Sådan, Signe, nu er dette dit værelse. Sæt dig til rette.
Signe træder forsigtigt frem. Der står en seng med et fjollet, fluffy tæppe, et skrivebord med en bærbar computer, et spejlskab, og ved siden af ligger et rektangulært tæppe med geometrisk mønster. Alt er gennemtænkt, stilfuldt og dyrt helt anderledes end hendes gamle værelse.
Faderen bærer to store kufferter med Signes ejendele og stiller dem ved skabet.
Du klarer det selv?
Selvfølgelig. Han tror vel, at hun selv vil spørge ham? Eller Dorte?
Dorte dukker op med en lang, slank blomsterstilk, lægger den på vindueskarmen.
Jeg tænkte, den ville se flot ud her.
Hun smiler venligt og stirrer på Signe, som står tungt og tavs.
Lad os gå, Søren.
Signe lægger sin hånd på faderens skulder, peger mod døren.
Sæt dig til rette, hvisker hun til sidst og lukker forsigtigt døren.
Signe gentager det i sit hoved: Sæt dig til rette. Hun føler sig trist og utilpas. Hun falder på sengen, vender ansigtet mod væggen, krøller sig sammen og lukker øjnene.
Mor, mor! Hvorfor? Vi har altid været sammen, så nu har du forladt mig. Hvorfor gik du ikke straks på hospitalet? Du tænkte ikke på mig! Hvorfor har du ladet det gå så langt?
De sidste ti år har Signe været mors lille pige. Efter farens skilsmisse har hun næsten ingen kontakt til ham. De hjemlige aftener med mor, TV, varm te og hjemmebag er kun minder nu, for hun må bo hos fremmede mennesker. Faderen kalder hende kun datter. Det lyder så fremmed for hende, at hun knap kan udtale ordet far. Hendes tanker vender mod faren og hans nye kone.
Signe havde altid forestillet sig, at en rig mand efter en skilsmisse ville gifte sig med en model med perfekte læber, men Dorte er yngre end faren, lavere, med kort hår. Hun driver en juridisk virksomhed og virker meget forretningsorienteret ikke som mor. Hjemmet lugter nu af pizza fra bestilling i stedet for de kager og stege, som farens mor plejede at bage.
Mon hun har indrettet værelset for mig? Sandsynligvis ja. Det er ham, der har dårlig smag, tænker Signe, mens hun stryger det bløde tæppe. Det har hun aldrig haft før.
På den nye skole får Signe hurtigt venner. De accepterer hende hovedsageligt på grund af farens penge og hendes udseende. Pigerne beslutter sig for at blive venner i stedet for rivaler. Tidligere havde hun kun snakket med klassens piger, og moren var den nærmeste. Nu nyder hun den nye omgangskreds, de forstår hende, og hun mærker for første gang opmærksomhed fra drenge, hvilket giver hende en hemmelig begejstring.
I starten lider hun under omstændighederne og klassen ser hende som en halvt forældreløs pige, der lever med en uelsket far og en kold stedmor. Signe nyder denne rolle og forsøger bevidst at holde den ved lige. Hun hører en klasskammerat sige til drengene:
Hvorfor snakker hun så meget om sin stedmor? Min mors veninde arbejder hos hende og siger, at hun er en helt normal kvinde.
Da Signe kommer hjem sent en aften, siger faren:
Datter, jeg ved, du vil hænge med vennerne, så jeg har ikke ringet. Men jeg vil have, at du ikke bliver så sent ude. Aftale?
Signe svarer ikke og går ind på sit værelse. Næste gang de skal ude, slukker hun for sin telefon. Hjemme venter faren med et ugudeligt udtryk.
Hvis det sker igen, griber jeg ind, siger han.
Signe giver ham et hurtigt, vredt blik og marcherer demonstrativt ind i sit værelse. På sengen sidder Dorte, som straks rejser sig, da pigen kommer ind.
Jeg ville tale med dig, siger Dorte.
Signe tier, men hendes kropssprog siger: Hvad vil du mere? Dorte bliver usikker og mister noget af sin beslutsomhed.
Signe, han er bekymret for dig, siger Dorte.
Jeg er næsten seksten! afbryder Signe.
Alligevel begynder hun at komme hjem til tiden for ikke at gøre faren vred. Hun planlægger sin sekstende fødselsdag med venner. En ældre bror til en af vennerne har lovet en lejlighed. Hun har fundet en fyr, hun virkelig kan lide, og drømmer om at tilbringe dagen alene med ham.
Datter, Dorte har bestilt et bord til i morgen. Vi fejrer din fødselsdag. Du kan invitere veninder, hvis du vil.
En restaurant? Med jer? Jeg havde planer om at fejre med venner!
Hvornår havde du tænkt dig at sige det?
Jeg ved det ikke, svarer Signe. Måske i morgen.
Så på selve fødselsdagen? Okay. Hvis du vil have venner med, kan I samles hjemme hos os. Dorte hjælper med maden.
Signe fryser af rædsel. Alt er næsten klar. Bror Max’ lejlighed, hvor festen skal holdes, har fået alkohol af en ven. De ser frem til en sjov fest. Hvorfor skulle faren melde sådan et forslag? At sulte i forældrenes hus? De vil bare grine af hende! Signe skynder sig tilbage til skolen og tænker: Jeg skal finde på noget.
I entrén brænder et stærkt lys. En rasende far står foran Signe.
Hvad tror du, du laver?!
Han træder nærmere, lugter af alkohol og cigaretrøg.
Hvad tror du, du gør? spørger han.
Han vil slå hende i kinden.
Søren!
Bag ham står Dorte. Signe løfter hovedet, ser Dortes desperate blik og den smudsete mascara under øjnene tegn på nylige tårer.
Dorte trækker væk fra faren, tager Signe i armene og fører hende ind på værelset.
Har nogen gjort dig ondt? Har du oplevet noget dårligt? spørger Dorte roligt.
Signe ryster på hovedet.
Nej, alt er i orden.
Jeg taler med faren. Kan jeg hjælpe dig med noget?
Hent noget at drikke, svarer Signe.
Det er fint med hende, siger Dorte til manden, som nervøst står i døren.
Da Dorte vender tilbage, sover Signe allerede, uden at have klædt sig af.
Hun lugte af alkohol! Hørte du det? råber Søren, da Dorte begynder at tale om pigen i deres soveværelse.
Selvfølgelig. Forestil dig, du er seksten igen.
Og så? hun er kun en pige!
Ja, men hun er smart. Desværre er vennerne nu tættere på hende end vi er. Giv hende tid. Husk, hendes liv har ændret sig på et øjeblik. Måske er det så lettere for hende at klare det.
Hvad skal hun klare? Hun har mad, tøj, alt. Jeg vil opfylde enhver af hendes ønsker!
Søren! Lad være med at spille død! Pigen har mistet sin mor. Det, hun har mest brug for, er kærlighed og opmærksomhed, og hun søger det i sin vennekreds. Måske får hun det. Og i dag skete der noget. Måske har de skændtes?
Jeg ved det ikke, sukker Søren. Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle være så svært.
Hvad så? spørger Dorte, smiler og kysser ham på panden. Vi klarer det sammen.
Om morgenen træder Dorte ind på Signes værelse. Signe ligger vågen med øjnene åbne.
Hvordan har du det? Er hovedet ømt?
Dorte trækker gardinerne til.
Tag, giver hun pigen et glas vand.
Signe sætter sig på sengen, drikker vandet grådigt.
Hvorfor hjalp du mig i går?
Jeg var selv seksten engang. Forresten, tillykke med fødselsdagen.
Signe er tavs.
Hader du mig?
På grund af dig gik faren væk.
Du ved, det er ikke sandt. Vi mødtes et år efter.
Præcis! Hvad nu hvis han vender tilbage?
Dorte sukker.
Det er ikke så enkelt, Signe. Ofte kan folk ikke finde sammen efter et brud.
Hvorfor? Hvad står i vejen? Så som dig? Min mor var god!
Din mor var fantastisk! Dorte vil holde Signes hånd, men hun trækker den væk. Men voksne forhold har problemer. Nogle kan løse dem, andre kan ikke, og så må de gå hver til sit. Det er bedre end at lide hele livet. Der er ingen enkelt skyldig.
Og jeg? Hvorfor er jeg skyldig? Han gad mig ikke!
Det er ikke sandt. Far gjorde alt for, at du ikke skulle mangle noget. Han holdt sig opdateret om dit liv.
Han ville ikke mødes med mig!
Han ville. Bare troede, det er bedst for dig at være hos mor.
Dorte fortæller ikke, at Signes mor bad sin eksmand om ikke at kontakte datteren, da de giftede sig med Søren. Hun frygtede, at Signe ville tilbringe for meget tid med faren, og ville have al kærligheden alene. Søren trak sig efter den første skænderi.
Han elsker dig virkelig. Du er bare blevet voksen.
Dorte lægger sin hånd på Signes skulder. Denne gang trækker Signe ikke væk.
Så hvis drengen, jeg har gået med, dukker op på min fødselsdag med en anden og siger, at han dumpede mig på min egen fødselsdag, er han så også skyldig?
Hmm. Vi må tænke over det. Sagde han noget mere?
At jeg er alt for kompliceret.
Sådan er det.
Pludselig får Signe lyst til at blive krammet, til at blive trøstet, til at blive den lille pige igen, så en voksen kan løse alle hendes problemer, så smerten i brystet fra gårsdagens forræderi forsvinder. Dorte mærker dette og lægger den grædende pige ind til sig.
Signe, jeg kan ikke erstatte din mor, men jeg vil gerne være din ven. Jeg blev også forelsket første gang, jeg var seksten. Han var et år ældre, men så fandt jeg ud af, at han også så en anden pige fra en naboskole.
Så han var en idiot! Hvad gjorde du?
Vi dumpede ham begge.
Hvor var min skyld?
Jeg brugte for meget tid på studierne.
De begynder at grine, og det føles pludselig lettere. Begge mærker, at de har gjort et stort skridt mod hinanden.
Hør her, siger Dorte, lad os gå en tur i dag! Du går i skole, jeg på arbejde, og vi bruger lidt af din fars penge. Lyder det?
Signe smiler usikkert.
Alt er i orden! Jeg talte med ham i går. Han sagde, vi kan vælge en gave til dig. Skal vi tage af sted?
De snakker ivrigt om shopping og den kommende dag, da en høj lyd af bremser bryder deres samtale. En bil rykker voldsomt, skrider til siden, og et højt skrig af bremser høres. Et let bump følger, som om noget har slået bilen udefra, og så er der stil igen.
Far! Far, vi er på hospitalet!
Efter en halv time ser Signe faren i enden af hospitalskorridoren og vinker.
Signe!
Søren skynder sig hen til datteren.
Er du okay? Har du fået noget?
Han holder hende i skuldrene, ser over ansigtet og opdager blå mærker på hænder og ansigt.
Gør det ondt? Åh Gud, Signe, jeg blev så bange
Det er bare en lille skade, far.
Søren stirrer på hende med store øjne, en knust stemme siger:
Hvor er Dorte?
På wardet. Det var en slags sammenstød fra hendes side. En skør fyr dukkede op pludselig. Hun er i live, far!
Søren klemmer hende hårdt. Signe mærker, at faren ryster. Hun lægger hovedet på hans skulder.
Jeg er ked af gårsdagens skænderi, siger hun.
Han stryger forsigtigt hendes ryg.
Stop nu. Lad os bare glemme det, okay?
Signe nikker. En læge træder ind.
Er du hans ægtefælle?
Ja, svarer Søren og giver slip på hende. Hvad er der sket?
Kraftige blødninger og chok. Airbagen har gjort sit arbejde. Hun kommer sig, barnet er uskadt.
Barnet? Søren ser forvirret på Signe. Ja, barnet er uskadt.
Lægen smiler let og går.
Det ser ud til, at jeg selv kan se, at mit barn er uskadt, mumler Søren.
Han omfavner Signe igen med den ene arm.
Far, har du ikke forstået, at vi snart får en bror eller søster?
Søren ser forvirret ud.
Hvad mener du?
Signe ruller med øjnene.
At jeg snart får en lillebror eller søster. Søren står stille, som om tiden står stille. Så bøjer han sig let, ser på Signe, og der er noget blødt i hans blik, noget, hun ikke har set før.
En lillebror eller søster? siger han stille.
Signe nikkede.
Ja, far. En, der måske også vil have brug for at blive tryllet ind, som jeg var.
Han trækker vejret dybt, smiler svagt, og lægger armen om hende igen.
Så må vi da sørge for, at han eller hun får det bedre end os, hviskede han.
De står der i tavshed, midt i korridoren, to mennesker, der pludselig finder hinanden i det, der er brudt. Udenfor skinner solen gennem vinduerne, og bag dem sover Dorte, tryg og hel, med hånden på maven.
