Anden ungdom
Søstrine og hendes mand Jens havde boet sammen i seksogtyve år. De havde mødt hinanden på universitetet, giftet sig lige efter eksamen, og to år senere kom deres søn Frederik til verden. Ligesom alle andre, en helt almindelig dansk familie.
Frederik voksede op, giftede sig og flyttede med sin kone til København. Da sønnen gik, begyndte Søstrines tilværelse med Jens at skifte som i et drømmeskift. Pludselig var der ingen samtale at dele, ingen trang til at tale. De kendte hinanden så godt, at et eneste blik sagde alt, men de talte kun få ord og faldt så til tavshed.
Da Søstrine lige var begyndt at arbejde efter universitetet, var der en kvinde på omkring femogfyrre i hendes afdeling. For Søstrine syntes hun allerede gammel, trods sin unge alder. Hun tog altid vinterferie, vendte altid tilbage med en jævn solbrunhed, som om hun havde ligget på en solterrasse i Spanien. Et dristigt, kort kniplet blondt hår fremhævede hendes solbrune ansigt endnu mere.
«Hun må gå i solarium», hviskede en ung kollega til Søstrine.
En dag kunne Søstrine ikke holde det ud længere og spurgte kvinden, hvordan hun kunne blive så solbrun om vinteren.
– Vi tog på ski i Alperne med min mand, svarede hun.
– Virkelig! udbrød Søstrine. I jeres alder?
Kvinden lo højt.
– Hvilken alder? Jeg er kun femogfyrre. Når du når min alder, forstår du, at det er den ægte ungdom ikke dum, men moden. Husk, pige, kedsomhed er den største fjende i et ægteskab. Alle utroskaber og skilsmisser starter med kedsomhed. Når børnene bliver voksne, falder livet i en rolig, jævnt tempo. Så bliver mændene rastløse. Vi kvinder har ikke tid til at kede os; vi arbejder, passer børnene og løfter de tunge huslige pligter, mens manden ligger på sofaen, hviler efter arbejde og tænker på, hvordan han kan bruge sin ubrugte energi. Nogen drikker, andre søger nye oplevelser. Som man siger, de leder efter en kvinde.
Jeg var dum; jeg troede, at manden bare var træt, arbejdede hårdt, og at det var fint, at han lå foran fjernsynet, drak lidt og var i ro. Jeg gik rundt som en elektrisk børste i huset. Så en dag sagde manden, at han havde forelsket sig i en anden, at han var træt af mig, at alt var kedsommelig, og han gik. Kan du forestille dig?
Da jeg giftede mig igen, opførte jeg mig helt anderledes med min nye mand. Jeg tvang ham til at hjælpe med husarbejdet, vi tog altid på weekendture ud på landet, på vinteren gik vi på ski i Rold Skov. Jeg gav ham ingen ro, rystede ham, lod ham ikke ligge på sofaen. Vi lever stadig sammen, børnene er voksne, og vi rejser rundt i Danmark. Sådan er det. Det passer måske ikke til alle, men du kan tage noget med dig.
Søstrine huskede kvindens ord. Hun så, at Anders hendes nye mand efter en solid middag gik direkte til sofaen foran fjernsynet. Jo mere han sad, jo sværere var det at trække ham ud af huset. Tidligere gik han på vandreture, flød ned ad floder på rafting. Hvilke overraskelser han havde planlagt til hendes fødselsdag!
Søstrine prøvede at vække Anders, købte billetter til teateret, til en krydstogt på en tre-dækket færge i Guldhalvøen.
På teateret sov han, ved gæsterne gabte han efter et par glas vin, og han løb straks tilbage til den elskede sofa. På færgen led han af småsengenes trang. På ski var der ingen tale. Den tykke mand med mave kæmpede desperat imod de fysiske aktiviteter.
Efter endnu et forslag fra Søstrine om at gå i biografen, svarede han med triste øjne:
– Hvor vil du have mig hen? Jeg vil bare slappe af i weekenden, sove ud. Gå med dine veninder.
Da de først begyndte at bo sammen, gik Anders ofte på vandreture med sine venner. De havde dannet et lille fællesskab, elskede at ro på floder med hurtige strømme. Anders spillede guitar, sang rimelig godt.
Søstrine gik aldrig med. Arbejdet tillod det ikke, så var hun gravid, så var hun hjemme med lille Frederik.
– Du giver ham for meget fri, så finder han en ven med samme interesser, advarede hendes mor.
– For at snyde behøver man ikke vandretur. Man kan finde nogen herhjemme. Jeg stoler på Anders, svarede Søstrine.
Hun stolede faktisk på ham og ventede på vandreturene.
Senere blev deres fælles ven, leder og inspirator, også far, og vandreturene gik i stå.
En weekend satte Søstrine sig ved siden af manden på sofaen med et fotoalbum. Først tøvende, men så mere og mere opslugt, så han på billederne og huskede.
– Vil du ikke genoplive den gamle tid, huske ungdommen? spurgte hun.
– Nej. Med hvem? Alle har travlt, børnebørn.
– Med mig. Jeg har aldrig været med på jeres vandreture. Tag initiativ, inviter dine gamle kammerater, måske vil nogen sige ja.
– Hvad? De var dumme, unge, vovede, og nu
– Så kloge? svarede Søstrine sarkastisk. – Så lad os gå i teateret i weekenden, have en kulturel aften, sagde hun og smækkede albummet ned med et støvskys.
Manden tænkte over det. En aften ved middagen sagde han:
– Jeg har snakket med en af mine kammerater. Tjek, han har stadig telte. Vi kan leje en raft i sportsklubben. Søstrine så lyset i hans øjne, og det glædede hende.
Endelig viste han interesse for livet, kun om den kommende vandretur.
– Du ved, Søstrine, du er ny, det er svært i starten. Der er floder, strømmene, myg. Man skal sove på jorden i soveposer, ingen bruser, ingen toilet, man må gå bag en busk. Du vil i første dag protestere og ville hjem, advarede han.
– Jeg vil ikke starte, lovede Søstrine.
– Så lad os prøve. Anders kastede et skeptisk blik på hende. Manikur, fine hjemmesko med pels, morgenfrakke med fugle. – Du skal have udstyr, du kan ikke gå i høje hæle.
De gik i butikker sammen, og han holdt hende tæt.
– Jeg ved, du vil købe badetøj og kjoler, men til vandretur skal du have varm beklædning og solide sko.
Søstrine fulgte ham blindt. Planlægningen af turen greb hende også. Snart var rygsækkene pakket.
– Tag den på, lad os se din forberedelse, beordrede han.
Klarte som en stegt pølse på en pande, løftede Søstrine den tunge rygsæk, åndede tungt, bøjede sig under vægten. Det føltes som at gå gennem et bakket landskab med grøfter og krat.
– Tag den af, sagde han. – Lad os se, hvad du gemmer.
Søstrine tog lettet af byrden.
Han trak ud en bøtte med hårbørster, en kosmetikpose, en hårtørrer, mange krukker med cremer, shampoo og en bunke tøj, som var fint til sommerhuset, men ikke til vandring.
– Mygene vil le af dig, opsummerede han. – Måske bør du blive hjemme? Anders så på hende med medlidenhed.
Søstrine gik forvirret rundt med sit hoved.
Anders trak ud unødvendigt grej, beholdt kun det helt nødvendige. Rygsækken blev meget lettere.
– Jeg klarer det, lovede den lettede Søstrine.
Hun huskede, hvordan hun havde forsøgt at trække ham ind i teateret og kunsten, presset sine interesser på ham. I starten gik han med. Som en krigsveninde skulle hun stå ved hans side i både modgang og glæde.
Jo tættere de kom til afrejse, jo mere vaklede Søstrine, og hun tænkte på at give op på den vilde idé. Så stod de på perronen, ventede på toget, der skulle føre dem væk fra civilisationens tryghed. Ud over dem var tre mænd og en kvinde.
– Er dine andre venner også skilte? spurgte Søstrine stille.
– Nej, deres koner har børnebørn, svarede han.
Togrejsen var festlig, mændene fortalte sjove historier, Anders mindedes akkorder på den gamle guitar, han havde hentet ned fra loftet. Søstrine besluttede, at hvis det fortsatte sådan, kunne hun klare det og have det sjovt.
Da de steg af toget og gik flere kilometer fra stationen, gik det op for hende, at hun havde taget fejl. Rygsækkens vægt ramte ryggen, benene rystede af træthed, sveden løb ned ad panden. Hun skammede sig over at klage, for mændene bar deres soveposer, telte og en oppustet kano.
Naturens skønhed var der, men Søstrine så ingenting, hun frygtede kun at snuble, falde og knække benet. Da de endelig stod ved floden, ville hun ligge på græsset og blive liggende. Mændene tændte hurtigt bål, satte op teltene som om de ikke var trætte.
– Du vænner dig, sagde Tanja, en af mændenes koner. – Lad os hente vand, så vi kan lave aftensmad.
Tårerne truede, hun ville hjem, tage et bad og ligge i en blød seng.
Men så blev hun trukket ind. Anders spillede inderligt guitar ved bålet og sang. Hun glemte hans smukke stemme. Her var han helt anden livlig og glad. Hun så igen den Anders, hun engang havde elsket uden forbehold.
– Har du tænkt på at løbe væk? spurgte han næste dag og så på de sårede hæle på hendes hænder efter raftingturene.
– Nej, svarede hun beslutsomt.
Ved vandfaldet tøvede hun. Floden brølede, skarpe sten stak ud af vandet. Hun ville foreslå at gå langs bredden i stedet for at risikere. Men da hun så hans drilsk smil, tav hun og greb fast på raftens sider, glemte årerne, bange for at falde i det kolde vand.
Da strømmen gik over, åndede hun lettet ud og råbte af lettelse.
Efter en uge vendte de hjem, trætte men lykkelige og fyldt med indtryk. Søstrine indså, at hun ville savne nye venner, sangene ved bålet, den frie luft og stilheden.
Efter brusebadet og en solid familieret middag sad de ved computeren, så på billeder, drillede hinanden. Det var længe siden, de havde siddet og snakket. Turen havde bragt dem tættere, de havde fælles interesser igen. De faldt i søvn i hinandens arme, som i de unge år.
– Skal vi gøre en vandretur igen næste år? spurgte hun, klynget ind til hans varme side.
– Havde du lyst? grinede Anders. – Det er ikke som teater og restauranter. Det er livet.
– Nu ved jeg, hvordan jeg skal forberede mig bedre. Du vil ikke skamme dig over mig, lover hun.
– Jeg skammede mig ikke. For en nybegynder klarede du dig flot. Jeg var overrasket. Du overrumplede mig.
Søstrine strålede af ros.
Da hendes søn ringede, fortalte hun ham begejstret om turen.
– I har et vildt liv, men jeg troede I var triste og kede jer.
– Vi keder os, men hvordan har I det? spurgte hun.
– Vi venter på vores barn, enten søn eller datter, svarede han.
Efter ferien kom Søstrine tilbage på arbejdet med glødende øjne og et perlehalskæde af perler på håndleddet.
– Tog I på sydsiden? Du ser ikke så solbrændt ud. Smuk ting, sagde en kollega og pegede på smykket.
– Det er en beskyttelse. En shaman gav mig den.
Så for at genoplive et ægteskab, genfinde gnisten, skal man ikke sidde derhjemme, men dele mandens interesser. Det passer måske ikke til alle, men man kan altid finde noget andet. Som en forfatter engang sagde: «Man bør ikke fortryde anstrengelserne for kærlighedens skyld».
