Efter at have kigget sin datter, Freja, nøje efter, så Lise de røde mærkefter fra et bælte. Noget brast inden i hende. Hun flyttede forsigtigt børnene til side og rettede sig op.
Lise slæbte sig modstræbende hjem fra arbejde. Den efterårsvind rev i hendes frakkesøm, og de blytunge skyer syntes at tynge på hendes skuldre. Men det var ikke vejret, der trykkede den unge kvinde. En uventet gæst var dukket op i deres hjem i dag.
Tidligere om eftermiddagen, under et vigtigt møde med en kunde, havde Mads ringet til hende:
“Lise, vær ikke vred, men jeg har hentet mor på stationen. Hun savnede børnebørnene. Hun er kommet for at blive et par dage.”
De ord sendte en kuldegysning gennem Lise. Hendes svigermor, Gerda Nielsen, var en rigtig torn i øjet. I ti års ægteskab havde Lise aldrig formået at finde fælles fodslag med hende.
“Mads, vi var enige,” sagde hun og holdt irritationen i ave. “Du skulle have advaret mig i forvejen.”
“Undskyld, skat. Hun ringede ud af det blå og sagde, hun skulle have nogle undersøgelser på regionshospitalet. Og så ville hun besøge os også. Jeg kunne ikke sige nej til hende.”
Lise sukkede dybt. Selvfølgelig kunne han ikke. Mads havde altid været for blød over for sin mor, på trods af alle hendes påfund.
“Fint, jeg bliver længe på arbejde. Jeg skal have projektet færdigt til i morgen.”
“Bare rolig, mor passer børnene. Hun har gaver med til dem, og jeg skal til en kunde med det sammeder er et problem med softwaren.”
Så Lise udsatte hjemkomsten så længe som muligt. Foran hende lå den uudholdelige udsigt til at tilbringe aftenen med kvinden, der engang havde smidt hende og lille Emil ud i regnen, mens hun beskyldte hende for alt muligt.
Hendes telefon vibrerede i frakkelommen. En besked fra Mads:
“Er stadig hos kunden. Bliver sent hjem. Hvordan går det?”
Lise sukkede og skrev tilbage:
“Næsten hjem. Jeg klarer det.”
Minder fra de første år af deres ægteskab flimrede gennem hendes hoved. Dengang boede de i svigermorens husstort, men så koldt som dens herskerindes hjerte.
Seks år tidligere.
Den unge Lise stod ved komfuret og rørte i suppen. Et sted ovenpå græd lille Emilkun fem måneder gammel. Hun tørrede hænderne af i forklædet og var på vej op til sin søn, da Gerda Nielsen trådte ind i køkkenet.
“Hører du ikke, barnet græder?” snapped svigermoren.
“Jeg skulle lige til ham,” svarede Lise roligt.
“Du skulle altid ‘lige til’,” fnøs Gerda. “Og intet gør du ordentligt. Min Mads sov som en engel i den alder. Det må være dine gener, der viser sig.”
Lise bed sig i læben. Sådanne bemærkninger hørte hun næsten hver dag.
Gerda kiggede ned i gryden.
“Og hvad er det for noget vand? Mads spiser ikke sådan noget.”
“Det er hans yndlingssuppe,” protesterede Lise. “Han bad mig om at lave den.”
“Sludder. Jeg er hans mor. Jeg ved bedst, hvad han kan lide!”
Gerda greb gryden og hældte indholdet ud i vasken. Tårerne stod i Lisens øjne.
“Hvorfor gjorde du det? Jeg brugte to timer på den!”
“Vær ikke dramatisk. Gå til barnet, så laver jeg en ordentlig middag til min søn selv.”
Da Mads kom hjem den aften, mødte hans mor ham i entrén:
“Skatter, kan du tro detdin kone gjorde ikke en ting i dag! Barnet græd, og hun gik ikke engang til ham. Godt, jeg var her.”
Mads så træt på sin mor.
“Mor, jeg er sikker på, Lise passer Emil.”
“Selvfølgelig forsvarer du hende!” Gerda skød hænderne i vejret. “Hun har dig viklet om fingeren, og du er glad for det. Og jeg er ingenting for dig nu!”
Hun udstødte et dramatisk hulk og gik ind på sit værelse. Mads så undskyldende på sin kone.
“Undskyld, hun er bare bekymret…”
“Mads, hun hælder maden ud, som jeg laver,” sagde Lise stille. “Hun fortæller Emil, jeg er en dårlig mor. Det er uudholdeligt.”
“Bare hold ud lidt endnu,” bad han. “Vi flytter snart, jeg lover det.”
Men ugerne blev til måneder, og det blev kun værre.
En forbilkørende bil rev hende ud af hendes tanker. Lise kom til sig selv og skyndte sig. Hun var næsten hjemme.
Uden at lægge mærke til, hvordan hun var nået til opgangen, skyndte hun sig ind i elevatoren og trykkede panden mod den kolde væg.
“Alt bliver godt,” hviskede hun. “Bare et par dage… Da døren til lejligheden gled op, mødte stilheden hende forbi i stuen sad Gerda med Freja på skødet, og Lise frosser til is. Men det var ikke kærligheden i øjnene, der skræmte hende. Det var mærkerne på pigens arme, de røde striber fra noget stramt, måske et bælte, som ikke havde noget dermed at gøre.
Lise tog et skridt frem, røgen steg op i halsen.
Hvad har du gjort ved hende? sagde hun, lavt, fast, som en storm der endnu ikke var brudt løs.
Gerda så op, overlegen, næsten fornøjet.
Jeg gjorde hende ren. Hun var snavset af slik. Noget mor ikke får tid til.
Lise knugede om dørkarmen.
Du rører ikke mine børn igen.
Mads skød ind gennem døren bag hende, forpustet, ansigtet hvidt.
Hvad sker der?
Lise vendte sig ikke. Hun stirrede på sin datter, så på sin mand, og sagde det, hun havde været for bange til at sige i ti år:
Hun kommer ikke her mere. Hverken i dag. Eller nogen anden dag. Mads så fra sin mor til sin kone, så til datteren, og noget i hans ansigt brast. Uden et ord nikkede han langsomt. Gerda rejste sig, men ingen så på hende. Lise løftede Freja op, trykkede hende tæt ind, og hviskede: “Det er slut nu. Vi har nok. Lise løftede Freja op, trykkede hende tæt ind, og hviskede: “Det er slut nu. Vi har nok.” Hendes stemme skælvede ikke. Mads stod stille, hænderne i bukselommerne, blikket fæstnet på gulvtæppet, som om han først nu så det hele klart. Gerda sagde noget skarpt, men det faldt i intethed. Døren lukkede bag hende, blød, men endegyldigt. Udenfor begyndte det at sne. Indeni tændte Lise lampen i stuen, satte en dyne omkring barnene og sagde stille: “Nu er vi hjemme. Udenfor begyndte det at sne. Indeni tændte Lise lampen i stuen, satte en dyne omkring barnene og sagde stille: “Nu er vi hjemme. Udenfor begyndte det at sne. Indeni tændte Lise lampen i stuen, satte en dyne omkring barnene og sagde stille: “Nu er vi hjemme.”
