kom Freja og Jens, og de kom hver uge efter. De læste bøger for ham, skrev breve sammen med ham og tog ham med ud at spise is. Efter tre måneder sad de i gæsteværelset igen, og Freja sagde med røret i stemmen: “Lasse, vil du bo hos os? Vil du være vores dreng?” Lasse kiggede på Jens, så på Freja, og nikkede langsomt. Da han fik lov til at pakke sine ting, lagde han robotten forsigtigt i tasken den skulle med hjem. Det første sted, han nogensinde kunne kalde sit.
