I morgen skal jeg køre for at møde min kommende svigermor. Mine gifte veninder prøvede at berolige mig, men de skræmte mig næsten ihjel:
Husk, stå rank, du blev jo ikke fundet på en skrammelplads
Lad dem ikke trække i din hals, få styr på alle detaljerne med det samme.
Ved du, svigermødre er sjældent søde
Det er du, der har gjort dem glade, ikke de.
Jeg lå vågen hele natten, og om morgenen så jeg ud som om jeg lige var blevet smukt indpakket i en kiste.
Vi mødtes på stationen, tog toget til den lille landsby. Turen var to timer.
Toget kørte igennem en lille by, så forbi en stille skov. Luften var isnende kold, duft af nytår i næsen. Sneen glimtede i solens lys, knirkede under fødderne. Træernes toppe susede i vinden. Jeg begyndte at fryse, men heldigvis dukkede en landsby op.
En lille, skrøbelig gammel dame i en lapperig uldfrakke, indsyede svedelædersko og et hul, men rent tørklæde, stod i porten og hilste. Hvis hun ikke havde råbt på mig, ville jeg bare gå forbi:
Hej lille pige, jeg er Else Andersen, Mikkels mor. Lad os blive bekendt. Hun trak en plyslet hanske af sin rynkede hånd og rakte den ud. Håndtrykket var fast og fast. Blikket under tørklædet var gennemtrængende. Vi gik langs en sti gennem sneen til en hytte lavet af mørkegrå træstammer. Inde i hytten var det varmt fra den røde kakkelovn.
Det var som at træde ind i middelalderen, kun otteoghalvfems kilometer fra Aarhus. Vand fra brønden, toilettet et hul i siden, radio kun i de få huse, halvdunkelt i hytten.
Mor, skal vi tænde lys? foreslog Mikkel. Mors svar var venligt men med et skævt blik:
Lad os ikke sidde i mørket og gemme os, du må holde skeen væk fra munden, ja? Hun så på mig, Selvfølgelig, min dreng, jeg var ved at skrue en pære på. Så hun gik hen, greb pæren over spisekammerets bord, og svagt lys spredte sig et par meter omkring. Sulten, er I? Jeg har lavet nudler, kom og spis i vores lille hytte. Vi satte os, så kiggede vi på hinanden, mens hun hviskede blide ord. Hendes stemme var blød, men øjnene var skarpe. Jeg havde fornemmelsen af, at hun analyserede min sjæl. Hun gik fra køkken til brændeovnen, skar brød, smed brænde i ilden og sagde:
Jeg tænder kedlen. Lad os drikke te. En lille te med låg, låg med en lille kegle, keglen med en lille huller, og fra hullet stiger damp. Teen er ikke bare te, den er bær- og hindbærte. En skefuld hindbærsylt vil varme jer, jage kulde væk. Så kan ingen sygdom ramme jer. Velbekomme, kære gæster, spis som I vil.
Jeg følte mig som om jeg var i en gammel film. Så kom instruktøren og sagde:
Optagelserne er færdige. Tak til alle.
Varmen, den varme mad og den søde hindbærtete gjorde mig så træt, at jeg næsten ville smide mig på en pude i to hundrede minutter, men så kom moren igen:
Kom nu, I små, køb et par kilo mel. Vi skal bage kringler til aften, så Villy og Grethe med deres familier kan komme, og Lise fra Århus vil møde sin kommende svigerdatter. Jeg skal først stege kål til fyld, koge kartoffelmos.
Mens vi gik i gang med at klæde os på, rullede Else Andersen frem en stor hvidkål fra under sengen, skar den og sagde:
Kål til brød, så bliver brødet sprødt.
Vi gik gennem landsbyen, alle stoppede op, hilste, mændene tog deres hatte af og bukket.
Køkkenet lå i den naboby. Der skulle vi gennem skoven turde frem og tilbage. Små grantræer og stubbe var dækket af sne som små hvidklædte hatte. Solen levede i leg på sneklumperne på vej til køkkenet, og på vej hjem bagte den en gullig glød over den korte vinterdag.
Tilbage i hytten sagde Else:
Lav mad, lille pige. Jeg vil stampede sne, så musene ikke kan gnave barken af træerne. Jeg tager Mikkel med, så vi kan smide sne på grenene.
Jeg skulle bage en tonne dej, men moren trykkede på mig: Uanset hvor meget arbejde der er, så start og du vil klare det. Arbejdet er hårdt i starten, men slutresultatet er sødt.
Jeg stod alene med dejen, prøvede, men måtte fortsætte. En kringel var rund, en anden lang; en i håndfladens størrelse, en anden i en større størrelse. Den ene var fyldt med masser, den anden næsten tom. Den ene var brun som en lille gråspurv, den anden lys som en sneklat. Åh, jeg blev ved med at slæbe mig.
Senere afslørede Mikkel, at hans mor havde lavet en test: Om jeg var værdig som hans kommende svigerdatter.
Gæsterne strømmede ind som fra en flod, alle lyseblå hår, blå øjne og smilende ansigter. Jeg gemte mig bag Mikkel, genert.
Et rundt bord stod i midten af rummet, og jeg fik en æresplads på en seng med børn. Sengen var som en rustning, benene løftede sig så højt, at jeg næsten fik søsyge. Mikkel kom med en kasse, dækket af tæpper. Den var stor, jeg sad som en dronning på en trone, så alle kunne se mig.
Jeg spiste hverken kål eller stegt løg, men jeg spiste alt sammen med alle, og mine ører sang!
Det blev mørkt. Den kommende svigermors lille seng var ved pejsen i køkkenet, resten i stuen. Hytten er trang, men bedre sammen. sagde hun og lagde mig på en seng, et specielt hvilested lavet af et gammelt skab, som Villys far havde lavet. Lagen var stiv og hvid, og jeg var nervøs. Else bredte dynen ud og sagde:
Gå, hytten er varm, men der er ingen plads til værten!
De kommende slægtninge lagde sig på gulvet på gamle madrasser, som de havde slæbet ned fra loftet.
Jeg måtte på toilettet. Jeg kravlede ud af min rustning, snoede mig forsigtigt så jeg ikke trådte på noget. Jeg nåede frem til loftsrummet, hvor mørket lå. En lille pelsklædt skabning gnubbede ved mine fødder. Jeg blev bange, troede det var en rotte, men så lo alle: Det er bare en killing, den har strejfet rundt om dagen og kom hjem om natten.
Jeg gik på toilettet med Mikkel, der stod bag mig med en tændstik, så han kunne lyse op uden at lyset faldt i toilettet.
Jeg gik tilbage, smed mig i sengen og faldt i søvn: den friske luft, ingen biler i nærheden kun stille landsbyens nat.
I morgen skal jeg besøge min fremtidige svigermor. Mine gifte veninder skræmte mig næsten fra vid og sans for at berolige mig!
