Kære dagbog,
Det er svært at finde ro i aften, men jeg må skrive ned, hvad der foregår i vores lille hus på Østerbro. Man skal føde så hurtigt som muligt, sagde bedstemor Mette, da hun langsomt lå løftede benene fra sengen. Selvom hun er 87 år, kan hun næsten ikke huske, hvordan det føles at være ung, men barnebarnet Viggo og hans søn, den lille pige Kirstine på fem, minder hende konstant om, at livet stadig har et tempo.
Kirstine kom løbende ind i køkkenet med et lille skrig: Bedstemoder, hvorfor sværger du ikke længere så højt?
Mette svarede med en tung suk: Jeg er ved at nå min tid, pige, min tid, og hendes stemme bar både tristhed over den svindende styrke og en stille håb om, at der er mere end den gryderet, vi knap kan holde varmen på.
Jeg gik ud i stuen, hvor min bror Lars, der også er familiens overhoved, løftede de buskede øjenbryn og spurgte: Hvilken muldvarp har du talt om?
Kirstine rystede på hovedet og svarede: Det ved jeg ikke, han har aldrig vist mig den. Det var, som om vinden legede med de løse tæer på gaden, mens vi alle stod og spekulerede.
Næste dag kom lægen, en rolig mand fra Hillerød, og sagde kort: Der er noget galt med hende.
Lars slog sig selv i lårene og mumlede: Selvfølgelig, hvad ville vi ellers kalde dig? Lægen så først på ham, så på mig, og sagde så: Det er aldersrelateret, men jeg ser ingen alvorlige afvigelser. Hvilke symptomer viser hun?
Min kone, Anna, svarede med en knækket stemme: Hun har holdt op med at fortælle, hvornår vi skal lave frokost eller aftensmad. Hun peger altid på, at mine hænder ikke er til at lave mad, men nu går hun aldrig ind i køkkenet.
Vi besluttede i fællesrådet, at det var et alvorligt tegn, og vi gik i seng med tunge hjerter. Om natten vågnede Lars op af det velkendte skrattende klap af tøfler på trægulvet. Men denne gang var der ingen hastighed i lyden, ingen ordre om at stå op og gå på arbejde.
Mor? hviskede han i korridoren.
Ja? kom et dovent svar fra mørket.
Hvorfor? spurgte han.
Jeg tænker mig at løbe væk med Mikkel Jensen på en lille date, mens I sover, svarede jeg med en halvt grin, jeg må bare på toilettet, ellers hvad så?
Jeg tændte lyset i køkkenet, satte kedlen på, og satte mig med hovedet i hænderne. Sulten? spurgte bedstemor, da hun stod i døråbningen.
Jeg venter på dig, svarede jeg. Hvad skete der, mor?
Mette gik hen til bordet og begyndte at fortælle: Jeg har siddet i værelset fem dage, og så ramte en due vinduet bam! Jeg tænkte umiddelbart på et dårligt tegn, men hun fortsatte: Jeg lå og ventede på døden. Dagene gik, den anden, den tredje, og i nat vågnede jeg midt i natten og tænkte: Hvorfor skulle dette tegn gå ud på marken og lade mig brænde livet i lagner? Hæld mig en kop te, stærk og varm.
Tre dage har vi ikke haft en rigtig samtale, men vi vil indhente det. Lars lagde sig i sengen omkring fem om morgenen, mens Mette blev i køkkenet og lavede morgenmad, for hun må klare det selv ellers vil de små hænder ikke kunne mætte børnene ordentligt.
Jeg håber, at morgendagen bringer ro.
Dagbog, 28. oktober 2025.
