Kom nu væk fra mig! Jeg har ikke lovet at gifte mig med dig! Jeg ved ikke engang, hvis barn det er. Måske er det slet ikke mit? Så lad os bare gå videre, mens jeg synger, og så tager jeg afsted, siger Viktor til Vibeke, mens han pakker sine ting.
Vibeke står målløs. Er det virkelig Viktor, som har erklæret sin kærlighed og holdt hende i sine arme? Er det den samme Mikkel, der kaldte hende sin elskede og lovede hele verden? Foran hende står en forvirret, vred, fremmed mand
Vibeke græder i en uge, mens hun vinker farvel til Mikkel for altid. Men hun er nu femogtredive år, har mange år bag sig uden at finde lykken, og hun beslutter sig for at få et barn.
Hun føder en datter, som hun døber til Maja. Maja vokser op rolig og problemfri, uden at give sin mor nogen besvær. Vibeke behandler sin datter rimeligt, men den egentlige moderlige kærlighed synes at mangle hun giver mad, tøj og legetøj, men hun holder sjældent om hende, kysser hende eller leger med hende.
Når Maja er syv år gammel, sker det uventede: Vibeke møder en mand. Hun tager ham med hjem, og hele landsbyen i Roskilde taler om den lette Vibeke. Manden er uden fast arbejde, kommer fra en anden region og ved ikke, hvor han bor. Vibeke arbejder i den lokale købmandsbutik, mens manden Jens hjælper med at losse varer fra vognene. På den faglige baggrund opstår et forhold.
Kort tid efter inviterer Vibeke Jens ind i sit hjem. Naboerne diskuterer hende, spørger om datteren, taler om hans tavshed. De tror, han gemmer på noget, men Vibeke lytter ikke; hun ser det som sin sidste chance for at finde kvindelig lykke.
Snart ændrer nabobyens holdning sig. Vibekes hus er i forfald, og Jens træder til. Først reparerer han verandaen, så lækker han taget og reparerer hegnet. Han arbejder hver dag, og huset bliver smukkere for øjet. Folk begynder at bede ham om hjælp, og han svarer:
Hvis du er gammel eller fattig, hjælper jeg dig. Hvis du har råd, betaler du mig i penge eller varer.
Han får penge fra nogle, konserves, kød, æg og mælk fra andre. Vibekes lille have mangler køer, men uden Jens er hun hjælpeløs. Pludselig får køleskabet smør, fløde og hjemmelavet mælk.
Jens hænder er som guld. Som man siger: Han er både skrædder, høker og grillmester. Vibeke, som aldrig har været smuk, stråler nu, bliver blødere, venligere. Selv moderen bliver mere kærlig over for Maja, der nu får kinder på kinderne.
Maja går i skole. En eftermiddag sidder hun på verandaen og ser Jens arbejde, og så går hun til naboens hus. Da hun kommer tilbage, står porten åben, og i midten af gården rejser sig gyngestativ nyinstalleret af Jens.
Er det til mig? Jens, du har lavet dem til mig?? spørger Maja, uvirkelig.
Ja, lille Maja, de er til dig! Kom og prøv dem, griner den normalt tavse Jens.
Maja sætter sig på gyngen og gynger frem og tilbage; hun er den lykkeligste pige i verden.
Jens står tidligt op og tager også på sig madlavningen. Han laver morgenmad, frokost og bagværk, så Maja lærer at lave lækre retter og dække bordet. Hans talenter er mange.
Om vinteren kører Jens Maja til skole, bærer hendes taske og fortæller historier fra sit liv: hvordan han plejede sin syge mor, solgte sin lejlighed for at hjælpe hende, og hvordan hans bror smed ham ud af deres hjem. Han lærer hende at fiske; om sommeren går de tidligt ud til søen og sidder i stilhed og venter på, at en fisk nagler.
Det lærer hende tålmodighed. Midt på sommeren køber Jens hendes første barnecykel og viser hende, hvordan man kører på den.
Jens, hun er kun en pige, siger Vibeke sukkende.
Det gør ingen forskel. Hun skal lære, svarer han fast.
På nytårsaften giver han hende rigtige skøjter. Om aftenen sætter de sig ved det festlige bord, som Jens og Maja har dækket. De fejrer nytåret, griner og nyder maden.
Om morgenen vågner Vibeke og Jens af Majas skrig:
Skøjter! Hurra! Jeg har rigtige skøjter! Hvide og nye! Tak, tak!
Maja holder dem i hænderne, tårerne af glæde løber ned ad kinderne. Så går hun og Jens ud til søen, ryddet af sne på isen, og han lærer hende at stå på skøjter. Hun er lykkelig. På vej tilbage omfavner hun ham:
Tak for alt! Tak, far
Jens græder af glæde, tør de mannlige tårer i skjul, så Maja ikke ser dem, men de flyder frit.
Maja vokser, flytter til København for at studere, møder mange udfordringer som alle gør. Men Jens er altid ved hendes side. Han deltager i hendes dimission, bringer madpakker med produkter, så hun aldrig går sulten.
Han er vidne til hendes bryllup, står ved vinduerne på fødeklinikken, venter på hende. Han passer sine børnebørn med en kærlighed, som sjældent findes.
Til sidst, da hans tid er omme, går han bort som alle andre en dag. Maja og Vibeke står i dyb sorg, kaster en håndfuld jord, sukker tungt og siger:
Farvel, far Du var den bedste far i verden. Jeg vil altid huske dig
Han lever videre i deres hjerter, ikke kun som Jens, men som en far, for en far er den, der opdrager, deler både nød og glæde, den der altid er der.
