“Hvorfor er du hjemme så tidligt?” en forskrækket mand dukkede op fra soveværelset.
“Hvem ringede? Det er næsten midnat,” spurgte Lasse forvirret til sin kone.
“Øh… det var min chef,” svarede Freja med usikker stemme. “Jeg skal afsted til en vigtig arbejdskonference.”
“Skal det virkelig meldes klokken tolv om natten? Og hvilken konference? Er du sikker på, det er nødvendigt?”
“Ja, desværre. Det er en af de største begivenheder i vores branche. Jeg kan ikke bare lade være. Der kommer førende eksperter, nye opdagelser…”
“Men du fløj da til en udstilling i Stockholm for bare en måned siden. Er der virkelig ingen andre, der kan tage afsted?”
“Jeg vil heller ikke, men du ved, hvor vigtigt det er for min karriere. Jeg er kun væk i et par uger. Forstår du ikke?”
“Okay, hvis det virkelig er nødvendigt…” Lasse rynkede panden. “Jeg er begyndt at vænne mig til at være alene, og jeg kan ikke lide det. Jeg vil savne dig.”
“Også mig, skat. Men jo hurtigere jeg tager afsted, jo hurtigere er jeg tilbage. Bagefter skal vi helt sikkert på en tur sammen, kun os to!” Freja klemte sig ind til ham.
“Fint, jeg prøver at klare de to uger.”
To dage senere hjalp Lasse hende med at læsse kufferten i taxaen.
“Så, nu kører jeg. Jeg elsker dig, savn mig ikke!”
Da hun satte sig i bilen, tog Freja sin telefon frem og åbnne en velkendt chat.
“Jeg er på vej. Snart i lufthavnen,” skrev hun.
“Perfekt, jeg venter på dig på hotellet. Jeg kan knap vente, jeg har savnet dig!” lød svaret med et par forførende smileys.
Freja smilede listigt og kiggede på sit vielsesring. Endnu en løgn til sin trofaste mand. Men hun fortrod ikke et sekund. Lasse var en dejlig mand, men han var blevet kedelig. Men Mads… ved tanken om ham fik hun en varm følelse i maven.
To uger med brændende sol, turkis hav og søvnløse nætter med sin elsker det var alt, hun havde brug for. Konferencen var bare en undskyldning, så Lasse ikke skulle mistænke noget. Freja vidste godt, det var umoralsk. Men hun kunne ikke tænke klart længere.
Øen var som et paradis. Freja nød den perfekte atmosfære, lå på stranden og så de turkisblå bølger. Hun var lykkelig ved Mads’ side.
Hun så på ham. Han kom lige op af vandet, musklerne skimtede i solen. Hans våde krop gjorde hende vanvittig. Hun ville trække ham tilbage til hotelværelset, hvor de kunne tilbringe tid alene.
En melankolsk følelse greb hende. Det var de sidste dage af deres ferie. Til Lasse havde hun sagt, hun skulle til en stor arbejdskonference og slippe væk fra ham, tænkte hun i smug.
Selvfølgelig ville hun ikke søge skilsmisse endnu. Ikke før hun var sikker på en blød landing.
“Mads, tror du, vi kan finde en god måde at komme ud af dette med Lasse på?”
Den bredskuldrede mand satte sig i liggestolen, kastede et håndklæde over skulderen. Han strøg hen over hendes knæ med sin store hånd og lænede sig tilbage.
“Du bliver nødt til at forberede dig grundigt. Find en advokat det er bedre end at håbe på det bedste.”
Det generede hende, at han ikke troede på planen. Hun håbede, at når skilsmissen var overstået, kunne de være uadskillelige i ugevis.
Den aften gik de på restaurant for at fejre deres sidste dag på øen. Freja nippede til vinen og kurrede med sin elsker, men tankerne vendte tilbage til Lasse. Snart skulle der tales alvor.
I hendes øjne var Lasse en forelsket fjols, en mors dreng uden jordisk chance for at opdage, at hun bedrog ham uden skyldfølelse. Men skilsmissen kunne blive en katastrofe. Hvis hans mor blandede sig, kunne retssagerne trække ud.
“Nå, snart er jeg skilt, flytter ind hos dig, og så bliver det lykke,” sagde Freja og løftede sit glas.
“Øh, nej, den aftale har vi ikke!”
Freja frøs. De havde virkelig aldrig talt om det. Det føltes, som om hun blev overskyllet med iskoldt vand.
“Vi har haft det godt, ingen tvivl, men der bliver ingen flytning. Jeg har en kone og to børn. Har jeg ikke fortalt dig det?”
Freja rystede langsomt på hovedet, stirrede på hver af hans bevægelser. Hun var faldet fuldstændig for ham i løbet af ferien.
“Vil du skilles? Fint, det er dit valg. Men jeg ødelægger ikke mit ægteskab. Mit liv er fint som det er.”
Freja kunne ikke få et ord frem. Middagen fortsatte i tavshed, og næste dag kørte de til lufthavnen.
“Freja, lad være med at overtænke det. Jeg lovede dig ingenting. Vi tog bare på ferie sammen, ikke mere. Min kone venter vores tredje barn, og så er det slut. Jeg risikerer ikke noget.”
“Ja,” svarede hun tørt og ville rive ham i stykker for alle de falske forhåbninger.
Men han havde ret han havde intet lovet. Alle de smukke drømme i hendes hoved var kun hendes egne fantasier.
Hele flyveturen sad hun i tavshed, kun lyden af sit hamrende hjerte i ørerne. Hun havde ikke følt sådan et knusende nederlag i årevis.
“Er du helt sikker på, du ikke vil skilles?”
“Freja, ingen mand forlader sin familie for sin elskerinde. Hvis du bedrog din mand, ville du bedrage mig senere. Jeg har det godt med min kone og børn. Du er ikke en del af fremtiden.”
Han kyssede hende på panden. Normalt smeltede hun ved hans kys, men nu ville hun slå ham. Flyet landede, og passagererne forlod kabinen.
“Okay, Freja, vi høres.”
“Nej,” svarede hun uden at kigge på ham.
Hun håbede, han ville løbe efter hende. Men Mads trak bare på skuldrene og bestilte to taxaer. Bilerne kørte hver sin vej.
Freja følte, hvordan skuffelsen kvalte hende. Alle de smukke drømme var væk. Nu måtte hun hjem, forsøge at redde sit ægteskab. Hun kunne ikke være alene.
Hele livet havde hun hoppet fra et forhold til et andet. At være alene betød at være ubemidlet.
Det havde været en fantastisk ferie. Men nu måtte hun samle sig selv. Vende hjem, stoppe utroskaben og måske genfinde kærligheden til Lasse.
Taxaen stoppede foran opgangen. Freja trængte ind, tog sin kuffert og gik mod døren. Hun måtte tale med Lasse, måske gå til parterapi. Måske kunne de genfinde hinanden?
Hun åbnede døren med nøglen. Lydene hun hørte, ramte hende som et lyn.
“Hvorfor er du hjemme så tidligt?” Lasse kom frem fra soveværelset med et forskrækket udtryk.
Freja skubbede ham til side, stormede ind og så en kvinde i deres seng, der hastigt dækkede sig til. Instinktivt greb hun kvinden og trak hende ned. En vild slagsmål fulgte, indtil Lasse fik trukket hende væk.
“Hvordan kun du? Jeg arbejdede, mens du tog en eller anden med hjem? Jeg hader jer begge!” skreg Freja.
Kvinden forsvandt i en fart, mens Lasse holdt fast i Freja.
“Jeg vidste godt, du ikke var på arbejde. Du var med Mads,” sagde han koldt. “Mens du var væk, forberedte jeg en overraskelse til dig.”
Hans ord var hårde. Freja stirrede på ham, håbede på en forklaring. Men hun tog bare sine ting og forlod lejligheden.
En time senere græd hun hos sin veninde, Ida, der trøstede hende.
“Næste dag tager jeg hjem til ham. Vi må tale sammen,” sagde Freja.
Hun kørte til Lasse næste dag, nervøs for at blive afvist. Men han lukkede hende ind, satte vand over til te.
“Jeg har tænkt meget. Måske kan vi prøve igen. Vi gjorde hinanden ondt, men der er noget at redde.”
Hans ord chokerede hende. Han tog hendes hænder.
“Lad os tilgive og glemme. Jeg ved, jeg ikke var den perfekte mand, men nu vil jeg gøre det bedre. Lad os få et barn, flytte i et større hus. Og vi gør aldrig sådan igen.”
Freja græd og faldt ind til ham.
Deres forhold blev stærkere, på trods af alt. De talte sammen, planlagde fremtiden. Ingen af dem tænkte mere på at finde lykken andre steder.
