FAMILIEN BLOD KALDTE ALLIGEVEL
“Lise, som din mand, tillader jeg mig at stille et krav. Lad os glemme den tåbelige affære med din ivrige elsker. Men jeg beder om én ting: giv mig en søn,” sagde jeg ynkeligt, som aldrig før.
“Okay, Erik, jeg skal prøve,” svarede min usikre kone. Det kostede hende noget at indgå denne aftale.
Lise og jeg opdragede tre døtre: tolvårige Freja, niårige Mette og otteårige Astrid. Hvor den tyveårige flovstikker Andreas kom fra, forstår jeg ikke. Han ødelagde mit liv fuldstændigt. Som man siger, det er ikke årene, men sorgen, der gør én gammel
Vores piger forstod ingenting. Deres mor var gået fra at være omsorgsfuld og kærlig til at blive overdreven velplejet og spøgelsesagtig. Alt i hjemmet ændrede sig. Støv drev som tåge over gulvet, lagde sig tykt på alle flader, og tallerkener stod uvaske på køkkenbordet. Jeg blev nervøs og irritable. Vidste ikke, hvad jeg skulle gøre for at få min vildfarne kone tilbage.
Alt begyndte for et halvt år siden.
Et tilfældigt møde på en færge, skulle man tro. Lise havde været på ferie med pigerne ved kysten. Hun kom hjem eftertænksom og distræt. Svarede forkert, så igennem mig, kyssede ikke pigerne eller krammede dem som hun plejede. Selvfølgelig fik jeg mistanke: Der var noget suspekt og glat her. Der var en sprække i familien, men jeg lod, som ingenting. Det ville gøre ondt at konfrontere hende med utroskab. Tiden ville vise. Og det gjorde den
“Far, mor gik hele ferien arm i arm med Andreas,” sagde Mette naivt.
“Kan du uddybe det, lille Mette?” spurgte jeg, blegner, men prøver at holde masken.
“Ja, ved stranden gik den onkel altid med os. Mor grinede meget, når han lavede sjov. Han fulgte os endda til stationen. Flot og moderne. Yngre end dig.” Mette knuste mit hjerte fuldstændigt.
Det kunne ikke passe! Bare en kort ferieflirt, et flygtigt forelskelse. Ikke mere. Hvorfor skulle den unge kvajebøtte begære en kvinde på tredive med tre børn? Var der ikke nok unge piger på havnen? Bare fløjt så var alle solbrændte feriepiger hans.
Men jeg tog fejl.
Lise og Andreas var fanget i en kærlighed for livet.
Hverken bønner, børn eller moralske appeller kunne redde vores ægteskab. Min sjælefred var tabt for altid.
Lise fødte mig (eller sig selv?) en søn, Villads. Men han så mig aldrig som sin far. Jeg så ham kun et par gange. Andreas opdragede ham. Lise tog den etårige dreng og forlod os for altid. Jeg blev tilbage med tre piger. Overvejede at ende det hele. En isnende kulde tog bolig i mit hjerte.
“Far, hvis mor har forladt os, kan vi lave mad, gøre rent, vaske og stryge for dig,” sagde Astrid og tørrede mine tårer med et lommetørklæde. Det var den eneste gang, jeg ikke kunne holde tilbage.
Efter sorg kom fornuft jeg havde tre små damer at tage mig af. Jeg lærte dem kvindelige færdigheder. Skældte dem nogle gange ud, skræmte dem, sårede dem ufrivilligt. Men huset blev rent og hyggeligt igen. Freja elskede at vaske op og tøj. Mette foretrak at feje gulve. Astrid viste støv ingen nåde. Madlavningen klarede jeg på bedste viste.
Lise besøgte os lejlighedsvis, men det gjorde kun ondt værre. Pigerne var knuste efter hvert besøg. Græd i timevis. Så jeg bad hende holde sig væk. Det var bedst for alle.
“Erik, jeg elsker pigerne. Vil du have mig til at opgive dem for din skyld?” protesterede min ekskone.
“Nej, Lise, for deres skyld. Hvis du virkelig elsker dem, så vent, til de er ældre. Lad dem selv beslutte, om de vil se dig.” Jeg mente, jeg var overbevisende.
“Okay, måske har du ret. Jeg græder også efter at se dem. Tiden vil vise. Farvel, Erik.” Lise kyssede pigerne og forlod vores hjem for længe.
Som teenagere hadede pigerne deres mor og broderen Villads. De misundte ham han havde en mor, han kunne røre. Hun gav ham al sin kærlighed.
Da mine piger én efter én blev gift, ændrede de holdning til Lise. Vreden lagde sig, men bitterheden blev. Freja og Mette fik fire børn hver, Astrid tre. De stræber efter at være gode mødre. For dem betyder det alt.
Jeg bor alene. Der har været kvinder, men jeg kaldte dem alle Lise. Hvem gider det? Underbevidstheden gemte kun på én. Fortiden kan ikke slettes. Så jeg er blevet en gammel ungkarl.
Min Lise nåede de tres, før hun gik bort. Ugen før kom hun uventet til mig. Bad om tilgivelse, græd og beklagede sig over Villads. Hun forstod det ikke han havde skiftet køn og blevet til Viola. Han havde gennemgået flere operationer og sagde, han aldrig havde været så lykkelig.
Lise efterlod et testamente, der sendte Andreas på hospitalet.
For Andreas var en succesrig forretningsmand. Han havde overdraget alt til Lise han elskede og stolede på hende. Men i testamentet nævnte hun ham ikke. Alt gik til døtrene og Viola, hvis kønsskifte fremskyndede moderens død.
Hvorfor? Måske var familiens blod stærkere. Hun elskede sine piger bare gemt dybt i hendes hjerte.
Da pigerne arvede en formue, ville de give mig alt:
“Far, tag det. Du har fortjent det.”
Jeg afslog. Det var ikke mine penge. Jeg gav det videre til børnebørnene.
Andreas erklærede sig konkurs. Han bad mine døtre om hjælp, men de sagde: “Du tog vores mor og barndom. Gå med Gud.”
Viola, nu gift med italieneren Roberto, bor i Italien. De vil adoptere en dreng fra et børnehjem for at blive en familie. Astrid skriver med ham eller hende. Freja og Mette afviser hans valg og vil ikke høre om det. Jeg sidder ofte i min stol ved vinduet og ser ud over haven, hvor blomsterne nu vokser vildt. Tiden går, men mindet om Lise bliver. En gang imellem lukker jeg øjnene og hører igen hendes latter den, der engang fyldte hele huset. Verden har vendt sig, og jeg har lært at leve med tavsheden. Det er nok. Det må være nok.
