**Bedre at være en elsket hustru end en perfekt datter**
“Liva, du skal vælge: enten mig eller dine forældre!” Denne gang var min mand, Mads, fast og ubøjelig.
“Mads, du ved, jeg følger dig til verdens ende. Men afvis ikke mine forældre. Du sagde selv, de er gamle. Vær nu barmhjertig”
“Jeg vil ikke have noget med dem at gøre! Men du kan besøge dem, hvis du er sådan en perfekt datter,” sagde Mads og så bebrejdende ud.
Første gang jeg blev gift, var det med en mand, der havde kæmpet i Bosnien. Jakob virkede modig og frygtløs. Og det var han også. Major, dekoreret, en erfaren soldat.
Vores søn, Magnus, blev født. Mine forældre kunne ikke få nok af deres svigersøn og barnebarn.
“Nu, Liva, kan din mor og jeg dø i fred. Jakob er en pålidelig mand. Vi har det godt med det. Du er i gode hænder skuff os ikke,” sagde far hver chance han fik.
Jakob lagde ikke mærke til Magnus. Magnus ville lege med sin far, men far var altid på vej på fisketur, til veteranmøder eller i dårligt humør
Med tiden begyndte også Magnus at ignorere sin far.
Det blev kun værre. Jakob fik frygtelige depressioner, og så var det bedst ikke at komme for tæt på. Jeg begyndte at distancere mig fra ham. Magnus var fem, da Jakob, fuld som en allike, iførte sig sin uniform og truede vores søn med sin dekorationspistol. Det blev sidste dråbe. Jeg indså, at hans psyke var alvorligt skadet af krigen. Jeg ville ikke risikere min eller Magnus’ liv. Vi skiltes i fællesskab.
Mine forældre, da de hørte det, overskældte mig:
“Du er en dårlig hustru! Hvor finder du sådan en mand igen? Du vil fortryde det!”
Jeg fortryder det ikke. Jakob blev en lukket kapitel i mit liv. Mads forstår ikke, hvorfor mine forældre betyder så meget men han har aldrig mistet en far til krigens skygger, eller set en mor græde over et barns frygt. Jeg elsker ham, men jeg kan ikke glemme, at det var dem, der stod ved mig, da verden brast. Så jeg svarer stille: “Jeg vælger at være både hustru og datter. Hvis det ikke er nok for dig, så må jeg gå alene. Mads siger intet. Han vender sig væk, men jeg ser, hvordan hans skuldre sænker sig, som om han bærer noget, han ikke kan formulere. Jeg går hen til vinduet, ser ud over haven, hvor Magnus som barn legede mellem min fars rosenbuske. En sommerfugl svæver forbi, let og usynlig bundet. Jeg tænker på, at kærlighed ikke altid er valg mellem to nogle gange er det at holde fast i det, der holder én i live. Og det gør jeg.
