Mor elsker os ikke længere? Går hun væk, fordi vi er til besvær? stak Søren tårerne frem, mens han snøftede.
Anders kastede et skævt blik på Maren, der samlede sine ejendele med en så sørgmodig stemme, at hun selv næsten ville græde. Kvinden klemte sig sammen og stod stille, usikker på om samvittighed eller udmattelse trykkede hende hårdest.
Det hele begyndte som en uskyldig spøg fra mandens side. Dagen før havde Maren sagt, at hun ville fejre 8. marts alene, uden familien. Det skabte en hel del larm Anders kunne ikke forhindre hende, men han sagde alt, hvad han tænkte, og begyndte så at drille børnene: femårige Søren og syvårige Mikkel.
Hørte I nyheden, gutter? Mor flytter fra os. Vi er trætte af hende, I har fået hende til at gå, sagde han i en ligefrem, næsten munter tone, men med en skjult byrde.
Børnene blev bange. Mikkel rynkede panden, Søren så forvirrede ud.
Flytter hun for altid? spurgte den yngste usikkert.
Jeg ved det ikke. Ikke endnu. Men måske kan hun vænne sig til det, hvis vi holder ved, svajede Anders med en skulder.
For ham var det bare sjov. For børnene var det alvor. Søren gik i en tantrum, og Rikke, netop Rikke, beroligede ham hele aftenen. Hun håbede, at manden havde lært noget, men i dag gentog sig samme rutine.
Sådan, Søren, græd ikke. Far elsker dig. Jeg går bare på arbejde, svarede Anders ligefrem til sønnen.
Rikke holdt næsten på at bryde sammen Hendes tårer blev stoppet af barnets gråd. Hun satte sig ved den lille drengs side og strøg ham på kinden.
Søren, alt er ikke så sort. Jeg vil bare have én dag for mig selv, begyndte hun som i går. Se, far slapper af hver søndag med sin ven Peder og nogle kammerater. Mor har også brug for pauser.
Rikke havde engang ikke kunnet forestille sig at blive træt af dem, hun elskede. Tidligere virkede hun og Anders som det perfekte par: cyklede sammen, gik i biografen, diskuterede bøger. De havde en lille familietradition: hver søndag prøvede de en ny café eller restaurant og smagte nye retter.
Nu tilhørte søndagen kun Anders. I stedet for bøger talte de om vaccinationsplaner og børnehaveudfordringer. De gik kun til børneudstillinger og indkøb af dagligvarer.
Da Mikkel kom til verden, holdt alting så vidt. Nogle dage sad enten Anders eller en af bedstemødrene med sønnen. Rikke fandt af og til tid til sig selv. Men med den anden dreng ændrede alt sig. Kun Rikke kunne klare to.
Rikke, jeg elsker dem begge, forsøgte svigermor Ingrid forklare. Men forstå mig: Jeg klarer mig så knap med den ene. Da de to sammen lavede ballade sidst, husker du den gyngende hest ved tv’et? Den holdt til syv børn! De brød den, mens de prøvede at sætte sig på den.
Moren gik sjældent ud og hjalp; i bedste fald kom hun for at støtte. Hun nægtede at hente børnebørnene og sagde, at hun allerede havde gjort nok for sig selv.
Anders så på børnene som en snack til øl: kun af og til og efter humør. Når han var træt, gemte han sig i sit værelse for resten af aftenen.
Hvad er problemet? Jeg sidder stille, jeg forstyrrer ikke, sagde han, når Rikke klagede. Det er dig, der ikke kan slappe af. Du skal hele tiden pudse og vaske. Ro på, du er for anspændt.
Det var let for ham at tale, for han gjorde intet i hjemmet. Rikke vidste, at hvis hun lagde sig ned, ville hun vokse mos på hænderne.
Hun følte sig udbrændt. Over tid begyndte hun at råbe mere, blev hurtigt irriteret. Børnene drillede hende igen og igen med, at de ikke ville spise tomater. Hendes mand kom hjem, slog døren i, og alt omkring hende gjorde hende vred. Men hun holdt ud.
Så kom Søren’s fødselsdag.
De sidste tre dage brugte Rikke på rengøring og madlavning. Søren ville invitere børnehavevenner, og det betød også at hente deres forældre. Hun rydde hele lejligheden, bagte to kager, lavede salater, marinerede kødet. Alt var planlagt, så hun kunne sove ud.
Men så gik alt galt.
Først vågnede Søren. Han prøvede straks at vække mor.
Sov! råbte Rikke på ham. Eller bliv stille, indtil jeg vågner. Lad mig sove lidt!
Søren klynkede, fordi han var keder sig og var sulten.
Tålmodighed, afbrød hans mor ham strengt.
Rikke var så udmattet, at hun ikke kunne stå op. Hun kunne heller ikke falde i søvn; Søren’s gråd holdt hende vågen.
Kort efter vågnede Mikkel. Som den ansvarlige storebror prøvede han at løse problemet: han tog Søren i hånden og førte ham i køkkenet. Rikke sukkede, håbende på et øjebliks ro, men så lød glas og tallerkener i en klirren.
Hun sprang op, som om børnene havde knust hendes sidste nerve. Drengene rode rundt i køkkenet, samlede splinter og brød. På bordet lå en pakke cornflakes og en flaske mælk. Ved skabet stod en stol. De havde forsøgt at lave morgenmad selv, men havde misbere deres styrke.
Jeg bad jer om det! skreg Rikke. Hvor mange gange kan I ikke klare fem minutter uden mig? Når jeg er væk, vil I først forstå, hvad jeg gør for jer!
Hun skreg i tre minutter, ordene strømmede ud som en ustyrlig flod. Søren holdt hovedet mod skulderen. Mikkel krydsede armene og så ned. Rikke stoppede først, da den yngste begyndte at græde og gnidde sine øjne med knytnæverne.
Okay, rolig nu Jeg rydder op, og så går vi ud og køber legetøj.
I det øjeblik slog frygten hende: det var kun en tallerken, men hun reagerede, som om hele huset var i ruiner. Det var ikke normalt.
Næste dag søgte hun råd hos sin veninde Lene. Lene havde tre børn, men var stadig fuld af liv og blev ofte spurgte om familieanliggender.
Åh, du bærer alt selv. Jeg gætter på, at 8. marts nærmer sig, og du skal igen tage imod svigermor og din egen mor. En hel marathon i køkkenet i to dage, ja? sagde Lene.
Ja, hvad skal jeg gøre? svarede Rikke.
Vågn op! Kvindernes dag er til at fejre kvinder, ikke til at lade dem knække sig i alting. Jeg fik fri fra byen i en dag, vil du med? Jeg har lejet et hyt, der har ekstra plads.
Rikke tænkte sig om og sagde ja. Det virkede fornuftigt. Hun bestilte to bøger, hun længe havde ønsket at læse, samlede en indkøbskurv og informerede familien om, at hendes planer havde ændret sig.
Moren tog det med ro. Det er godt, du får hvile, sagde hun. Svigermor blev overrasket, men kritiserede ikke. Men Anders
Så du løber væk fra os? Folk tilbringer dagen med familien, ikke forlader den, sagde han.
Rikke forklarede, at det ikke var forræderi, blot nødvendigt hvile. Anders gik ikke med, men han stoppede ikke heller.
Så gå, du kan tage til månen, hvis du vil, sagde han til sidst. Flyv afsted.
Så flyver jeg næste gang, svarede Rikke skarpt.
Senere begyndte han at drille børnene igen, og det kunne Rikke ikke længere holde ud. Da Søren og Mikkel var faldet i søvn, gik hun hen til manden for at tale.
Hold op med spøgen. På grund af dig tror børnene, at jeg ikke elsker dem. Sårede du Søren med dit grin i morges?
Slap af, det er småting. De er børn. De glemmer alt om morgenen. Hvad er der så galt? Du skal være hjemme den dag, ikke flyve væk.
Rikke sukkede tungt. Han afviste igen, som om han ikke hørte. Hun var træt af at blive ignoreret.
Ved du hvad, kære? Alle dine aftener er stille, fordi far er træt, og søndag er din dag. Jeg har været på frontlinjen i syv år uden fri. Jeg løber ikke væk, jeg vil bare finde lidt ro, så jeg ikke mister kontrollen over børnene. Det er din skyld, at jeg råber. sagde hun roligt, kniben.
Mig? Hvad har jeg med det at gøre? spurgte han.
Med alt! Jeg har sagt det tusind gange, men du lytter ikke. Lad os prøve noget andet. Søndag er din dag? Så lad lørdag blive min. Tilbring mindst én dag om ugen med børnene. De er også dine børn.
Anders holdt fast, men måtte til sidst give efter, for alternativet var, at hver skulle tage et barn alene, og Rikke kunne ikke bære to.
8. marts gik stille for sig. De ankom til hytten aftenen før, så Rikke vågnede ikke af børnenes skrig, men af sin egen ro. Hun lå længe i sengen med en bog. Senere lo hun og Lene af deres studenterhistorier og planlagde, hvordan de kunne lokke de andre piger med på vandretur uden internet.
Om aftenen sad Maren på terrassen, indåndede den friske luft og så myrer flytte et stykke brød, hun havde smidt ud. Hovedet var tomt, men lyset var som i et ryddet rum med åbne vinduer. For første gang i syv år blev hun ikke trukket, kaldt eller kritiseret.
Lene løftede glasset og skålede med Rikke.
Så, til dig på kvindernes dag. Endelig er du ikke kun mor, sagde hun med et smil.
Rikke smilede tilbage. Selvom det kun var én dag, huskede hun, hvordan det føles at være sig selv. Ikke kun mor, ikke kun hustru, men et menneske med egne ønsker og ret til en pause. For kun når vi passer på os selv, kan vi virkelig være der for dem, vi elsker.
