**At elske med tålmod, at tåle med kærlighed**
Jens og Mette havde et kirkeligt ægteskab. På vielsesdagen, da bryllupsfølget nærmede sig kirken, brød en sommerlig storm løs ud af det blå. Den rev brudens slør af og sendte det svævende mod himlen, hvor det hvirvlede i vinden, før det endte i en mudret pyt. Gæsterne kunne kun stå målløse. Stormen lagde sig lige så pludseligt, og Jens skyndte sig at hente sløret, men nåede det ikke.
Det hvide slør lå nu beskidt i vandet. Mette, forvirret, råbte til sin forlovede:
“Lad det ligge, Jens. Jeg vil ikke bære det!”
De ældre kvinder, der altid sad ved kirkedøren, hviskede til hinanden. Dette var et dårligt tegn unge parret ville møde storme gennem livet.
I en nærliggende butik købte de en kunstig hvid blomst til at sætte i Mettes hår. Der var ikke tid til at finde et nyt slør vielsen måtte ikke forsinkes!
Foran alteret stod de med vielseslys i hænderne og lovede hinanden troskab for Guds øjne. Men for menneskers skyld havde de allerede underskrevet papirerne på rådhuset og fejret et smukt bryllup.
Tre år senere havde de to børn datteren Freja og sønnen Magnus. Livet var lykkeligt.
Men ti år efter bankede en ung kvinde på deres dør.
Mette var altid åben for gæster, både inviterede og uinviterede. Alle blev modtaget med varme, madtilbud og hyggelige samtaler. Men denne gang var gæsten særlig. Hun kom, mens Jens ikke var hjemme.
Med kvindelig intuition målte Mette den fremmede op velformet, smilende, smuk og ung.
“Hej, Mette. Jeg hedder Liva. Jeg er den fremtidige hustru til din mand,” præsenterede hun sig.
“Hvor interessant,” svarede Mette forbløffet.
“Hvor længe har Jens været din forlovede?” fortsatte hun.
“Længe. Men jeg kan ikke vente mere. Jens og jeg venter et barn,” sagde Liva uden skam.
“Nå, en klassiker! Hustru, elskerinde, uægte barn Ved du, at Jens og jeg er viet for evigt? At vi har børn?” forsøgte Mette at få hende til at forstå.
“Jeg ved alt. Men vi er forelskede også for evigt! I kan jo blive skilt. Han er dig jo ikke tro,” insisterede Liva.
“Hør her, pige! Jeg fraråder dig stærkt at blande dig i en andens ægteskab. Vi klarer vores troskab selv. Farvel!”
Liva trak på skuldrene og forsvandt.
Mette smækkede døren.
“Hun ved alt Den frække tøs! Du får ikke Jens!”
Hun begyndte at tænke tilbage på, hvordan Jens havde været distræt over for børnene og hende selv. Han kom sent hjem, påstod arbejde, tog på uventede fisketure selvom han aldrig før havde haft den hobby. Mette kunne mærke det: Luftens spænding, usagte ord. Men hun skubbede de mørke tanker væk. Måske var hun bare paranoid?
Da Jens kom hjem om aftenen, inviterede hun ham til middag. Først maden, så problemerne.
“Jens, er du forelsket?” spurgte hun direkte.
“Ja,” svarede han på vagt.
“Din elskerinde var her i dag. Er det seriøst?”
“Jeg er et kryb! Jeg kan ikke leve uden Liva! Jeg har prøvet at slippe hende det lykkedes ikke. Slip mig, Mette!”
“Jeg slipper dig” Hun vidste, argumenter om børn eller troskab var nytteløse. Livet måtte afgøre det.
Jens forlod hende for Liva.
Mette søgte trøst hos præsten.
“Min datter, kærlighed er tålmodig, den holder ud,” sagde han. “Du har ret til at skilles, for din mand har syndet. Eller du kan tilgive, bede og vente. Guds veje er uforudsigelige.”
To måneder senere opdagede Mette, hun ventede barn. Det var Jens. Hun tog det som et tegn måske ville han en dag vende tilbage.
Da sønnen blev født, foreslog hendes mor at kalde ham Jon den danske version af Jens. “Måske vender din Jens tilbage, datter. Livet er underligt.”
Hendes mor hjalp hende med børnene, passede dem, fortalte historier og lærte dem livets veje.
Jens glemte ikke Freja og Magnus. Han gav dem legetøj, tog dem med på strandferie og sendte penge til Mette.
Hun forbød børnene at fortælle deres far om lille Jon. Men børn lyder sjældent.
Freja fortalte det under et besøg hos Jens. Han troede, Mette havde fundet en ny mand. Hjertet knugedes af minder om deres lykke. Han anede ikke, Jon var hans søn.
Imens lå Liva på hospitalet. Jens løb efter frugt, saltlagt sild og “lækker” kridt hun manglede kalk og tyggede det med velbehag. Men det endte i tragedie. Liva fødte en død pige. Jens brød sammen. I måneder hørte Mette intet fra ham. Så en frostklar vinteraften bankede han på døren, hævet og tavs, med tårer, der sivede ned ad kinderne. Han så på Jon, som lå i vuggevognen, og genkendte sig selv i det rynkede lille ansigt. Uden et ord satte han sig ved køkkenbordet, tog Mettes hånd og hviskede: “Jeg har elsket dig hele tiden. Jeg var bare bange for at være utilstrækkelig.” Mette sagde intet, men rakte ham en kop varm te. Uden for vinduet faldt sne, stille og hvid, som om verden holdt vejret. Og langsomt, som om tiden selv buede sig, begyndte de at tale.
