Alt er klart, jeg forstår, sagde Mikkel lidt bedrøvet. I bliver smidt ud af jeres eget hus.
Mikkel, vi er på vej til dig! råbte Freja i telefonen klokken tre om natten.
I behøver ikke at køre, svarede Mikkel søvnigt, vi sover!
Mikkel, det er ikke sjovt! Find en liggestol til mig, og et ekstra lagerseng til mor! sagde Freja utilfreds.
Vi har ingen ekstra senge, og alle værelser er optaget! svarede han og gabte smittende.
Er du sjov? råbte søsteren i røret.
Søster, hvad vil du have? Hvorfor kommer I om natten? I har jo jeres egen lejlighed, så dov dig derind! svarede Mikkel.
Mikkel! afbrød Freja ham hidsigt. Du skal lade os overnatte! Vi har ingen andre steder at gå hen!
Hvad er der sket? spurgte Mikkel nysgerrigt, mens han skubbede sin kone til siden.
Han dækkede mikrofonen med hånden og sagde:
Anne, mor og Freja er på vej! De har brug for et sted at falde i.
Har I ikke fundet et andet tidspunkt? spurgte Anne træt.
Jeg er glad for, at vi er på samme bølgelængde! smilede Mikkel.
Freja talte videre, afbrudt af suk, hvirvler og råb.
Nu lidt kort og tydeligt! insisterede Mikkel.
Mikkel! Døren er klistret!
Hvor meget? spurgte Mikkel.
Først sad låsen fast, så lågerne gik ikke helt i, og da jeg holdt den med skulderen, satte den sig fast igen, så den bare ikke drejer! sagde Freja mens hun begyndte at græde. Vi kom fra torvet i pyjamas! Vi skal over til naboerne, men du ved jo, hvor larmende de er.
Det er virkelig interessant! grinende sagde Mikkel. Døren gik i stå som om den ville have os fanget!
Anne, som lyttede, nikkede teatralsk og dækkede munden for at holde tilbage fra at grine.
Mikkel, vi må vente til morgenen og så ringe efter en håndværker! Så bestil en taxa og betal med kort! Pengene ligger i lejligheden! sagde Freja.
Så skal I blive eller vente? spurgte Mikkel.
Gå ikke så glat! skreg Freja. Vi sidder her som to høns under de forbandede døre!
Det er kun i barndommen, at forældre elsker alle børn lige meget og giver dem alt, de kan. Når børnene vokser, får nogle favoritter, andre får mindre opmærksomhed det samme gælder for omsorg. De, der er foretrukne, får mere, resten får kun det, der er til overs.
Da Mikkel besluttede sig for at gifte sig, sprang Freja straks emnet om, at hun ikke ville have Mikkels unge kone i deres fælles lejlighed.
Mikkel, du har din kone, men jeg er bare din søster! Jeg vil have mit eget rum, kunne gå, tale og gøre, hvad jeg vil! sagde Freja.
Hvorfor? undrede Mikkel.
At have en fremmed i huset giver mig ubehag! delte Freja fra internettet.
Hvilket ubehag? spurgte Mikkel. Vi er på arbejde hele dagen. Om morgenen, når vi går ud, sover du og mor, om aftenen går vi tilbage til vores værelse!
Selvfølgelig! fnøs Freja. I vil ikke gå på toilettet, men lave ting i lommen? Jeg skal måske egentlig bare træne yoga!
Tro mig, der er ikke noget spændende for os derovre! sagde Mikkel. Hvem vil så kigge på dig?
Mikkel! skreg Freja og sluttede så sin mor på. Så sig ham! Hvorfor skal en fremmed kvinde bo i huset?
Freja, sagde deres mor, Ninna, hun er Mikkels kone, og du er vores svigerdatter! Det er næsten familie.
Det er fjern familie, men ved loven er hun en fremmed! Mor, jeg vil ikke bo som i en andelsbolig! svarede Freja.
Ninna havde altid haft en forkærlighed for en af sine døtre, fordi hendes søn mindede hende om sin egen eksmand, som forlod dem med to børn. Så hun stillede sig på datterens side:
Kære, vi elsker dig, men Anne kender vi næsten ikke. Vi skal mødes, men et samliv er ikke den rette måde at starte på, siger jeg roligt men med et strejf af overtalelse. Du er mand! Det er mærkeligt, hvis du skal bo på morens hals! I har jo børn, og Freja er stadig ung! Måske inviterer du venner om natten, men så er I med børnene det kan blive en konflikt! sagde hun.
Mikkel indså, at de var ved at blive smidt ud af deres eget hjem.
Freja, ingen smider dig ud, sagde moren. Vi vil bare undgå problemer, hvis vi kan.
Du kan klare dig uden kone, sagde Freja, men med din kone, så find jeres egen vej!
Anne forstod hurtigt, at noget var galt mellem Mikkel, mor og søster, for de havde planlagt at bo sammen efter brylluppet for at spare op til en lejlighed. Men tre uger før brylluppet flyttede Mikkel sine ting til en lejebolig og tog den unge kone med.
Anne accepterede situationen, selvom hun ikke var begejstret for at bo tæt på sin svigers familie. Hun var villig til at holde ud for Mikkels skyld.
Det gik ikke som planlagt, men okay, sagde hun til sin veninde. Mikkel ser så trist ud.
Anne, bliv væk fra de her sager! råbte Katja. Så får du i stedet et klarere hoved!
Jeg vil da hjælpe ham! svarede Anne. Det er jo din opgave som kone!
Mikkel var måske eftergivende, men glemte hurtigt såren, for familielivet strømmede ind. De skulle organisere hverdagen, og så fik Anne endnu et barn, en dreng.
Vi kan ikke bære mere, sagde Mikkel melankolsk. Vi kan ikke spare mere; vi må bare køre videre.
Jeg er enig, svarede Anne. Når regningen kommer, må vi betale, uanset hvad.
De tog et boliglån på tredive år. De havde håbet på tyve, men så ville de ikke have tid til fornøjelser. Fire år efter, da lille Tobias var færdig med at kravle, kom den anden dreng, Rasmus, med et jubelråb.
Ingen panik! sagde Mikkel. Vi klarer det!
Selvfølgelig, skat! bekræftede Anne. Hvor skal vi hen?
Da Rasmus blev fem, fik Mikkel to billetter til et feriehus ved kysten. De rejste sjældent på ferie, kun til Annes familie på landet. Men så gik de alligevel i gang med at dyrke en lille grøntsagshave.
Anne! Der er en pool, spa, discokur, fem måltider om dagen helt kongeligt!
Børn med? spurgte Mikkel.
Vi kan betale lidt ekstra for dem, men måske holder vi dem hjemme?
Skal vi gemme dem i et lille rum eller sende dem til din mor på landet? spurgte Anne med et smil.
Det var bare sjovt, for hun ville alligevel ikke holde øje med børnene, da hun både havde arbejde, have og husrun.
Mor, sagde Mikkel, må jeg tage børnene med på en uge? Vi vil bare være på ferie.
Hvor skal I? spurgte Freja.
Til et sanatorium udenfor byen, svarede Mikkel. Vi har ikke haft rigtig ferie i otte år.
Så skal vi holde vagt over dine banditter? protesterede Freja. Fantastisk idé!
Mor, fortsatte Mikkel, de er rolige drenge! De kan spise, tjekke om de har påklædning, gå i seng til tiden ellers klarer de sig selv.
Hmm, tænkte Ninna.
Nej! sagde Freja for sin mor. Vi har lige renoveret, nye møbler det koster en formue!
Hvorfor skal dine børn ødelægge det? spurgte mor. Du skal jo kompensere! Jeg får også besøg af min mand. Der var aldrig plads til børn her!
Mor! udbrød Mikkel. Vi har virkelig brug for penge til lånet.
Søn, vi har desværre ikke penge lige nu, svarede Ninna.
Vi har nogle, sagde Freja og klappede moren på hånden. Bare rolig!
Du har faktisk reddet mig! sukkede Mikkel lettet.
Nej! svarede Freja fast. Du må redde dig selv, vi har penge sat til de nye døre! Måleren kommer om en uge, så vi skal betale for både døre og arbejdskraft.
Freja, hvad nu? undrede Mikkel. Jeg beder kun om fire dage.
Det ved du ikke, hvordan du vil betale! Jeg skal give en fyr penge om en uge, så han kan sætte dørene på, og så skal vi betale alt på én gang!
Du vil jo betale selv! råbte Mikkel. Det er en nødsituation! Vi skal have lånet betalt i morgen, men lønnen kommer først dagen efter. Jeg kan overføre på kortet med det samme!
Du taler pænt, men jeg vil ikke bære dørene! Hvad skal jeg så gøre?
Lad os i hvert fald til notar i dag, så alt bliver ordnet. Du kan endda pålægge en bøde på tusinde procent!
Jeg vil have dine bøder først, så kampagnen på dørene slutter! Så, brormand, farvel!
Mikkel fandt en gammel ven, der var notar, leverede pengene før fristen og blev renset fra sortlisten. Han fortalte alt til Anne, som svarede med et citat, hun engang havde læst:
En klog person hævner sig ikke, men venter på, at livet gør det for ham!
Ventetiden var kort…
Så, jeg har ingen penge på kortet! sagde Mikkel. Jeg har ikke lyst til at lede efter hjælp til familie!
Du er skør! Vi er jo din familie!
Dørene! bemærkede Mikkel. De er den sidste akkord, der får mig til at holde op med at tale med jer!
Er du ikke skamfuld, min søn, så lav en så lav hævn? råbte moren.
Jeg hævner ikke, svarede Mikkel. Jeg begynder endelig at afregne gælden!
Du har jo ikke taget noget fra os? spurgte Freja.
Jeg tog jeres kærlighed, omsorg og varme! Nu giver jeg det tilbage i samme mål!
Han lagde på og slukkede for telefonen. Det var ikke hævn, men regnskab.
