Hun kom for at hente sine ting hos sin ekskæreste og fandt sin søster i en badekåbe.
“Hvad ved du overhovedet om kærlighed?” Alice’ hånd dirrede af vrede, og telefonen var tæt på at glide ud af hendes fugtige håndflade. “Tre måneder med middage og blomster, og så forsvandt du bare, som om intet betød noget!”
“Jeg lovede dig aldrig evigheden,” svarede Kristian roligt, hvilket kun gjorde hende endnu mere rasende. “Vi hyggede os bare. Det var ikke mere end det.”
“Hyggede os?” Alice knugede telefonen. “Fantastisk. Hør her, jeg henter mine ting i morgen og så ser du mig aldrig igen.”
“Det passer ikke i morgen. Jeg har… ting.”
“Hvilke ting? En date med en ny dum pige?”
“Hold nu op, Alice. Kom efter klokken otte.”
“Nej. Jeg kommer klokken tolv, og jeg er ligeglad med dine ‘ting’. Det tager ti minutter, så kan du fortsætte dit perfekte liv uden mig.”
Hun smækkede røret på uden at vente på svar, slyngede telefonen på sofaen og begravede ansigtet i hænderne. Tårerne, hun havde holdt tilbage i en uge, brød frem. Hvorfor var det altid det samme? Hvorfor valgte hun mænd, der behandlede hende som en midlertidig fornøjelse?
Der blev banket forsigtigt på døren.
“Alice, er du okay?” Hendes mor stod i døråbningen med en kop te.
“Det er fint,” mumlede Alice og tørrede hurtigt øjnene. “Jeg er bare træt.”
Moren satte teen ned og slog sig ned ved siden af hende, lagde en arm om hendes skulder.
“Jeg hørte alt. Kristian igen?”
Alice nikkede, for stiv i kæben til at svare.
“Skal du virkelig bruge fire måneder på en mand, der ikke sætter pris på dig?”
“Jeg bruger ikke tid på ham,” protesterede Alice. “Jeg henter bare mine ting og afslutter kapitlet.”
“Hvad er der tilbage? Et par bøger? En sweater?”
“Min yndlingsparfume, to bluser og farmors fotoalbum. Jeg kan ikke bare lade det ligge.”
Moren sukkede og strøg hende over håret.
“Skal jeg hente det? Eller måske Louise?”
Ved nævnelsen af sin storesøster rynkede Alice panden.
“Nej, Louise skal ikke blandes ind i det! Jeg taler ikke med hende lige nu.”
“Ih, hvad er der nu sket?”
“Ingenting. Hun mener bare altid, hun ved, hvordan jeg skal leve mit liv. Hun sagde, Kristian var en tom tromme, og at jeg spildte min tid. Tillykke til hende hun fik ret!”
Moren smilede mildt. “Hun mener det godt.”
Alice rystede på hovedet. Louise var altid blevet præsenteret som den perfekte: flinke karakterer, en universitetsgrad, en perfekt karriere, en ansvarlig mand. Men Alice? Toogtredive år, et knust hjerte, en lejlighed og et job hun hadede.
“Jeg henter mine ting selv,” sagde hun fast. “Og så vender vi siden.”
Næste morgen vågnede hun med en dunkende hovedpine. Hun havde vendt sig hele natten og genoplevet sit forestående møde med Kristian. Hun ville se perfekt ud så han kunne fortryde, hvad han havde mistet. Hun tog kjolen på, satte høje hæle på og tog taxien til hans lejlighed.
Liftens døre gled op på syvende sal. Hjertet hamrede i hendes bryst da hun trykkede på ringeklokken.
Stilhed.
Hun trykkede igen, længere denne gang. Fodtrin lød indefra, og hun rettede sig op, klar til konfrontationen.
Døren åbnede sig og Alice stivnede.
På dørtærsklen stod Louise, hendes søster, i en badekåbe med vådt hår og et forvirret udtryk.
“Alice? Hvad laver du her?”
Alice stirrede. Ordene svigtede hende.
“Hvad laver du her?” fik hun fremstammet. “I en badekåbe. I min ekskærestes lejlighed?”
Louse gned sig over ansigtet.
“Hør, det er ikke, hvad du tror”
“Hvem er det, Louise?” Kristian trådte frem, halvt klædt på, og standsede brat da han så Alice. Hans ansigt fortrak sig i en blanding af overraskelse og irritation.
“Nå, dig. Jeg sagde jo efter klokken otte.”
Alice så skiftevis på dem. Noget brast indeni.
“Er I… sammen?” hendes stemme knækkede. “Min søster og min eks?”
Louse tog et skridt frem.
“Alice, lad os tale sammen. Ikke her. Lad os gå et andet sted”
“Tale? Om hvad? Hvor I griner ad mig bag min ryg?” Alice følte kvalmen stige. “Hvor længe har det stået på? Mens vi stadig var sammen?”
Kristian sukkede og foldede armene.
“Der skete intet, mens vi var sammen. Louise og jeg mødtes tilfældigt efter”
“Tilfældigt?” Alice lo bittert. “Tilfældigt i seng sammen?”
“Stop,” sagde Louise skarpt. “Du misforstår.”
“Hvordan skal jeg ellers forstå det?” råbte Alice.
Louse rakte ud efter hende, men Alice rykkede sig væk og styrtede mod liften.
“Alice, vent!” Louise løb efter hende, men dørene lukkede sig mellem dem.
På gaden blinkede solen hånligt. Alice vaklede afsted, mens hendes telefon ringede igen og igen uden tvivl Louise. Hun svarede ikke.
Hun fandt en café, bestilte en kop kaffe hun ikke ville drikke, og stirrede ned i den sorte væske. Kunne det virkelig passe? Louise, den perfekte, den moralske, havde været sammen med Kristian?
Telefonen ringede igen. Denne gang var det moren.
“Alice? Hvad er der sket? Louise ringede i tårer…”
“Har hun fortalt dig, at jeg fandt hende i Kristians lejlighed? I min badekåbe?”
Der blev stille i den anden ende.
“Louise sagde, hun prøvede at hjælpe dig.”
“Hjælpe?” Alice grinede hånligt. “På hvilken måde?”
Moren vidste ikke detaljerne. Men Alice havde set nok.
Hun tog til sin veninde Sofie den eneste, der fra starten havde sagt: “Jeg stoler ikke på den Kristian.”
Sofie lyttede, mens Alice fortalte alt.
“Jeg kan ikke tro det,” sagde Alice til sidst. “Louise… hun har altid været den ansvarlige.”
Sofie rørte i sin te.
“Måske er der en forklaring? Det lyder ikke som hende.”
Alice rystede på hovedet. Hun ville ikke høre på undskyldninger.
Men om aftenen bankede Louise på Sofies dør.
“Alice, jeg må tale med dig.”
Louise så ud, som om hun ikke havde sovet. Hun forklarede alt hvordan hun var gået til Kristian for at hente Alices ting, hvordan han havde spildt kaffe på hende, hvorfor hun havde taget badekåben på.
“Jeg ville spare dig for at møde ham,” sagde Louise. “Jeg ville ikke have, at du skulle gå gennem mere smerte.”
Alice stirrede på posen med sine ting parfumen, bluserne, fotoalbummet, badekåben.
Louse rystede. “Jeg ville aldrig gøre dig ondt. Aldrig.”
Et øjeblik var der kun stilhed. Så brast Alice i gråd og kastede sig i søsterens arme.
“Jeg troede det værste,” hulkede hun.
Louise holdt om hende. “Jeg ved det. Men det er ikke sandt.”
De talte hele natten. Louise tilstod endda, at hendes perfekte ægteskab næsten var gået i stykker året før noget hun aldrig havde fortalt.
“Vi lærte at tale sammen,” sagde hun. “Rigtigt tale.”
Om morgenen tog de hjem til deres mor, der rullede med øjnene.
“Jeg troede, jeg var færdig med at megle mellem jer.”
Alice grinede. “Vi bliver aldrig for gamle til at have brug for dig.”
Ved frokostbordet tog Alice badekåben op af posen. Den blå, med broderede fugle.
Louise smilede. “Måske er det bedre sådan her. Nu ved du i det mindste, at Kristian ikke var din fremtid.”
Alice nikkede. “Og at jeg har en søster, der altid står klar. Selv når jeg er en idiot.”
“Specielt når du er en idiot,” grinede Louise.
Alice sukkede. Livet havde en mærkelig måde at lære hende lektier på. Hun var gået efter at hente sine ting men i stedet havde hun fået noget langt mere værdifuldt: en dybere forbindelse til sin søster.
Måske var det hele pointen.
