“Din tid er forbi,” sagde manden og pegede på døren.
“Den lugt igen! Jeg har bedt dig om ikke at ryge inde i huset!” Astrid flåede vinduerne op i stuen og piskede forbitret med gardinerne. “Herregud, selv sofaen stinker. Hvad skal Lene og hendes mand tænke, når de kommer til middag?”
“Hvad skulle de tænke?” Knud slukkede demonstrativt sin cigaret i askebægeret. “De tænker nok, at en normal mand bor her, der en gang imellem nyder en smøg. Stor sag.”
“Normale mænd, Knud Erik, ryger på altanen eller går udenfor. De forgifter ikke hele hjemmet med røg. Jeg får hovedpine af din rygning.”
“Der har vi det,” Knud rullede med øjnene. “Femogtyve år har du levet med en ryger, og nu pludselig giver det hovedpine. Måske er det overgangsalderen, Astrid?”
Astrid stivnede og bed sig i læben. Det her emne hendes alder og alle de forandringer, der fulgte med det bragte Knud op mere og mere, som om han forsøgte at ramme hende, hvor det gjorde ondt. Og det lykkedes altid.
“Hvad har det med noget at gøre?” Hun vendte sig mod vinduet for at skjule de tårer, der pressede på. “Jeg beder bare om en smule respekt. Er det virkelig for meget at forlange, at du går ud på altanen?”
“Respekt?” Knud fnøs. “Hvor er din respekt for mig? Jeg kommer hjem efter arbejde og vil bare sidde i min lænestol, drikke en kop te og nyde en smøg. Jeg gider ikke løbe ud og ind som en dreng. Det er trods alt mit hjem!”
“Vores hjem,” rettede hun stille.
“Ja, ja, vores,” sukkede Knud modvilligt. “Men det er mig, der betaler huslejen. Mig, der betalte for renoveringen. Og din nye vinterjakke den betalte jeg også for.”
Astrid trak vejret dybt. Det argument havde hun hørt tusind gange før. Ja, hun havde ikke arbejdet de sidste femten år først for at passe børnene, så for at pleje sin svigermor, og så… så blev det bare en vane at være hjemmegående. Og Knud havde gjort det til en vane at kaste det i hovedet på hende.
“Jeg vil ikke skændes igen,” sagde hun træt. “Jeg beder dig bare om at ryge på altanen. Lene har astma, det bliver svært for hende at trække vejret.”
“Fint,” gav Knud sig uventet let. “For din dyrebare Lennes skyld går jeg ud på altanen. Men kun for i aften.”
Han rejste sig og gik mod soveværelset, mens han mumlede over skulderen:
“Og for resten, jeg forstår ikke, hvorfor du inviterede dem. Jeg har et vigtigt møde i morgen og har brug for søvn, ikke for at underholde dine kedelige venner.”
“Det er ikke bare venner,” sagde Astrid. “Henrik er bibliotekschef. Han kan måske hjælpe mig med et job.”
Knud standsede i døren og vendte sig langsomt:
“Hvilket job?”
Astrid følte sig, som om hun var fanget. Hun havde planlagt at fortælle ham om det senere, når alt var på plads. Men nu måtte hun forklare sig.
“Jeg vil gerne arbejde på biblioteket,” sagde hun og forsøgte at holde stemmen rolig. “Tre gange om ugen, deltid. Det er på tide, jeg får noget at lave. Børnene er flyttet hjemmefra, du er på arbejde hele dagen…”
“Hvem skal så tage sig af huset?” afbrød Knud. “Hvem skal lave mad, rydde op, vaske tøj?”
“Jeg når det hele, rolig,” Astrid forsøgte at smile. “Det er ikke fuldtid. Og børnene kommer jo ikke så ofte mere, så der er ikke behov for så meget mad…”
“Børnene kommer måske sjældent, men din mor dukker op hver uge,” knurrede Knud. “Og hun forventer altid hjemmelavet kage og suppe.”
“Mor hjælper mig med huset,” svarede Astrid. “Og hun kommer altså ikke så tit.”
“Det kan være ligemeget for mig,” Knud viftede afvisende. “Men det her med et job det er en dille, Astrid. Du er syvogfyrre. Hvad skal du med et arbejde? Bliv hjem, hyg dig med din broderi eller dine bøger…”
“Mine bøger?” Astrid mærkede vreden boble op i hende. “Knud, kan du overhovedet huske, at jeg har en kandidatgrad i litteratur? At jeg underviste, indtil jeg gik hjemme med børnene?”
“Ja, ja, du underviste, og hvad så?” Knud sank ned i lænestolen igen. “Det var tyve år siden. Tiden er anderledes nu. Hvor vil du hen med din gamle uddannelse?”
“På biblioteket,” gentog hun stædigt. “Jeg har ikke brug for en stor løn, Knud. Jeg har brug for en mening. For at føle, at jeg stadig kan noget andet end at lave mad og passe dit tøj.”
“Nå, tak,” Knud rynkede panden. “Så hus og familie er ingenting værd? Ikke værdigt nok til en kvinde som dig?”
“Det var ikke dét, jeg mente, og det ved du udmærket,” Astrid var træt af den samme diskussion, der kom op igen og igen. “Lad os tale om det senere. Nu skal vi have gæster.”
Hun gik ud i køkkenet og mærkede, hvordan hjertet hamrede. Hver samtale med Knud for tiden endte i skænderi. Hun vidste ikke præcis, hvornår det var begyndt på et tidspunkt opdagede hun bare, at de talte to forskellige sprog. Han hørte hende ikke, forstod hende ikke, ville ikke forstå.
Før var det så anderledes. De mødtes på universitetet begge studerende, begge forelæskede i litteratur. Knud skrev digte, Astrid beundrede dem. Så kom brylluppet, først fik de Freja, så Magnus. Knud fik job i en forlagsbranche og tjente godt. Astrid blev hjemme med børnene, med hjemmet, med bøgerne, der langsomt blev en sjælden luksus.
Hun lagde ikke mærke til, hvordan Knud ændrede sig. Hvordan den romantiske ungdom blev til en bitter, træt mand, der ofte kom sent hjem og sjældent spurgte ind til hendes tanker eller følelser. Og da hun opdagede det, var det for sent. De var blevet fremmede under samme tag.
Lene og Henrik ankom præcis klokken syv. Henrik, en robust mand med et veltrimmet skæg, begyndte straks at diskutere politik med Knud i stuen. Lene, en slank, livlig kvinde i tresserne, kom ud i køkkenet for at hjælpe Astrid.
“Hvordan er stemningen hos Knud?” spurgte hun, mens hun skar salat. “Har I talt om jobbet?”
“Nej,” sukkede Astrid. “Han er imod det.”
“Hvad forventede du?” Lene trak på skuldrene. “Mænd kan ikke lide forandringer. Især ikke dem, der truer deres komfort.”
“Men der sker jo ikke noget,” Astrid tog en gratén ud af ovnen. “Jeg passer stadig huset, jeg er bare væk et par timer tre dage om ugen.”
“For ham er det en katastrofe,” grinede Lene. “Forestil dig han kommer hjem, og du er der ikke. Rædselsfuldt!”
De lo begge, og Astrid følte, hvordan spændingen løsnede sig. Med Lene var det altid let at være hun udstrålede en ro og selvsikkerhed, der var smittende.
Middagen begyndte fredeligt. Knud var venlig, endda munter, og spurgte Henrik om de nyeste bøger. Astrid slap lidt af måske ville det hele gå alligevel. Måske havde han bare haft en dårlig dag.
“Nu hvor vi taler om bøger,” vendte Lene sig mod Astrid. “Har du fortalt Knud om vores idé?”
“Hvilken idé?” Knud så op fra sin tallerken.
“Øh…” Astrid tøvede. “Vi har talt om, at jeg kunne holde en læseklub for børn på biblioteket.”
“Og hvornår skulle det starte?” Der lød en farlig skarphed i Knuds stemme.
“Næste måned,” svarede Lene, uden at bemærke stemningen. “To gange om ugen, kun et par timer. Meget lidt.”
“Interessant,” Knud lagde sin gaffel fra sig. “Og du ville ikke spørge mig først?”
“Jeg prøvede at tale om det i dag,” sagde Astrid stille.
“Jeg kan ikke huske nogen samtale om det,” Knud vendte sig mod gæsterne. “I må forstå, Astrid har været meget optaget af at få et job på det seneste. Men jeg synes, det er… ufornuftigt at starte en karriere i hendes alder.”
“Hvorfor det?” Henrik så oprigtigt forvirret ud. “Astrid er en dygtig, veluddannet kvinde med masser af viden. Sådan en som hende har vi brug for.”
“Måske,” nikkede Knud. “Men hun har pligter over for familien. Over for sin mand.”
“Knud,” Astrid kunne mærke, hvordan hun rødmede af skam. “Lad os ikke tale om det for gæsterne.”
“Hvorfor ikke?” Knud så på dem alle. “Vi er voksne mennesker. Jeg vil bare gøre det klart: Jeg vil ikke have, at min kone arbejder. Punktum.”
Der blev stille ved bordet. Lene så hjælpeløst på Henrik, der hostede og forsøgte at skifte emne:
“Fantastisk gratén, Astrid. Vil du ikke give Lene opskriften?”
“Selvfølgelig,” mumlede Astrid, mens hun følte, hvordan ydmygelsen knugede hendes bryst.
Resten af aftenen gik med anstrengt snak om vejret, nyheder alt undtagen jobbet. Da gæsterne endelig var gået, begyndte Astrid tavst at rydde af.
“Hvor længe ville du holde det hemmelig for mig?” Knud stod i køkkendøren med armene over kors.
“Jeg holdt det ikke hemmeligt,” Astrid satte tallerkenerne i vasken. “Jeg ventede bare på det rigtige tidspunkt.”
“Og hvornår skulle det være? Efter du allerede var startet?”
“Knud, jeg forstår ikke, hvorfor du er så vred,” Astrid vendte sig mod ham. “Det er bare et arbejde. Ikke en affære, ikke en forbrydelse.”
“For mig er det forræderi,” svarede han skarpt. “Vi aftalte, at du passede hjemmet, og jeg tjente pengene. Det var vores aftale.”
“Det var tyve år siden!” udbrød Astrid. “Børnene er voksne, jeg har tid. Jeg vil føle mig nyttig!”
“Føler du dig ikke nyttig herhjemme?” Knud kom tættere på. “Sig det ligeud: er du træt af at være hustru? Vil du have frihed? Nye bekendtskaber?”
“Hvad har det med nye bekendtskaber at gøre?” Astrid blev forvirret. “Jeg taler om selvudfoldelse, om…”
“Åh, den selvudfoldelse,” afbrød Knud. “Jeg har set den slags kvinder på forlaget. Først et arbejde, så en affære, så skilsmisse.”
“Åh gud, Knud,” Astrid kunne ikke tro sine egne ører. “Tror du virkelig, jeg finder en elsker på biblioteket? Mellem støvede bøger og gamle damer?”
“Jeg tror ingenting,” knurrede han. “Jeg siger bare, at jeg absolut er imod det. Punktum.”
Astrid følte, hvordan noget knækkede inden i hende. Det var slut. Slut på diskussionen, slut på håbet, måske endda slut på deres ægteskab, som det havde været.
“Ved du hvad,” sagde hun stille, “jeg tager arbejdet alligevel. Jeg ringer til Henrik i morgen og siger ja.”
Knud stirrede på hende:
“Hvad sagde du?”
“Jeg sagde, jeg tager arbejdet,” gentog hun og følte en underlig lettelse. “Ikke for pengenes skyld. Men for at føle mig som et menneske igen, ikke bare en del af huset.”
“Nå, sådan,” Knud nikkede langsomt. “Så har du allerede besluttet det. Uden mig.”
“Jeg prøvede at beslutte det med dig. Du ville ikke lytte.”
“Fint,” Knud vendte sig og gik ud af køkkenet.
Astrid hørte ham gå rundt i lejligheden, mumlende for sig selv. Så kom han tilbage med hendes taske og frakke.
“Din tid er forbi,” sagde han og pegede på døren. “Hvis du tager beslutninger uden mig, kan du også bo uden mig. Gå.”
“Hvad?” Astrid kunne ikke tro det. “Du smider mig ud på grund af et biblioteksjob?”
“Jeg smider dig ud for forræderi,” svarede han hårdt. “For at du ødelagde vores aftale. For at du sætter dig selv før familien.”
“Hvilke ambitioner, Knud?” Astrid mærkede tårerne presse på. “Det er bare et lille job, så jeg ikke bliver sindssyg af ensomhed! Du er på arbejde hele dagen, børnene er væk hvad skal jeg lave? Bage kager i en tom lejlighed?”
“Strikke, for min skyld!” råbte Knud. “Men en aftale er en aftale. Jeg arbejder, du passer hjemmet. Så enkelt er det.”
Han kastede tasken og frakken til hende:
“Hvis du keder dig så meget med mig, så gå og hyg dig. Måske din kære Lene kan tage dig ind.”
Astrid tog mekanisk frakken på og tasken. Alt føltes som en mareridt. De havde skændtes før, men han havde aldrig smidt hende ud. Aldrig sagt så onde ting.
“Er det her alvor?” spurgte hun og så ham ind i øjnene. “Smider du mig virkelig ud på grund af et job?”
“Jeg smider dig ud for mangel på respekt,” gentog han. “Og ja, det er alvor. Gå.”
Astrid trak vejret dybt og gik mod døren. Så vendte hun sig:
“Ved du hvad der er mest trist, Knud? Du spurgte ikke engang, hvorfor det betyder så meget for mig. Du forbød det bare, som om jeg ejede dig, ikke var din kone.”
“Hvorfor så?” spurgte han udfordrende. “Fortæl mig det.”
“Fordi jeg er bange for at blive alene,” sagde hun stille. “Bange for at du en dag ikke kommer hjem. At du forlader mig for den unge redaktør, du bliver sent på arbejde med hver aften. Og så står jeg i en tom lejlighed uden job, uden penge, uden mening. Fordi jeg gav alt til familien. Til dig.”
Knud vaklede tilbage, som om han var blevet slået:
“Hvad snakker du om? Hvilken redaktør?”
“Marie,” svarede Astrid roligt. “Hun ringer til dig hver aften. Nogle gange går du ud på altanen, så jeg ikke hører samtalen. Men væggene er tynde, Knud. Og jeg hører godt.”
Hun vendte sig og gik ud, lukkede døren blidt efter sig. I opgangen var der stille, kun en dæmpet jazzmelodi lød ovenfra naboen, som altid.
Astrid gik langsomt ned ad trapperne og ud i haven. Natteluften var frisk efter en varm dag. Hun trak vejret dybt og mærkede en underlig lettelse. Som om en tung byrde var faldet af hendes skuldre efter mange år.
Hun tog telefonen og ringede til Lene:
“Lene? Det er Astrid. Undskyld det sene opkald… Ja, vi talte sammen. Må jeg komme til dig? Lige nu?”
Hun gik mod busstoppestedet og tænkte på, hvor underligt livet var. Om morgenen var hun sikker på, at hun skulle tilbringe resten af sine dage i den lejlighed, med den mand, i den samme kedelige hverdag. Nu gik hun ud i natten, mod det ukendte og følte sig friere end nogensinde.
Telefonen i tasken ringede. Knuds navn lyste på skærmen. Astrid tøvede et øjeblik, trykkede så på afvis og slukkede telefonen.
Hendes tid var virkelig forbi. Tiden med frygt, tvivl og tavs accept. Nu begyndte noget nyt ukendt, skræmmende, men hendes eget. Og hun var klar til at gå den vej.
Livets største mod findes ikke i at stå fast, men i at turde slippe.
