**En forbindelse for livet**
Jeg gik gennem den lange gang i min lejlighed i et roligt tempo, som om jeg spejlede aftenens stemning gennemsigtig og varm, hvor solen endnu ikke havde hast til at forsvinde bag husene. Jeg satte min tekopp på bordet og åbnede min bærbar. Blandt de nye mails var én markeret med »Årgang-2004. Jubilæum!«. Det føltes mærkeligt, at der allerede var gået tyve år. Jeg stirrede på skærmen og huskede mig selv i den gamle skoleuniform og de fjollede sløjfer, min sidemand altid havde i håret.
Aftenen blev længere, og det bløde lys flød over de hvide gardiner. Jeg tænkte på, hvor få tråde, der stadig bandt mig til den pige, der engang løb rundt i de samme gader. Jeg læste brevet igen: min gamle klasselærerinde mindede os om jubilæet og inviterede alle til en genforening. Jeg smilede for mig selv minderne væltede frem, let og næsten uden besvær. Kammeraterne var spredt for alle vinde: nogle boede i andre byer, andre var blevet her. Jeg holdt kun kontakten med to veninder, og selv de samtaler var blevet sjældne.
Mens teen langsomt kølnede, overvejede jeg, om jeg skulle tage initiativet til at arrangere mødet. Tvivlen myldrede straks havde jeg tid? Ville de andre overhovedet være med? Men tanken slap mig ikke. Hvis ikke jeg gjorde det, hvem ville så?
Jeg så mig rundt i stuen. På vindueskarmen blomstrede violerne frodigt. Udenfor lød børnestemmer de legede med en bold i gården. Jeg gik hen til hylden med fotoalbums og trak en gammel notesbog frem med billeder. Ansigter jeg ikke havde set i årtier: nogle med kortklippet hår, andre med fletninger. Pludselig huskede jeg, hvordan jeg og Ida engang gemte os bag et skab i lærerstuen vi var helt sikre på, ingen ville finde os.
Minderne kædede sig sammen. Jeg bemærkede et smil på mine læber. Beslutningen var taget: mødet skulle finde sted. Men et stille bekymringsnål prikkede kunne jeg virkelig samle dem alle? Og ville jeg kunne genopleve den lethed, skoletiden engang gav mig?
Jeg skrev straks til mine to veninder: »Har I set jubilæumsbrevet? Lad os få alle sammen!« Svarene kom næsten med det samme: den ene var med, den anden tøvede. Jeg overtalte hende. Ordene flød hurtigt, uden tøven. Til sidst svarede hun: »Hvis du gør det, er jeg med.«
Sådan begyndte det. Jeg åbnede browseren og loggede ind på vores gamle klasseforum. Profilen poppede op af sig selv det var længe siden, jeg havde været der. Nyhedsstrømmen var fuld af fremmede ansigter. Under »Klassen« fandt jeg kendte efternavne. Nogle profiler havde været inaktive i årevis. Jeg sendte korte beskedder: »Hej! Det er Mette. Vi holder jubilæumsmøde. Er du med?« Grønne prikker dukkede op nogle var online.
Det var sværere at finde folk, end jeg havde regnet med. Flere telefonnumre virkede ikke. Jeg prøvede andre sociale medier nogle havde skiftet navn efter ægteskab, andre havde et landskabsbillede i stedet for et profilfoto. Nogle gange skrev jeg til fremmede med lignende navne måske var det dem? Hver gang bankede hjertet en smule hurtigere.
Undervejs huskede jeg skoletiden igen og igen. Litteraturtimerne, hvor jeg diskuterede med læreren om en H.C. Andersen-historie, klasseudflugter til fjorden, den første skovtur. Og især første forelskelse Simon Thomsen fra parallelklassen. Jeg smilede: at huske ham var stadig lige så blidt og lidt spændende.
En aften kom der en besked fra Anders den stille dreng fra bagerste rind, der næsten aldrig deltog i klasselivet. Han skrev kort:
»Hej. God idé. Jeg er med.«
Efter den besked mærkede jeg en bølge af selvtillid. To andre klassekammerater sluttede sig til søgningen, og snart diskuterede vi, hvor mødet skulle være.
Der blev varmere i huset måske fordi jeg nu oftere lod vinduet stå åbent. Varm luft strømmede ind, blandet med duften af forårsløv og lydene fra byen om aftenen. Violerne på vindueskarmen blomstrede, og hver gang jeg gik forbi, rørte jeg dem let med hånden.
En dag ringede Ida min gamle skoleveninde.
»Kan du huske vores første skoledag?« spurgte hun.
»Selvfølgelig! Jeg var bange for at glemme mit digt.«
»Og jeg trådte lige i min hvide skolekittel foran rektor!«
Vi grinede begge to.
»Vi ses, ikke?« sagde Ida.
»Jeg ordner det hele!« svarede jeg.
Om aftenen lavede jeg lister over dem, jeg havde fundet: krydsede af ved navnene, der havde svaret, skrev telefonnumre eller sociale medie-links ned. Nogle gange skrev jeg sent vi diskuterede mad, hvem der ville tage gamle billeder med, eller souvenirer.
Simon Thomsen bekymrede mig mest. Hans profil havde været inaktiv i årevis, og vi havde ingen fælles bekendte tilbage. Jeg prøvede at finde ham gennem parallelklassens fælleschat, men ingen kendte hans nye nummer. En dag fandt jeg et gammelt klassebillede ved fjorden Simon stod lidt for sig selv og smilede svagt.
»Mon han kommer« tænkte jeg højt.
Mødedagen kom. Skolen havde givet os lov til at bruge vores gamle klasseværelse på første sal og lade vinduet stå åbent, så det ikke blev for varmt. Jeg kom først jeg havde lyst til at gå gennem gangene igen, hvor væggene stadig var malet i det samme lyse. På vindueskarmen stod friske markblomster nogen havde sat dem der tidligt.
Så begyndte klassekammeraterne at dukke op. Nogle havde børn med, andre tog en kasse med billeder op, én krammede mig så hårdt, jeg næsten tabte mappen. Der blev hvisket vi mindedes sjove episoder fra eksaminer eller skoleture. Klassen blev fyldt med stemmer, og latteren gav genlyd under loftet.
Jeg bemærkede, at jeg hele tiden spejdede efter et velkendt silhuet fra dengang. Hver gang døren åbnede, standsede mit hjerte et kort øjeblik. Jeg snakkede med alle, hørte om deres liv, men spændingen i mig voksede.
Da døren igen gik op, stoppede jeg midt i en sætning. Simon Thomsen trådte ind han havde næsten ikke ændret sig: lidt grå hår, den samme ranke ryg og det stille smil, der altid fik mit hjerte til at slå hurtigere. Han så sig om og fangede straks mit blik; vores øjne mødtes gennem hele rummet.
Simon kom nærmere, og lydene omkring os blev lidt dæmpede de andre stod i deres egne samtaler eller kiggede på billeder.
»Hej, Mette Godt at se dig efter så mange år,« sagde han lavmælt.
»Også godt at se dig Du er næsten ikke ændret,« svarede jeg lige så blidt.
»Jeg kunne ikke lade være med at komme,« smilede han lidt bredere. »Tak for alt det her«
I det øjeblik forsvandt alt andet for mig: den lange søgen og bekymringerne havde været nødvendige for at nå til dette ene minut.
Samtalerne i klassen blev blødere og mere personlige. Nogle fortalte ikke kun om skolestreger, men også om, hvordan de valgte deres job eller hvor de boede nu. Vi sad sammen i små grupper, som dengang, men med rynker om øjnene og historier, der var vokset tykkere med tiden. Da solen begyndte at skrå ned over skolegården, stod Simon og jeg side om side ved vinduet og kiggede ud, ligesom vi engang havde gjort i tavshed under frikvartererne. Ingen sagde det højt, men noget var genfundet ikke alt, men nok.
