Kære dagbog,
Jeg har nu boet alene i flere år i et lille rækkehus på udkanten af en landsby ved Viborg. Når folk spørger, om jeg virkelig er alene, smiler jeg bare og svarer: Nej, jeg har en stor familie! De lokale kvinder nikker og smiler, men bag min ryg hvisker de og vift
er med fingeren ved tindingen: Den gamle dame med sin finurlighed, ingen mand eller børn, kun en flok dyr.
Det er netop de dyr, jeg kalder min familie. Jeg bryder mig ikke om, at landsbyboerne mener, at man kun skal holde én hund til vagt, en kat til musejagt og måske et får eller en høne til gården. Jeg har fem katte og fire hunde, og de alle bor inde i huset, som naboerne påstår bør de bo i gården. Jeg lytter ikke til deres kommentarer jeg svare bare med et grin: Bare rolig, vi har det dejligt sammen i hjemmet.
For fem år siden mistede jeg både min mand og min søn på samme dag. De var på fisketur, da en lastbil på motorvejen styrtede ind i den modsatte kørsel. Da kulden i hjertet endelig gik over, indså jeg, at jeg ikke kunne blive i lejligheden, hvor hver eneste krog mindede om dem, og hvor naboernes medfølende blikke gjorde mig tung. Jeg solgte lejligheden, pakkede kattene især den lille sort-hvide Misse og flyttede til den lille landsby, hvor jeg købte et hus på kanten af skoven. Om sommeren dyrkede jeg grøntsager, og om vinteren begyndte jeg at arbejde i kantinen på det lokale sundhedscenter. Jeg hentede alle mine dyr i forskellig tid: nogle kom fremhentet ved stationen, mens andre kom på jagt efter mad i kantinen.
Så har jeg samlet en stor, blodsbeslektet familie af ensomme sjæle, som også har haft deres byrder. Mit varme hjerte har helbredt deres sår, og de har gengældt mig med kærlighed og varme. Selvom pengene i danske kroner har været knappe, har vi altid haft nok mad. Jeg ved, at jeg ikke kan fortsætte med at bringe flere dyr hjem, og jeg har lovet mig selv, at jeg ikke skal tage flere ind.
I marts, da de milde, solrige dage pludselig gav plads til februrs kolde, sneklædte storme, skubbede jeg mig ud på den syvtimers natbus, den sidste afgange til min landsby. Jeg havde to fridage foran mig, så jeg stoppede i butikkerne efter arbejdet for at købe mad til mig og min pelsede familie, og jeg bar også nogle rester fra kantinen i de tunge tasker. Selvom jeg mindede mig selv om min beslutning om ikke at tage flere ind, kunne jeg ikke lade være med at kigge omkring på vejen.
Under en bænk lå en hund. Den så direkte på mig med et tomt, næsten glasagtigt blik, dækket af sne. Folk hastede forbi, indhyllet i tørklæder og hættetrøjer. Hvorfor så ingen den? Mit hjerte slog hårdt, jeg glemte både bussen og løftet. Jeg løb hen, smed taskerne og rakte ud. Hunden blinkede langsomt.
Hav tak, du er i live! gav jeg et lettet suk. Kom nu, lille ven, kom med mig
Den rystede sig ikke, men den modsatte sig heller ikke, da jeg forsøgte at løfte den. Den var ved at give op med livet.
Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom mig til busstationen med de tunge tasker og hunden i armene. Inde i lokalet satte jeg mig i den fjerneste hjørne og begyndte at kæle for den tynde, kolde hund, varmet dens frosne poter i mine hænder.
Kom nu, lille ven, vi skal hjem. Du bliver den femte hund i familien, så tallet er lige, sagde jeg stille. Jeg tog en lille pølse ud af tasken og rakte den frem. Først afslag den, men efter lidt varme vækkede den til live, snusede og tog den imod.
Efter en time stod vi udenfor på vejen; bussen var allerede kørt. Jeg lavede et improviseret halsbånd af min egen bælte, men hunden, som jeg kaldte Milla, fulgte mig alligevel tæt, trykkende sig mod benene. Ti minutter senere lykkedes det os at klatre ind i den varme kabine på en standsningsbil.
Åh, tak! Jeg kan sætte hunden på skødet, den vil ikke lave rod, snublede jeg. Chaufføren smilede: Det gør du ikke, lad den sidde på sædet, den er ikke så lille.
Milla krøb ind på mine knæ, stadig skælven, men den passede mirakuløst. Jeg sagde: Det er varme for os begge. Han nikkede, så på halsbåndet omkring hendes hals og skruede op for varmen. Vi kørte i tavshed, mens jeg holdt den opvarmede Milla og så ud på de hastigt flyvende snefnug, oplyst af bilens forlygter.
Chaufføren kastede et blik på min profil, mærkede den stille styrke bag mig, mens jeg holdt den reddede hund. Han forstod, at jeg havde fundet hende på vejen. Da vi nåede min lille gård, hjalp han mig med at bære taskerne. Sneen lå så dybt, at han måtte skubbe den gamle port med skulderen; de rustne hængsler gik i stykker, og porten faldt om.
Bare rolig, den skal nok repareres snart, sukkede jeg.
Fra huset lød en blandet larm af gøen og miaven. Jeg løb til døren, åbnede, og min store familie strømmede ud på gården.
Hvor var I? Jeg er her nu! Mød min nye tilføjelse sagde jeg, mens Milla forsigtigt kiggede ud fra mine ben. Mine andre hunde logrede med halen, nysgerrige efter de taskerne, som den nye mand stadig holdt.
Værten sagde: Kom ind, hvis I ikke er bange for vores store flok. Vil I have te?
Manden bar ind taskerne, men gik så ikke længere ind: Det er sent, jeg skal videre. I har en god familie, de har ventet på mig
Næste dag, omkring frokosttid, hørte jeg et klap på porten. Jeg trak min jakke på og så den samme mand fra i går, som bandt nye hængsler på porten med sine værktøjer.
Han smilede: Goddag! Jeg gik i stykker på porten i går, kom for at reparere Mit navn er Viktor, og hvad hedder du?
Ane, svarede jeg.
De halefødte familiemedlemmer snuste nysgerrigt til ham, mens han satte sig ned på knæ og klappede dem.
Ane, kom ind. Jeg er snart færdig, og jeg vil gerne have en kop te. Ane smilede, første gang på længe føltes det, som om verden åbnede sig lidt mere end bare for hende og hendes dyr. Hun stod i døren og så, hvordan Viktor uden et ord at sige tog sig af både porten og de nysgerrige hunde, som om han havde gjort det hele sit liv. Da han endelig rejste sig og kom ind, var stolen ved køkkenbordet allerede ryddet, tekanden dampende, og Milla lå allerede ved hans fødder. Ingen sagde noget. Det var ikke nødvendigt. Udenfor faldt sneen stadig, men inde i huset var der varme og for første gang på mange år, var der plads til to.
