Hvorfor sådan en bedstemor?
I er da en interessant kvinde! Først sagde du, at vi skulle have barnebarnet hele sommeren, vi har allerede planlagt alt, og så siger du kom ikke med? Hvad skal vi så gøre?!
Telefonens højtaler buldrede af svigermors protester. Gitte holdt sin smartphone et stykke væk fra øret. Så hørtes alt tydeligt, uden at hun behøvede højttaler.
Kirstine, dine planer er dine problemer. Du har jo ikke konsulteret mig, og nu
Men du selv overtalte os til at tage Signe med til dig! afbrød svigermoren. Jeg forstår dig slet ikke. Hvad er du for en bedstemor? Du kan hverken tage barnebarnet ind eller køre ham til sommerhuset. Du har aldrig bragt ham friske bær, kun flyttet dine kasser! Hvorfor har han så brug for en sådan bedstemor, når der findes en anden, normal en?
Gitte rynkede panden og udåndede kort, mens hun pressede den frie hånd mod brystet. Hun forstod straks underteksten: enten flyt ham til din side med alt, hvad du kan, eller lad være med at se ham overhovedet. En lavmælt, snedig afpresning.
Kirstine havde ret med de hårde fakta, men hun vendte situationen på hovedet.
Det hele startede med, at sommerhuset, som Gitte engang havde ønsket at tage Signe med til, var spartansk. Toilettet stod udenfor, bruseren var kun en udendørs vandkurv. Bærene i haven var så sjældne, at hun knap nok spiste dem. Grillen, hvor hun og sin første mand havde stegt kød, var en gammel metalboks. Stole og bord var af plastik. Alt var beskedent, men Gitte følte det hyggeligt på den enkle måde.
Da hendes søn Andreas fortalte, at han ville komme med sin kæreste til sommerhuset, begyndte Gitte at bekymre sig.
Hun kendte allerede Kirstine, omend kun overfladisk. Smuk, velplejet, selvsikker, men med en strejf af kræsen bortforkørelse. Hun så altid ned på alt og alle, som om hun vurderede dem. Ved første møde gik svigermoren straks rundt i Gittes hus som en inspektør. Gitte blev utilfreds, men gik med på at give hende en rundvisning, hvor hun viste sine porcelænsfigurer og familiefotos.
Andreas, idéen er god Men er du sikker på, at Kirstine vil kunne lide det? Det er én sag, at du er vokset op på den sommerhus. Kirstine er nok ikke vant til sådan rustik charme, advarede Gitte, da hendes søn ivrigt delte sine weekendplaner.
Jeg forklarer hende alt. Hun har jo sagt, hun vil væk fra byen og nyde naturen. Her er den smukkeste natur og alt er vores.
Gitte sukkede, men sagde ikke imod. Hun frygtede, at folk ville tro, hun ikke ville have dem på besøg.
Det ville have været bedre at sige nej med det samme.
Gitte forberedte sig i to dage. Hun gjorde rent, bagte æblekage, hentede de særlige forsyninger fra kælderen, som kun blev brugt ved særlige lejligheder. En uro gnagde i hende, men forventningen om at se sit barnebarn overskyggede al frygt.
Allerede fra starten gik det galt. Kirstine steg ud af bilen i en hvid kjole og høje sandaler, så sig omkring, knibe øjnene og rynkede panden. Hendes ansigt mørknede straks.
Er det her et toilet eller hvad? spurgte hun afvisende og pegede med fingeren.
Jo ja, det er udenfor, men rent, som i byen, svarede Gitte med et stramt smil.
Sådan en ét med naturen på alle måder sagde Kirstine sarkastisk.
Det blev kun værre.
Det er jo som om, vi er tilbage i stenalderen, klagede hun over for Andreas. Har du stadig vasket dig i en spand? Der er så mange myg, man kan ikke engang forlade bilen! Og lugten er forfærdelig.
Det er bare hønsene fra naboerne, trak han på skuldrene.
Kirstine råbte så højt, at Gitte kunne høre hver eneste ord. Gitte følte sig fornedret. Det var hun, der havde inviteret hende, men hun fik kun en kæphøje.
Måske vænner hun sig, tænkte Gitte. De boede så langt væk, at de havde planlagt at blive hele weekenden.
Men Kirstine holdt ikke ud en dag. Da en myg biddede hende igen, slog hun sig mod bilen.
Nok! Jeg vil have dig enten hjem eller jeg bestiller en taxa, bandt hun på Andreas. Det er umuligt at bo her!
Andreas så ikke ud til at gøre indsigelse. Han vinkede farvel til sin mor og gik nervøst ud af bilen.
Jeg havde ikke forestillet mig, at hun ville have det så svært mumlede han akavet.
Gitte forsøgte at skyde skylden på, at Kirstine var vant til bylivet, men hun kunne heller ikke holde dørene i husets side lukket. Det var Andreas valg, om han ville bo med denne kvinde.
Seks år gik. Kirstine og Andreas gifte sig, og de fik drengen Signe. Gitte havde aldrig rigtig fundet gnisten i forholdet til svigermoren, men hun håbede stadig på et forhold til sit barnebarn, selvom de boede i forskellige byer. Håbet var der, så måtte muligheden findes.
Kirstine, kan I måske bringe Signe over til mig? spurgte Gitte en dag. Jeg har en lille have, en å ved siden af, frisk luft og masser af vitaminer til et år.
Hvor skal han hen? Til denne sanitære katastrofe? Det er bedre, han bliver hjemme, hvæsede svigermoren. I kan jo sende vitaminerne på posten. I roste jo, at I har for mange kirsebær til at kunne gemme dem. Så kunne I i hvert fald mødes en gang i sommeren.
Det gik hende på tæerne, men Gitte ville ikke diskutere. Det var en udfordring at forklare en forkælet storbypige, at man ikke kunne bære en kurv med kirsebær hele dagen i sommervarmen. Børnebørn fra nabolaget vænnede sig hurtigt til de enkle rammer. Gitte ville bare have tid med sin barnebarn.
Det var sidste sommer. Svigermoren vågnede op og indså, at alt var forandret. Gitte tilbragte nu halvdelen af sin tid på hospitalet, ved sprøjter og i lægeklinikker. En fjerdedel af tiden var begrænset af strenge lægeforskrifter. Hun var for nylig opereret, og lægen havde forbudt hende at gå ud i varmen eller løfte tunge ting.
Tag det seriøst, advarede han. Med dit hjerte skal du holde dig indenfor et sikkert område. Ingen anstrengende aktiviteter, kun korte gåture.
Det mest smertefulde var, at Andreas aldrig kom på besøg, selv da hun lå på hospitalet. De talte kun i telefonen, så var det det.
Gitte så oftere sin gamle veninde Villy end sin søn. Villy havde hjulpet hende økonomisk, da hun fik at vide, at hun ikke skulle bruge sommerhuset i år. Villy kom med et forslag:
Hør, jeg kan snakke med mine venner. De vil tage på sommerferie, men de har kun lidt penge til rejsen. Det er dyrt at tage til kysten nu. Du behøver ikke gøre det for mig, jeg vil bare have, at du får lidt ro.
Gitte accepterede taknemmeligt. I hendes situation var hver en krone vigtig.
Da Gitte langsomt kom på benene igen, var Kirstine endelig klar til forandring. Da de unge begyndte at planlægge, gik den gamle sanitære bekymring i baggrunden.
Gitte, jeg foreslog det for et år siden. Et år! Jeg havde også planer, men livet gik sin egen vej. Sommerhuset har nye beboere, jeg kan ikke gå derhen, jeg har lige haft operation.
Hvornår sagde du lige?
For to måneder siden.
To måneder? Folk begynder på maraton der! Du må holde fast i dig selv. Du kan jo bare blive hjemme på din pension, mens andre skal arbejde, gnælede svigermoren. Så lad mig i hvert fald tage Signe med hjem.
Til en lejlighed? Fra en bylejlighed til en anden? Hvorfor?
Så kan vi alle få en pause! Vi har aldrig haft Signe alene med os. Du har jo råbt, at du vil se ham. Så se ham nu!
Kirstine, hører du mig? Et barn kræver konstant opmærksomhed, og jeg slæber mig rundt i huset som om jeg er gammel.
Det er bare dovenskab, indrøm det, pressede svigermoren.
Gitte smækkede røret i vandet. Hun mærkede, at diskussionen kun drænede hende. Hun havde kun sig selv; hvis hun blev syg, ville Kirstine ikke komme for at passe på hende.
Om aftenen ringede Andreas. Han bad om undskyldning for Kirstines opførsel og spurgte forsigtigt, om han kunne få tage Signe med hjem. Gitte følte et savnet hjerte, som om et lille barn var blevet såret.
Andreas sagde du til Kirstine, at jeg var opereret? sprængte hun ud. Hvordan kunne du vide alt dette og så lægge barnets ansvar på mig uden at spørge?
Andreas tøvede. Stille lå som en tung sky over hende.
Mor jeg sagde, at du var syg. Jeg vidste ikke, at det var så alvorligt.
Syg? Jeg vidste ikke. Ordene ramte hende som en kold vind. Andreas syntes ligegyldigt, hvordan hun havde det. Han havde ikke engang forsøgt at forstå, da hun fortalte, at hun næsten ikke kunne klatre op på anden sal.
Jeg forstår, sagde hun kort.
Der fulgte tre dages tavshed, tung og trykkende. Det var som om, da hun afslog de unge, var hun blevet usynlig. Selv hendes søn skrev ikke længere om aftenen, hvordan hans dag var gået.
På den fjerde nat ringede Villy.
Hvorfor ikke vi kommer forbi sommerhuset? Mine venner er stadig her indtil weekenden. Det er køligt, vi kan drikke kaffe og snakke, foreslog hun.
Lad os gøre det, svarede Gitte straks, for hun savnede selskab.
De lavede te, åbnede den kage, Villy havde bragt. Samtalen flød, og Gitte fortalte alt til sin veninde.
Jeg ved, du forstår. De har deres eget liv nu. Du må ikke lade hjertet knække, lev som du kan. Jeg er her for dig. Måske finder du en gammel mand at dele aftenerne med, smilede Villy. Eller du kan endelig fokusere på dig selv. Sundhed er det vigtigste, og du får intet andet end stress fra dem.
Gitte sukkede, trak kagen tættere på. Smerten i hjertet dulmede, men hun vidste nu, at hun gjorde rigtigt. Hun pressede ikke på for andres forventninger, hun holdt fast i sin egen helbred. Selvom det var svært, svigermoren vendte ryggen, og sønnen var ligeglad, fortsatte livet med sine op- og nedture. Selv uden dem.
